 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:SMÅHISTORIER
Subject:FICTION
Småhistorier
af Hans Christian Andersen
---1. Det er dig, fablen sigter til!
Oldtidens vise har snildt opfundet, hvorledes man uden at være folk grov lige op i ansigtet, kunne sige dem sandheden. De holdt nemlig foran dem et sælsomt spejl, i hvilket alle slags dyr og forunderlige ting kom tilsyne og frembragte et lige så morende som opbyggeligt skue. Det kaldte de en fabel, og hvad tåbeligt eller klogt nu dyrene der udrettede måtte menneskene føre over på sig og derved tænke: det er dig fablen sigter til! Således kunne nu ingen blive vred derover. Vi vil tage et eksempel:
Der var to høje bjerge, og øverst oppe på hvert bjerg stod et slot. Nede i dalen løb en hund, den snusede henad jorden ligesom om den, for at stille hungeren, søgte efter mus eller agerhøns. Da klang med ét, fra det ene slot, trompeten, som forkyndte, at man nu skulle der til bords. Hunden løb straks op ad bjerget for at få lidt med, men idet den var kommet halvvejen, holdt trompeterne op at blæse, og en trompet fra det andet slot begyndte. Da tænkte hunden, her har man nu afspist før jeg kommer, men derovre vil man nu først til at spise; den løb derfor ned igen og opad det andet bjerg. Men nu begyndte igen trompeten på det første sted, derimod holdt den anden op. Hunden løb igen ned ad, og igen opad, og blev således ved, til endelig begge trompeter tav stille, og måltidet var endt på hvilket sted den kom.
Gæt nu engang, hvad oldtidens vise vil sige med denne fabel og hvem der er den nar, som således løber sig træt uden at vinde, hverken her eller der.
2. Talismanen.
En prins og en prinsesse levede endnu i deres hvedebrødsdage. De følte sig så overordentlig lykkelige; kun én tanke foruroligede dem, det var den: mon vi alletider forbliver så lykkelige som nu. Derfor ønskede de at eje en talisman, ved hvilken de kunne sikre sig imod enhver utilfredshed i ægtestanden. Nu havde de ofte hørt tale om en mand, som boede ude i skoven og af alle folk var anset for sin visdom; i enhver nød og forlegenhed vidste han at råde til det bedste. Prinsen og prinsessen begav sig ud til ham og fortalte hvad der lå dem på hjertet. Da den vise mand havde hørt det, svarede han: “rejs igennem alle verdens lande, og hvor I da træffer et par ret tilfredse ægtefolk, beder dem om et lidet stykke af det linned, de har på kroppen, når I får det, så bær det altid på jer. Det er et probat middel.”
Prinsen og prinsessen red afsted og snart hørte de en riddersmand nævne, der med sin kone skulle leve det allerlykkeligste liv. De kom op på slottet, spurgte dem selv ad, om de i deres ægteskab var så særdeles tilfredse, som rygtet sagde. “Ja vist!” blev der svaret, “på det ene nær, at vi har ingen børn!” Her var altså talismanen ikke at finde, og prinsen og prinsessen måtte rejse videre for at opsøge fuldkommen tilfredse ægtefolk.
De kom derpå til en stad, i hvilken, hørte de, boede en ærlig borgermand, der med sin kone levede i største endrægtighed og tilfredshed. Til ham gik de hen og spurgte ligeledes, om han i sit ægteskab virkelig var så lykkelig, som folk sagde. “Ja, det er jeg!” svarede manden, “min kone og jeg lever det bedste liv med hinanden, havde vi kun ikke så mange børn, de giver os megen sorg og bekymring!” – Hos ham var altså heller ikke talismanen at finde, og prinsen og prinsessen rejste videre igennem landet, spurgte allevegne efter tilfredse ægtefolk, men ingen meldte sig.
En dag, som de red langs mark og eng, blev de var, ikke langt fra vejen, en hyrde, som nok så lystigt blæste på skalmeje. På samme tid så de, komme hen til ham en kone med et barn, på armen og en lille dreng ved hånden. Så snart hyrden så hende, gik han hende i møde, hilste og tog det lille barn, som han kyssede og kælede for. Hyrdens hund kom hen til drengen, slikkede hans lille hånd, gøede og sprang i vejret af glæde. Imidlertid satte konen tilrette potten, hun havde bragt med og sagde: “Far, kom nu og spis!” Manden satte sig og tog for sig af retterne, men den første bid fik det lille barn, den anden delte han med drengen og hunden. Alt dette så og hørte prinsen og prinsessen, de gik nu nærmere, talte til dem og sagde: “I er dog ret hvad man kalder lykkelige og veltilfredse ægtefolk?”
“Ja, det er vi!” svarede manden, “Gud være lovet! ingen prins og prinsesse kan mere være det, end vi!”
“Nu så hør”, sagde prinsen, “vis os en villighed, som I ikke skal komme til at fortryde. Giv os et lille stykke af det linned, I har på kroppen!”
Ved denne tiltale så hyrden og hans kone underligt på hinanden; til sidst sagde han: “Gud ved, gerne ville vi give jer, og det ikke blot et lille stykke men endogså hele skjorten og særken, havde vi bare nogen, men vi ejer ikke en trævl!”
Så måtte da prinsen og prinsessen med uforrettet sag rejse videre. Endelig blev de kede af denne lange forgæves omflakken og vendte derfor hjemad. Da de nu kom forbi den vise mands hytte, skændte de på ham, fordi han havde givet dem et så dårligt råd. Hele deres rejsehistorie fik han at vide.
Da smilede den vise mand og sagde: “Har I virkeligt rejst så forgæves? Kommer I ikke hjem, rige på erfaring?”
“Ja,” svarede prinsen, “det har jeg erfaret, at tilfredshed er et sjældent gode på denne jord!”
“Og jeg har lært”, sagde prinsessen, “at man, for at være tilfreds, behøver ikke andet, end netop – at være tilfreds!”
Derpå gav prinsen prinsessen hånden, så på hinanden med et udtryk af den inderligste kærlighed, og den vise mand velsignede dem og sagde: “I jeres hjerte har I fundet den sande talisman! Vogt den omhyggeligt, og aldrig i evighed skal da utilfredshedens onde ånd få magt over jer!”
3. Den gamle Gud lever endnu.
Det var en søndag morgen. Solen skinnede klart og varmt ind i stuen; mild og forfriskende strømmede luften ind ad det åbne vindue og ude under Guds blå himmel, hvor mark og eng stod med grønt og blomster, jublede alle småfuglene. Medens udenfor overalt var glæde og lyst, boede sorg og elendighed inde i huset. Selv konen, som dog ellers altid var ved godt mod, sad denne dag ved frokosten og så bedrøvet ned for sig; endelig rejste hun sig op, uden endnu at have smagt en bid, tørrede sine øjne og gik henimod døren
Det syntes virkeligt også, som lå der en forbandelse over dette hus. Dyrtid var der i landet; med næringen gik det dårligt; skatterne blev mere og mere trykkende; år for år forfaldt husvæsenet, og der var til sidst ikke andet her at forudse, end armod og elendighed. Alt dette havde i lang tid nedtrykt manden, som ellers var en flittig og ordentlig borger; nu fortvivlede han rent ved at tænke på fremtiden, ja ytrede endogså mangen gang, at han ville gøre en ulykke på sig selv og således have ende på dette sit elendige, trøstesløse liv. Hverken hjalp det, hvad hans kone, i sit gode humør, sagde, ikke heller hans venners verdslige og åndelige trøstegrunde; han blev herved kun endnu mere tavs og sorrigfuld. Det er da let at indse, at hans stakkels kone til sidst også måtte tabe modet. Dog med hendes sørgmodighed havde det en ganske anden beskaffenhed, som vi snart skal høre.
Da manden så, at også hans kone sørgede og at hun ville ud af stuen, holdt han hende tilbage og sagde: “du slipper ikke bort før du siger mig, hvad du fejler!”
Hun tav endnu en stund, derpå drog hun et dybt suk og sagde: “Ak, kære mand, jeg har i denne nat drømt, at den gamle Gud var død, og at alle englene fulgte ham til graven!”
“Hvor kan du dog tro eller tænke sådant dumt tøj!” svarede manden. “Ved du ikke nok, Gud kan aldrig dø!”
Da strålede den gode kones ansigt af glæde, og idet hun kærligt trykkede begge mandens hænder, udbrød hun: “Altså lever den gamle Gud endnu!”
“Ja vist!” svarede manden, “hvem vil tvivle om det!”
Da omfavnede hun ham, så på ham med huldsalige øjne, der strålede af tillid, fred og glæde, idet hun sagde: “Ih nu, kære mand! når den gamle Gud lever endnu, hvorfor tror og stoler vi da ikke på ham! han har talt hvert hår på vort hoved, ikke ét falder af uden hans vilje, han klæder liljerne på marken, giver spurvene deres føde og ravnene deres rov!”
Ved disse ord blev det for manden, ligesom om der ...
|
|
|
