 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:NABOFAMILIERNE
Subject:FICTION
Nabofamilierne
af
Hans Christian Andersen
---Man skulle rigtignok tro at der var noget på færde i gadekæret, men der var ikke noget på færde! Alle ænderne, ligesom de allerbedst lå på vandet, nogle stod på hovedet, for det kan de, satte med et lige i land; man kunne se i det våde ler sporene af deres fødder, og man kunne høre et langt stykke borte at de skreg. Vandet kom ordentlig i bevægelse, og nylig var det blank, som et spejlglas, man så deri hvert træ, hver busk tæt ved, og det gamle bondehus med hullerne i gavlen og svalereden, men især det store rosentræ fuldt af blomster, der hang fra muren næsten lige ud over vandet, og deri stod det hele, ligesom et skilderi, men alt sammen på hovedet; og da vandet kom i uro, så løb det ene i det andet, hele billedet var væk. To andefjer, der faldt af ænderne, som fløj, vippede ordentlig op og ned, med et tog de fart, ligesom om der var vind, men der var ingen vind, og så lå de stille, og vandet blev spejlglat igen, man så tydeligt gavlen med svalereden, og rosentræet så man; hver rose spejlede sig; de var så dejlige, men de vidste det ikke selv, for ingen havde sagt dem det. Solen skinnede ind imellem de fine blade, der var så fyldt med duft; og det var for hver rose, ligesom for os, når vi er ret lyksalige henne i tanker.
“Hvor det er dejligt at være til!” sagde hver rose, “det eneste jeg ved at ønske, er at jeg kunne kysse solen, fordi den er så varm og klar. — Ja, roserne dernede i vandet ville jeg også kysse! de ligner os ganske akkurat; jeg ville kysse de søde fugleunger dernede i reden; ja der er også nogle oven over os! de stikker hovederne ud og pipper så småt; de har slet ingen fjer, som deres fader og moder. Det er gode naboer, vi har, både dem oven over og neden under. Oh, hvor det er dejligt at være til!”
De små unger oppe og nede, — ja de nede var kun skin i vandet, — var spurve, fader og moder var spurve; de havde taget den tomme svalerede fra i fjor, i den lå de og var hjemme.
“Er det ællingebørn, som svømmer der?” spurgte spurveungerne, da de så andefjerene drive på vandet.
“Gør fornuftige spørgsmål når I spørger,” sagde moderen; “Ser I ikke, at det er fjer, levende kjoletøj, som jeg har det og I får det, men vort er finere! Gid vi ellers havde dem heroppe i reden, for de varmer. Jeg gad vide hvad det var, som forskrækkede ænderne! der må have været noget i vandet, for mig var det vist ikke! skønt jeg sagde rigtig nok noget stærkt ‘pip’ til jer! De tykhovedede roser burde vide det, men de ved ingen ting, de ser kun på sig selv og lugter. Jeg er inderlig ked af de naboer!” —
“Hør de søde små fugle deroppe!” sagde roserne, “de begynder nu også på at ville synge! — De kan ikke, men det kommer nok! — Hvor det må være en stor fornøjelse! Det er ganske morsomt at have sådanne lystige naboer!” —
I galop kom i det samme to heste, de skulle vandes; en bondedreng sad på den ene, og han havde taget alle sine klæder af undtagen sin sorte hat; den var så stor og bred. Drengen fløjtede ligesom om han var en lille fugl, og red så ud i det dybeste af gadekæret; og da han kom over mod rosentræet, rev han en af roserne af og stak op i hatten, så troede han at være rigtig pyntet, og red så bort med den. De andre roser så efter deres søster, og spurgte hinanden: “hvor rejste hun hen?” men det vidste ingen.
“Jeg gad nok komme ud i verden!” sagde den ene til den anden, “men her hjemme i vort eget grønne er også dejligt! om dagen er solen så varm og om natten skinner himlen endnu smukkere! det kan vi se igennem de mange små huller, der er på den!”
Det var stjernerne, som de troede hver var et hul, for roserne vidste det ikke bedre.
“Vi liver op om huset,” sagde spurvemoderen, “og svalereder bringer lykke,” siger folk; “derfor er de glade ved at have os! men de naboer der, sådan en hel rosenbusk op ad muren, sætter fugtighed; jeg tænker den kommer nok bort, så kan der dog gro et korn. Roser er kun at se på og at lugte til, eller i det højeste at stikke i hatten. Hvert år, det ved jeg fra min moder, så falder de af, bondekonen sylter dem med salt, de får et fransk navn, som jeg ikke kan sige, og heller ikke bryder mig om; og så lægges de på ilden, når der skal lugte godt. Se, det er deres levnedsløb! de er bare for øjne og næse. Nu ved I det!”
Da det blev aften og myggene dansede i den varme luft, hvor skyerne var så røde, kom nattergalen og sang for roserne: at det skønne var som solskinnet i denne verden; og at det skønne levede altid. Men roserne troede at nattergalen sang om sig selv og det kunne man jo også tænke. Det faldt dem slet ikke ind, at det var dem, der skulle have sangen, men glade var de ved den og tænkte på, om ikke alle de små spurveunger også kunne blive til nattergale.
“Jeg forstod meget godt hvad den fugl sang!” sagde spurveungerne, “der var bare et ord, jeg ikke forstod: Hvad er det skønne?”
“Det er ingenting!” sagde spurvemoderen, “det er bare sådan et udseende. Oppe på herregården, hvor duerne har deres eget hus, og hver dag får ærter og korn strøet i gården, — jeg har spist med dem og det skal I også komme til! sig mig, hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du er! — der oppe på herregården har de to fugle med grønne halse og en top på hovedet; halen kan brede sig ud, som var den et stort hjul, og den har alle kulører, så at det gør ondt i øjnene; påfugle kaldes de, og de er det skønne! De skulle pilles lidt, da så de ikke anderledes ud, end vi andre. Jeg havde hugget dem, dersom de ikke havde været så store!”
“Jeg vil hugge dem!” sagde den mindste spurveunge og han havde endnu ikke fjer.
Inde i bondehuset boede to unge folk; de holdt så meget af hinanden, de var så flittige og raske, der var så nydeligt hos dem. Søndag morgen gik den unge kone ud, tog en hel håndfuld af de smukkeste roser, satte dem i vandglasset og stillede det midt på dragkisten.
“Nu kan jeg se, det er søndag!” sagde manden, kyssede sin søde, lille kone, og de satte sig ned, læste en salme, holdt hinanden i hænderne, og solen skinnede ind af vinduerne på de friske roser og på de unge folk.
“Det er jeg ked af at se på!” sagde gråspurvemoderen, som fra reden kiggede lige ind i stuen; og så fløj hun.
Det samme gjorde hun næste søndag, thi hver søndag kom der friske roser i glasset og altid blomstrede rosenhækken lige smukt; spurveungerne, der nu havde fået fjer, ville gerne flyve med, men moderen sagde: “I bliver!” og så blev de. — Hun fløj, men hvordan hun nu fløj eller ikke, med et hang hun fast i en fuglesnare af hestehår, som nogle drenge havde bundet på en gren. Hestehårene trak sig fast om benet, oh så fast, som om det skulle skæres over; det var en pine, det var en skræk; drengene sprang lige til og greb fuglen, og de greb så gruelig hårdt. “Det er ikke andet, end en spurv!” sagde de, men de lod den dog ikke flyve igen, de gik hjem med den og hver gang den skreg, slog de den på næbbet.
Inde i bondegården stod der en gammel karl, der forstod at lave sæbe til skægget og til hænderne, sæbe i kugler og sæbe i stykker. Det var sådan en omvandrende lystig gammel en, og da han så gråspurven, som drengene kom med, og som de sagde at de slet ikke brød sig om, sagde han: “skal vi gøre den skøn” og det gøs i spurvemoderen, da han sagde det. Og op af sin kasse, hvori der lå de dejligste kulører, tog han en hel mængde skinnende bogguld, og drengene måtte løbe ind at skaffe et æg, og af det tog han hviden og den smurte han hele fuglen over med, og klinede så bogguldet på, så var spurvemoderen forgyldt; men hun tænkte ikke på den stads, hun rystede over alle lemmer. Og sæbemanden tog en rød lap, han rev den af foret i sin gamle trøje, ...
|
|
|
