 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:TANTE TANDPINE
Subject:FICTION
Tante Tandpine
af
Hans Christian Andersen
---Hvorfra vi har historien? –
– Vil du vide det?
Vi har den fra fjerdingen, den med de gamle papirer i.
Mangen god og sjælden bog er gået i spækhøkeren og urtekræmmeren, ikke som læsning, men som nødvendighedsartikel. De må have papir til kræmmerhus for stivelse og kaffebønner, papir om spegesild, smør og ost. Skrevne sager er også brugelige.
Tit går i bøtte, hvad der ikke skulle gå i bøtte.
Jeg kender en urtekræmmerdreng, søn af en spækhøker; han er gået til vejrs fra kælderen til stuebutikken; et menneske med stor læsning, kræmmerhus-læsning, både den trykte og den skrevne. Han har en interessant samling, og i den flere vigtige aktstykker fra en og anden alt for beskæftiget tankespredt embedsmands papirkurv; et og andet fortroligt brev fra veninde til veninde: skandalemeddelelser, som ikke måtte gå videre, ikke omtales af noget menneske. Han er en levende redningsanstalt for en ikke ringe del af litteraturen og har i den et stort område, han har forældrenes og principalens bod og har der reddet mangen bog eller blade af en bog, der nok kunne fortjene at læses to gange.
Han har vist mig sin samling trykte og skrevne sager fra bøtten, rigest fra spækhøkerens. Der lå et par blade af en større skrivebog; den særdeles smukke og tydelige håndskrift tildrog sig straks min opmærksomhed.
“Det har studenten skrevet!” sagde han, “studenten, som boede her lige ovenfor og døde for en måned siden. Han har lidt svært af tandpine, ser man. Det er ganske morsomt at læse! Her er kun lidt endnu af det skrevne, det var en hel bog og lidt til; mine forældre gav et halvt pund grøn sæbe for det til studentens værtinde. Her er, hvad jeg fik holdt tilbage.”
Jeg lånte det, jeg læste det og nu meddeler jeg det.
Overskriften var:
TANTE TANDPINE
I
– Tante gav mig sliksødt, da jeg var lille. Mine tænder holdt det ud, blev ikke fordærvede; nu er jeg blevet ældre, blevet student; hun forkæler mig endnu med sødt, siger at jeg er digter.
Jeg har i mig noget af poeten, men ikke nok. Tit når jeg går i byens gader synes det mig, som går jeg i et stort bibliotek; husene er bogreoler, hver etage en hylde med bøger. Der står en hverdagshistorie, der en god gammel komedie, videnskabelige værker i alle fag, her smudslitteratur og god læsning. Jeg kan fantasere og filosofere over alt det bogværk.
Der er noget i mig af poeten, men ikke nok. Mange mennesker har vist ligeså meget i sig deraf som jeg, og bærer dog ikke skilt eller halsbånd med navnet Poet.
Der er givet dem og mig en Guds gave, en velsignelse, stor nok for én selv, men alt for lille til at stykkes ud igen til andre. Den kommer som en solstråle, fylder sjæl og tanke; den kommer som en blomsterduft, som en melodi man kender og husker dog ikke hvorfra.
Forleden aften, jeg sad i min stue, trængte til læsning, havde ingen bog, intet blad, faldt i det samme et blad, friskt og grønt, fra lindetræet. Luftningen bar det ind af vinduet til mig.
Jeg betragtede de mange forgrenede årer; et lille kryb bevægede sig hen over disse, som ville det gøre et grundigt studium af bladet. Da måtte jeg tænke på menneskevisdom; vi kravler også om på bladet, kender kun det, og så holder vi straks foredrag over det hele store træ, roden, stammen og kronen; det store træ: Gud, verden og udødelighed, og kender af det hele, kun et lille blad!
Som jeg sad der, fik jeg besøg af tante Mille.
Jeg viste hende bladet med krybet, sagde hende mine tanker derved, og hendes øjne lyste.
“Du er digter!” sagde hun, “måske den største vi har! skulle jeg opleve det, så går jeg gerne i min grav. Du har altid, lige fra brygger Rasmussens begravelse, forbavset mig ved din mægtige fantasi!”
Det sagde tante Mille og kyssede mig.
Hvem var tante Mille og hvem var brygger Rasmussen?
II
Moders tante blev af os børn kaldt Tante, vi havde intet andet navn til hende.
Hun gav os syltetøj og sukker, uagtet det var en stor fortræd for vore tænder, men hun var svag lige overfor de søde børn, sagde hun. Det var jo grusomt af nægte dem den smule sødt, som de holdt så meget af.
Og derfor holdt vi så meget af Tante.
Hun var gammel frøken, så langt jeg kan huske tilbage, altid gammel! Hun stod stille i alderen.
I tidligere år led hun meget af tandpine og talte altid derom, og så var det, hendes ven, brygger Rasmussen, var vittig og kaldte hende Tante Tandpine.
Han bryggede ikke i de sidste år, levede af sine rentepenge, kom tit til Tante og var ældre end hun. Han havde slet ingen tænder, kun nogle sorte stumper.
Som lille havde han spist for meget sukker, sagde han til os børn, og så kom man til at se således ud.
Tante havde vist aldrig i sin barndom spist sukker; hun havde de dejligste hvide tænder.
Hun sparede også på dem, sov ikke med dem om natten! sagde brygger Rasmussen.
Det var nu at være ond, vidste vi børn, men Tante sagde, han mente ikke noget med det.
En formiddag ved frokosten, fortalte hun en fæl drøm, hun havde om natten: at én af hendes tænder var faldet ud.
“Det betyder,” sagde hun, “at jeg mister en sand ven eller veninde!”
“Var det en falsk tand!” sagde bryggeren og smålo, “så kan det kun betyde at De mister en falsk ven!”
“De er en uhøflig gammel herre!” sagde Tante vred, som jeg aldrig har set hende før eller siden.
Senere sagde hun, at det kun var dril af hendes gamle ven; han var det ædleste menneske på jorden, og når han engang døde, blev han til en lille Guds engel i himlen!
Jeg tænkte meget over den forvandling og om jeg ville være i stand til at kende ham i den nye skikkelse.
Da Tante var ung og han også ung, friede han til hende. Hun betænkte sig for længe, blev siddende, blev alt for længe siddende, blev altid gammel frøken, men altid trofast veninde.
Og så døde brygger Rasmussen.
Han blev kørt til graven i den dyreste ligvogn og havde stort følge, folk med ordener og i uniform.
Tante stod sørgeklædt ved vinduet med alle os børn, på den lille broder nær, som storken havde bragt for en uge siden.
Nu var ligvognen og følget forbi, gaden tom, Tante ville gå, men det ville jeg ikke, jeg ventede på englen, brygger Rasmussen; han var jo nu blevet et lille vinget Guds barn, og måtte vise sig.
“Tante!” sagde jeg. “Tror du ikke, at han kommer nu! eller at når storken igen bringer os en lille broder, han da bringer os englen Rasmussen.”
Tante blev aldeles overvældet af min fantasi, og sagde: “Det barn bliver en stor digter!” og det gentog hun i hele min skolegang, ja efter min konfirmation og nu ind i studenterårene.
Hun var og er mig den mest deltagende veninde, både i digterpine og i tandpine. Jeg har jo anfald af begge to.
“Skriv bare alle dine tanker ned,” sagde hun, “og put dem i bordskuffen; det gjorde Jean Paul; han blev en stor digter, som jeg rigtignok ikke holder af, han spænder ikke! Du må spænde! og du vil spænde!”
Natten efter den tale lå jeg i længsel og vånde, i trang og lyst til at blive den store digter, Tante så og fornemmede i mig; jeg lå i digterpine! men der er en værre pine: Tandpine; den masede og kvasede mig; jeg blev en krympende orm, med krydderpose og spansk flue:
“Det kender jeg!” sagde Tante.
Der var et sorgens smil om hendes mund; hendes tænder skinnede så hvide.
*
Men jeg må begynde et nyt afsnit i min og Tantes historie.
III
Jeg var flyttet ind i en ny huslejlighed og havde boet der en måned. Herom talte jeg med Tante.
“Jeg bor hos en stille familie; den tænker ikke på mig, selv om jeg ringer tre gange. Forresten er det et sandt spektakelhus med lyd og larm af vejr og vind og mennesker. Jeg bor lige over porten; hver vogn, som kører ud eller ind, får skilderierne på væggen til at bevæge sig. Porten smælder og rusker i huset, som var det en jordrystelse. Ligger jeg i sengen, gå stødene gennem alle mine lemmer; men det skal være nervestyrkende. Blæser det, og blæse gør det altid her til lands, så dingler de lange vindueskramper udenfor frem og tilbage og slår mod muren. Naboens portklokke til gården ringer ved hvert vindstød.
Vore husbeboere kommer klatvis hjem, sildigt på aftenen, helt ud på natten; den logerende, lige over mig, som om dagen giver timer i basunblæsen, kommer senest hjem og lægger sig ikke, før han først har gået en lille ...
|
|
|
