ANDERSEN HANS CHRISTIAN

Title:LYKKENS GALOCHER
Subject:FICTION Scarica il testo


Lykkens galocher
(Revideret form)
af Hans Christian Andersen

---I. En begyndelse.

Det var i København, på Østergade i et af husene, ikke langt fra Kongens Nytorv, at der var stort selskab, for det må man have imellem, så er det gjort og så kan man blive inviteret igen. Den ene halvdel af selskabet sad allerede ved spillebordene, og den anden halvdel ventede på hvad der ville komme ud af fruens: “ja, nu skulle vi se til at finde på noget!” Så vidt var man og samtalen gik, som den kunne. Blandt andet faldt også talen på Middelalderen, Enkelte anså denne for langt bedre end vor tid, ja justitsråd Knap forsvarede så ivrig denne mening, at fruen straks holdt med ham, og begge ivrede da mod Ørsteds ord i almanakken om gamle og nye tider, hvori vor tidsalder i det væsentlige sættes øverst. Justitsråden anså kong Hans' tid for den dejligste og allerlykkeligste.

Under al den snak for og imod, der ikke blev afbrudt uden et øjeblik ved avisen der kom, men i den stod der ikke noget der var værd at læse, vil vi gå ud i det forreste værelse, hvor overtøj, stokke, paraplyer og galocher havde plads. Her sad to piger, en ung og en gammel; man skulle tro, at de var kommet for at følge deres herskab, en eller anden gammel frøken eller enkefrue, men så man lidt nøjere på dem, så begreb man snart, at de ikke var almindelige tjenestepiger, dertil var deres hænder for fine, deres holdning og hele bevægelse for kongelig, for det var den, og klæderne havde også et ganske eget dristigt snit. Det var to feer, den yngste var vel ikke Lykken selv, men en af hendes kammerjomfruers kammerpiger, der bringer de mindre Lykkens gaver omkring, den ældre så så inderlig alvorlig ud, det var Sorgen, hun går altid selv i egen høje person sine ærinder, så ved hun, at de bliver vel udført.

De fortalte hinanden, hvor de denne dag havde været; hun, som var kammerjomfruens kammerpige hos Lykken, havde endnu kun besørget nogle ubetydelige ærinder, hun havde, sagde hun, frelst en ny hat fra regnskyl, skaffet en ærlig mand en hilsen af et fornemt nul og sådant noget, men hvad hun endnu havde tilbage var noget ganske ualmindeligt.

“Jeg må da fortælle,” sagde hun, “at det er min fødselsdag i dag, og til ære for denne er mig betroet et par galocher, som jeg skal bringe menneskeheden. Disse galocher har den egenskab, at enhver, som får dem på, øjeblikkelig er på det sted eller i den tid, hvor han helst vil være, ethvert ønske med hensyn til tid eller sted bliver straks opfyldt, og mennesket således endelig engang lykkelig hernede!”

“Jo, det kan du tro!” sagde Sorgen, “han bliver såre ulykkelig og velsigner det øjeblik, han igen er fri for galocherne!”

“Hvor vil du hen!” sagde den anden, “nu stiller jeg dem her ved døren, én tager fejl og bliver den lykkelige!”

Se det var den samtale.

II. Hvorledes det gik justitsråden.

Det var sildigt; justitsråd Knap, fordybet i kong Hans' tid, ville hjem og nu var det ham styret så, at han, i stedet for sine galocher, fik Lykkens på og trådte ud på Østergade; men han var ved galochernes tryllekraft trådt tilbage i kong Hans' tid, og derfor satte han foden lige ud i dynd og mudder på gaden, eftersom der i de tider endnu ikke fandtes brolægning.

“Det er jo forfærdeligt, hvor sølet her er!” sagde justitsråden. “Hele fortovet er væk og alle lygterne slukket!”

Månen var endnu ikke kommet højt nok op, luften desuden temmelig tyk, så alt rundt om flød hen i mørke. På det nærmeste hjørne hang imidlertid en lanterne foran et madonnabillede, men den lysning var så godt som ingen, han bemærkede den først, idet han stod lige derunder og hans øjne faldt på det malede billede med moderen og barnet.

“Det er nok,” tænkte han, “et kunstkabinet, hvor de har glemt at tage skiltet ind!”

Et par mennesker, i tidsalderens dragt, gik ham forbi.

“Hvordan var det de så ud! de kom nok fra maskerade!”

Med ét lød trommer og piber, stærke blus lyste; justitsråden standsede og så nu et forunderligt tog komme forbi. Allerforrest gik en hel trop trommeslagere, som ret artigt behandlede deres instrument, dem fulgte drabanter med buer og armbøsser. Den fornemste i toget var en gejstlig mand. forbavset spurgte justitsråden, hvad dette havde at betyde og hvem denne mand var.

“Det er Sjællands biskop!” svarede man.

“Herre Gud, hvad går der af bispen?” sukkede justitsråden og rystede med hovedet, bispen kunne det dog umuligt være. Grundende herover og uden at se til højre eller venstre gik justitsråden gennem Østergade og over Højbroplads. Broen til Slotspladsen var ikke at finde, han skimtede en sid åbred og stødte endelig her på to karle, der lå med en båd.

“Vil herren sættes over på Holmen?” spurgte de.

“Over på Holmen?” sagde justitsråden, der jo ikke vidste i hvilken tidsalder han vandrede, “jeg vil ud på Christianshavn i Lille Torvegade!”

Karlene så på ham.

“Sig mig bare, hvor broen er!” sagde han. “Det er skændigt, her ingen lygter er tændt, og så er det et søle, som om man gik i en mose!”

Jo længere han talte med bådsmændene, des uforståeligere blev de ham.

“Jeg forstår ikke jeres bornholmsk!” sagde han til sidst vredt, og vendte dem ryggen. Broen kunne han ikke finde; rækværk var der heller ikke! “Det er en skandale, som her ser ud!” sagde han. Aldrig havde han fundet sin tidsalder elendigere, end denne aften. “Jeg tror, jeg vil tage en droske!” tænkte han, men hvor var droskerne? Ingen var at se. “Jeg får gå tilbage til Kongens Nytorv, der holder vel vogne, ellers kommer jeg nok aldrig ud på Christianshavn!”

Nu gik han da til Østergade og var næsten igennem den, idet Månen kom frem.

“Herre Gud, hvad er det for et stillads de har stillet op!” sagde han, ved at se Østerport, som på den tid havde plads for enden af Østergade.

Endelig fandt han dog en låge, og gennem denne kom han ud på vort Nytorv, men det var en stor enggrund; enkelte buske struttede frem og tværs over engen gik en bred kanal eller strøm. Nogle usle træboder for de hollandske skippere, efter hvilke stedet havde navnet Hallandsås, lå på den modsatte bred.

“Enten ser jeg fata morgana, som man kalder det, eller jeg er fuld!” jamrede justitsråden. “Hvad er dog dette! hvad er dog dette?”

Han vendte om igen i den fast tro, at han var syg; idet han kom ind i gaden, så han lidt nøjere på husene, de fleste var bindingsværk og mange havde kun stråtag.

“Nej, jeg er slet ikke vel!” sukkede han, “og jeg drak dog kun ét glas punch! men jeg kan ikke tåle det! og det var også inderligt galt, at give os punch og varm laks! det skal jeg også sige agentinden! Skulle jeg gå tilbage igen og lade dem vide, hvorledes jeg har det! men det er så flovt! og mon de er oppe endnu!”

Han søgte efter gården, men den var ikke til at finde.

“Det er dog forfærdeligt! jeg kan ikke kende Østergade igen! ikke én butik er der! gamle, elendige rønner ser jeg, som om jeg var i Roskilde eller Ringsted! Ak jeg er syg! det kan ikke hjælpe at genere sig! Men hvor i verden er dog agentens gård? Den er ikke sig selv mere! men derinde er dog folk oppe; ak! jeg er ganske vist syg!”

Nu stødte han på en halvåben dør, hvor lyset faldt ud gennem sprækken. Det var et af den tids herbergsteder, en art ølhus. Stuen havde udseende af de holstenske diler; en del godtfolk, bestående af skippere, københavnske borgere og et par lærde sad her i dyb diskurs ved deres krus og gav kun liden agt på ham som trådte ind.

“Om forladelse,” sagde justitsråden til værtinden, som kom hen imod ham, “jeg har fået så inderlig ondt! vil De ikke skaffe mig en droske ud til Christianshavn!”

Konen så på ham og rystede med hovedet; derpå tiltalte hun ham i det tyske sprog. Justitsråden antog, at hun ikke kunne den danske tunge og fremførte derfor sit ønske i tysk; dette tilligemed hans dragt bestyrkede konen i, at han var en udlænding; at han befandt sig ilde, begreb hun snart og gav ham derfor et krus vand, rigtignok noget brak, det var hentet ude fra brønden.

Justitsråden støttede sit hoved på sin hånd, trak vejret dybt og grundede over alt det sælsomme omkring sig.

“Er det ‘Dagen’ for i aften,” spurgte han for at sige noget, idet han så konen flytte et stort papir.

Hun forstod ikke, hvad han mente, men rakte ham bladet, det var et træsnit, der viste et luftsyn, set udi den ...