 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:O.T.
Subject:FICTION
H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 1,1
---FØRSTE DEEL.
I
»Quod felix faustumque sit!«
Det academiske Borgerbrev.
Der gives een Lyksalighed, som endnu ingen Digter har ret besjunget, ingen nok saa elskværdig Læserinde har oplevet eller vil komme til at opleve i denne Verden; det er en Lyksaligheds-Tilstand, som kun er den mandlige Classe tildeelt og selv af denne kun de Udvalgte. Det er et Livsøieblik, som griber vore Følelser, vor Aand, vort hele Væsen. Der er flydt Uskyldiges Taarer, hengaaet søvnløse Nætter, i hvilke den fromme Moder og de kjærlige Søstre have bedet til Gud for dette Sønnens og Broderens kritiske Livsmoment.
Lyksalige Øieblik, som ingen Qvinde, hun være nok saa god, nok saa smuk og aandrig, kan opleve - at blive Student, eller, for almindeligere at betegne det, faae sin første Examen.
Kadetten, der bliver Officeer, Discipelen, som bliver academisk Borger, Læredrengen, der bliver Svend, Alle kjende de, i større eller mindre Grad, denne Vingernes Løsnen, denne Hoppen over Artiumsgjerdet ind paa Philosophiens Carrouselplads. Alle hige vi efter en større Bane, bruse afsted som Floden, der taber sig i Havet.
Det er første Gang den ungdommelige Sjæl ret føler sin Frihed, og den føler den altsaa dobbelt; den higer efter at virke, den fatter sit Jeg, det er jo prøvet og ikke fundet for let; den eier endnu alle Barnets uskuffede Drømme. Ikke Kjærligheds Lykke, ikke Begeistring for Kunst og Videnskab, electriserer saaledes alle Nerver, som dette: nu er jeg Student!
Denne Livsens Foraarsdag, paa hvilken Skolens Iisdække sprænges, Forhaabningernes Træ skyder Knop, den varme Friheds Sol skinner, indtræffer hos os, som bekjendt, i October Maaned, just som Naturen taber sit Løv, som Aftenerne begynde at blive mørkere, og tungere Vinterskyer trække sammen, ret som vilde den lære de Unge: »Eders Vaar, som Examen føder, er kun Drømme! nu begynder det just at see alvorligt ud!« men det tænker den lykkelige Ungdom ikke paa, og det ville vi ikke heller, men glæde os med de Glade, og netop besøge deres Kreds. I en saadan er det vor Fortælling tager sin Begyndelse.
---II.
I Tiden, naar skilte vi gaae,
Een vel i Jylland, i Fyen vel en anden,
For vor Erindring skal Rusen da staae - Mere livlig og munter
Neppe der kommer en Dag.
Carl Bagger.
Det var 1829, hen i October Maaned. Examen artium var endt. En Deel unge Studenter vare samlede til Aften hos een af deres Kammerater, en attenaarig Kjøbenhavner, som Forældrene lode gjøre Examensgilde for sig og de nye Venner. Moder og Søster havde arrangeret Alt paa det nydeligste, Faderen givet en prægtig Viin fra Kjælderen, Studenten selv, der her var rex convivii, sørget for Tobak, ægte Oronoco-Kanaster. Men hvad Piber angik, da hed det paa Indbydelsen, der naturligviis var skrevet paa Latin, at enhver maatte bringe sin med.
Selskabet, der bestod af 21 Personer, og det var kun de intimeste Venner, var allerede samlet. Omtrent en Trediedeel af disse var fra Provindserne, de Andre derimod Kjøbenhavnere.
»Den gamle Fatter Homerus skal staae midt paa Bordet!« sagde en af de livligste, i det han tog ned af Kakkelovnen en Gibsbüste, som han satte paa det dækkede Bord.
»Jo, han har nok drukket, ligesom de andre Poeter!« sagde en ældre. »Giv mig een af dine Stilebøger, Ludvig! saa skal jeg klippe ham en Krands af Drueblade, eftersom vi ingen Roser have og jeg helle rikke kan klippe disse!«
»Jeg vil begynde Libationen!« udbrød en tredie. »Favete lingvis!« og nu kastede han en Knivsod Salt hen over Büsten, medens han tillige hævede Viinglasset, for at gyde nogle Draaber over Büsten.
»Behandl ikke min Homerus, som en Oxe!« udbrød Verten. »Homerus skal have Hæderspladsen midt imellem Bollen og Krandsekagen! han er just min Poet! det var ved ham jeg fik laudabilis et quidem egregie i Græsken! nu ville vi drikke hverandres Skaal! Jørgen skal være magister bibendi og saa synge vi »gaudeamus igitur« og »integer vitæ«.«
»Degnen med Cardinalhatten maa være Forsanger!« udbrød een af Provindsialerne, i det han pegede paa en rødmusset Knøs.
»O, nu er vi ikke Degn længer!« sagde denne leende. »Ripper Du op, saa faaer Du ogsaa dit gamle Skolenavn: Røgsprutten!«
»Ja, men det er en deilig Historie!« sagde denne. »Ham kaldte vi Degnen, fordi hans Fader var Degn; det var nu ikke saa vittigt! men om Hatten var det meget godt; thi den lignede en Cardinalhat. Jeg fik mit Navn paa en lystigere Maade!«
»Han boede ved Siden af Skolen,« begyndte den Anden, »altid, naar vi havde Friqvarteer, kunde han smutte ind til Sit; saa tog han en Dag Munden fuld af Tobaksrøg, for at sætte os den lige i Ansigtet; men da han, med de opspilede Kinder, kom ind i Gangen, var Qvarteret ude og vi inde i Classen; Rector stod endnu i Døren, saa turde han ikke slippe Røgen, og vilde luske sig ind. »Hvad har han der i Munden!« spurgte Rector, men Philip kunde ikke svare, uden at Røgen maatte futte ud. »Naa, maaber han!« sagde Rector og gav ham en paa Siden af Hovedet, saa Røgen spruttede ud af Næse og Mund. Det saae deiligt ud! Rector selv blev saa fornøiet, at han slap for Notabene!«
»Integer vitæ!« faldt Forsangeren ind, og smukt harmonisk fulgte de andre Stemmer. En ung Kjøbenhavner viste derpaa sit dramatiske Talent, ved ganske skuffende at tale efter Academiets Professorer, og gjengive disses Eiendommeligheder, dog paa en saa godmodig Maade, at det selv vilde have moret de Paagjældende. Nu fulgte Skaaler: »vivant omnes hi et hæ!«
»Den bedste Piges Skaal!« raabte dristigt een af de lystige Brødre.
»Den bedste Pige!« gjentog et Par af de Yngre og stødte Glas imod Glas, medens Blodet steg dem op i Hovedet over deres Kjækhed, thi de havde endnu aldrig tænkt paa et elsket Væsen, men det skulde nu være saa raskt. Rundsangen begyndte, hvori hver skulde nævne Fornavnet paa den Elskede, og vistnok greb hveranden et ud af Luften, men Enkelte udtalte ogsaa et med nogen Hjertebanken. Samtalen blev livligere; de forestaaende militaire Øvelser, den smukke Uniform, Optagelsen i Studenterforeningen, Fornøielserne der, Alt var af stor Interesse; men den kommende philologicum og philosophicum, ja om disse blev der ogsaa talt, der skulde man vise sig i Latinen.
»Hvad synes De!« sagde een af dem, »om vi skifteviis samledes een Gang om Ugen hos hinanden, og holdt Disputeerøvelse? Men der maa da ikke tales et dansk Ord. Det kan blive ypperligt!«
»Jeg er med!« gjentog Flere.
»Der maa ordentlig skrives Love!«
»Ja, men vor bedste Latiner, Kronjyden, Otto Thostrup, maae vi have med! han skrev sin Stil paa Hexameter!«
»Han er ikke inviteret her i Aften!« udbrød Sidemanden, den unge Baron Vilhelm fra Fyen, den eneste Adelsmand i hele Selskabet.
»Otto Thostrup!« svarede Verten. »Ja, han er vistnok en flink Fyr, men han seer saa storagtig ud. Han har noget i sit Væsen, som slet ikke behager mig. Fordi han fik ni præcæteris, ere vi Andre da ikke Sinker!«
»Ærgerligt var det dog!« udbrød en anden, »at han skulde faae det ene non i Mathematik. Han var ellers blevet indkaldt! nu maa han kun ærgre sig over de mange brillante Characterer!«
»Ja, og han er god i Mathematik!« tilføiede Vilhelm. »Der var noget Vrøvleri med det Skriftlige! det var Opsynsmandens Skyld! jeg veed ikke hvorledes, men Thostrup er saa rasende hæftig, kan reent glemme alle Omstændigheder; han blev gal i Hovedet og gik sin Vei, der kom kun et Stykke reent Papir op fra ham, og det var da Nul, som det Mundtlige ikke kunde hjælpe op høiere, end til Non. Thostrup er bestemt en herlig Fyr! vi have gjort en Tour sammen med Dampskibet fra Helsingøer til Kjøbenhavn, og ved det Skriftlige sad vi ved Siden af hinanden, paa den Dag nær vi havde Mathematik, da var jeg neden under. Jeg synes just godt om ham, paa Stoltheden nær, og den maa man vænne ham af med!«
»Hr. Baron,« sagde Naboen, »jeg er af Deres Mening. Skal vi drikke Dus?«
»Vi ville allesammen drikke Dus iaften!« sagde Verten, »det er saa flaut, at Kammerater og gode Venner sige De!«
»Evoe Bacchus!« jublede de lystige. Glassene fyldtes, man bøiede sin Arm om Naboens og tømte Skaalen, medens Enkelte istemte: »dulce cum sodalibus!«
»Siig mig, hvad Du hedder?« spurgte een af de Yngre sin nye Dus-Broder.
»Hvad jeg hedder,« svarede denne, »jeg hedder, paa eet Bogstav nær, ligesom Baronen!«
»Baronen!« udbrød en Tredie, »ja, hvor blev han af?«
»Der staaer han og sladdrer ved Døren; vil han tage Glasset! nu have vi Andre drukket Dus!«
Glassene hævede sig, den unge Baron loe, klinkede og raabte til dem rundtom: »Du, Du!« men der laa dog noget tvunget i hele Maaden, som dog intet af ...
|
|
|
