 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:SKRUBTUDSEN
Subject:FICTION
Skrubtudsen
af Hans Christian Andersen
---Brønden var dyb, derfor var snoren lang; vinden gik trangt om, når man skulle have spanden med vand over brøndkanten. Solen kunne aldrig nå ned at spejle sig i vandet, hvor klart det end var, men så langt den nåede at skinne, voksede grønt mellem stenene.
Der boede en familie af skrubtudseslægten, den var indvandret, den var egentlig kommet der hovedkulds ned ved gamle skrubtudsemor, som levede endnu; de grønne frøer, som langt tidligere var hjemme her og svømmede i vandet, erkendte fætterskabet og kaldte dem “brøndgæsterne”. Disse havde nok i sinde at blive der; de levede her meget behageligt på det tørre, som de kaldte de våde stene.
Frømor havde engang rejst, været i vandspanden, da den gik op, men det blev hende for lyst, hun fik øjenklemme, heldigvis slap hun ud af spanden; hun faldt med et forfærdeligt plump i vandet, og lå i tre dage derefter af rygpine. Meget skulle hun ikke kunne fortælle om verden ovenfor, men det vidste hun, og det vidste de alle, at brønden var ikke hele verden skrubtudsemor kunne nok have fortalt et og andet, men hun svarede aldrig, når man spurgte, og så spurgte man ikke.
“Tyk og styg, led og fed er hun!” sagde de unge, grønne frøer. “Hendes unger bliver lige så lede!”
“Kan gerne være!” sagde skrubtudsemor, “men en af dem har en ædelsten i hovedet, eller jeg har den!”
Og de grønne frøer hørte og de gloede, og da de ikke syntes om det, så vrængede de og gik til bunds. Men skrubtudseungerne strakte bagbenene af bare stolthed; enhver af dem troede at have ædelstenen; og så sad de ganske stille med hovedet, men endelig spurgte de om, hvad de var stolte af, og hvad en sådan ædelsten egentlig var.
“Det er noget så herligt og kosteligt!” sagde skrubtudsemor, “at jeg ikke kan beskrive det! Det er noget, man går med for sin egen fornøjelse, og som de andre går og ærgrer sig over. Men spørg ikke, jeg svarer ikke!”
“Ja, jeg har ikke ædelstenen!” sagde den mindste skrubtudse; den var så styg, som den kunne være. “Hvorfor skulle jeg have sådan en herlighed? Og når den ærgrer andre, kan den jo ikke fornøje mig! nej, jeg ønsker kun, at jeg engang måtte komme op til brøndkanten og se ud; der må være yndigt!”
“Bliv du helst hvor du er!” sagde den gamle, “det kender du, det ved du hvad er! Tag dig i agt for spanden, den kvaser dig; og kommer du vel i den, så kan du falde ud, ikke alle falder så heldigt, som jeg, og beholder lemmerne hele og æggene hele!”
“Kvak!” sagde den lille, og det var ligesom når vi mennesker siger “ak!”
Den havde sådan en lyst til at komme op ved brøndkanten og se ud; den følte sådan en længsel efter det grønne deroppe; og da næste morgen, tilfældigt, spanden fyldt med vand, løftedes op, og den et øjeblik blev stående stille foran stenen, hvorpå skrubtudsen sad, bævrede det indeni det lille dyr, den sprang i den fyldte spand, faldt til bunds i vandet, som derefter kom op og hældtes ud.
“Fy, for en ulykke!” sagde karlen, som så den. “Det er da det ledeste jeg har set!” og så sparkede han med sin træsko efter skrubtudsen, der nær var blevet lemlæstet, men slap dog ved at komme ind mellem de høje brændenælder. Den så stilk ved stilk, den så også opad! Solen skinnede på bladene; de var ganske transparente; det var for den, som for os mennesker, når vi med ét kommer ind i en stor skov, hvor solen skinner mellem grene og blade.
“Her er langt dejligere end nede i brønden! Her kan man have lyst til at blive sin hele levetid!” sagde den lille skrubtudse. Den lå der en time, den lå der i to! “Hvad mon der er udenfor? Er jeg kommet så langt, må jeg se at komme videre!” og den krøb så rask den krybe kunne og kom ud på vejen, hvor solen skinnede på den og hvor støvet pudrede den, idet den marcherede tværs over landevejen.
“Her er man rigtig på det tørre!” sagde skrubtudsen, “jeg får næsten for meget af det gode, det kriller i mig!”
Nu nåede den grøften; der voksede forglemmigej og spiræa, der var levende gærde tæt ved med hyld og hvidtjørn; der groede “Marias hvide særkeærmer” som slyngplanter; her var kulører at se; også fløj der en sommerfugl; skrubtudsen troede, at det var en blomst, der havde revet sig løs for des bedre at se sig om i verden, det var jo så rimeligt.
“Kunne man sådan tage fart som den,” sagde skrubtudsen, “kvak! ak! hvilken dejlighed!”
Den blev otte nætter og dage her ved grøften og den savnede ikke føde. Den niende dag tænkte den: “videre frem!” – men hvad dejligere kunne der vel findes? Måske en lille skrubtudse eller nogle grønne frøer. Det havde i den sidste nat lydt i vinden, som var der “fætre” i nærheden
“Det er dejligt at leve! komme op af brønden, ligge i brændenælder, krybe hen ad den støvede vej og hvile ud i den våde grøft! men videre frem! se at finde frøer eller en lille skrubtudse, det kan man dog ikke undvære, naturen er en ikke nok!” Og så tog den igen på vandring.
Den kom i marken til en stor dam med siv om; den søgte derind.
“Her er nok for vådt for Dem?” sagde frøerne; “men De er meget velkommen! – Er De en han eller en hun? Det er nu det samme, De er lige velkommen!”
Og så blev den indbudt til koncert om aftenen, familiekoncert: stor begejstring og tynde stemmer; det kender vi. Der var ingen beværtning, kun fri drikkevarer, hele dammen, om de kunne.
“Nu rejser jeg videre!” sagde den lille skrubtudse; den følte altid trang til noget bedre.
Den så stjernerne blinke, så store og så klare, den så nymånen lyse, den så solen stå op, højere og højere.
“Jeg er nok endnu i brønden, i en større brønd, jeg må højere op! jeg har en uro og længsel!” og da månen blev hel og rund, tænkte det stakkels dyr: “mon det er spanden, der trisses ned, og som jeg må springe i for at komme højere op? eller er solen den store spand? hvor den er stor, hvor den er strålende, den kan rumme os allesammen! jeg må passe på lejligheden! oh, hvor det lyser i mit hoved! jeg tror ikke at ædelstenen kan lyse bedre! men den har jeg ikke og den græder jeg ikke for, nej, højere op i glans og glæde! jeg har en forvisning, og dog en angst, – det er et svært skridt at gøre! men det må man! fremad! lige ud ad landevejen!”
Og den tog skridt, som sådant et kravledyr kan, og så var den på alfarvej, hvor menneskene boede; der var både blomsterhaver og kålhaver. Den hvilede ud ved en kålhave.
“Hvor der dog er mange forskellige skabninger, jeg aldrig har kendt! og hvor verden er stor og velsignet! men man skal også se sig om i den og ikke blive siddende på ét sted.” Og så hoppede den ind i kålhaven. “Hvor her er grønt! hvor her er kønt!”
“Det ved jeg nok!” sagde kålormen på bladet. “Mit blad er det største herinde! det skjuler den halve verden, men den kan jeg undvære!”
“Kluk! kluk!” sagde det, der kom høns; de trippede i kålhaven. Den forreste høne var langsynet; hun så ormen på det krusede blad og huggede efter den, så at den faldt på jorden, hvor den vred og vendte sig. Hønen så først med det ene øje, så med det andet, for den vidste ikke hvad der kunne komme ud af den vridning.
“Den gør det ikke godvilligt!” tænkte hønen og løftede hovedet for at hugge til. Skrubtudsen blev så forfærdet, at den kravlede lige hen imod hønen.
“Så den har hjælpetropper!” sagde den. “Se mig til det kravl!” og så vendte hønen om. “Jeg bryder mig ikke om den lille, grønne mundfuld, den giver kun kildren i halsen!” De andre høns var af samme mening, og så gik de.
“Jeg vred mig fra den!” sagde kålormen; “det er godt at have åndsnærværelse; men det sværeste er tilbage, at komme op på mit kålblad. Hvor er det?”
Og den lille skrubtudse kom og ytrede sin deltagelse. Den var glad ved at den i sin styghed havde skræmt hønsene.
“Hvad mener De dermed?” spurgte kålormen. “Jeg vred mig jo selv fra dem. De er meget ubehagelig at se på! må jeg have lov at være i mit eget? Nu lugter jeg kål! Nu er jeg ved mit blad! Der er ikke noget så dejligt, som ens eget. Men ...
|
|
|
