 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:KUN EN SPILLEMAND
Subject:FICTION
H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 1,1
Dedikation
Mine sande, deeltagende Venner,
Digterne
B.S. Ingemann og J.C. Hauch
tilegnet.
Første Deel
I (s. 9-15)
- Unter den, an zwei Stunden im Umfang haltenden Ruinen
zeichnet sich vor allen der grosse Tempel aus, dessen
Porticus fast vollständig erhalten ist. - - Es macht eine
fast rührende Wirkung, auf der Spitze der Giebelfeldes,
grade über dem Kopf des steinernen Adlers, jetzt ein
Storchnest zu sehen. Schade nur, dass seine Bewohner in
dieser Zeit eben ihre Sommer-villagiatura in Europa bezogen
hätten, so dass vielleicht einer meiner freundlichen Leser
dort die Besitzer gravitätisch um hersteigen sah, während
mir nur das leere Nest zu betrachten blieb.
Semilasso in Africa.
[s9] Naar Sneen smelter, naar Skovene blive grønne, da komme Storkene tilbage fra deres lange Reise. I det fjerne Africa have de været, drukket af Nilens Vande, hvilet paa Pyramiderne. Beboerne af Siciliens Kyster og af Italiens Cap Mysenum sige, at aarligt paa en bestemt Tid komme Storkene i store Flokke over Havet og udhvile sig der paa Bjergskraaningerne, der ganske bedækkes; med eet flyve de op, bort mod Norden, over Alpernes Snee og Skyer, hvor Hoben fordeles i Flokke. Den mindste Flok, som den største, veed at styre mod Landet, den har hjemme i. Det er just ei den mindste Skare, som flyver til det lille Danmark. Hver enkelt kjender den Havbugt, han maa søge, kjender Skovens Bøining og den hvide Skorsteen paa Herregaardens takkede Gavl, hvor Reden venter. Forunderlige mystiske Fugle! paa Eders Ryg rider Vaarguden ind i Landet, og Skovene blive mere grønne, Græsset frodigere, Luften varmere!
Et saadant Par var vendt tilbage, deres Rede stod høit paa et Pakhuus i en Udkant af Byen Svendborg. De vare i fuld Virksomhed; et Halmbaand, næsten tre Alen langt, fundet paa Marken, førte de op til Reden, som skulde repareres. Denne Travlhed blev seet og var Gjenstand for en Samtale i det lille Gaardsrum tæt ved. Det eneste nogenlunde Særegne hos Manden der, var et Par store mørke Moustacher [s10] og en blaa, halv nedknappet Kasket. Han lænede sig til Karmen i det aabne Vindue. Indenfor dette sad paa Bordet en ligesaa kraftig Skikkelse; en Soldaterchacot vilde have seet bedre ud paa det mørke Haar end den hvide Hue, der nu havde Plads der, en Sabel i Haanden havde klædt smukkere, end den Synaal, som nu spillede mellem Fingrene. Manden udenfor Vinduet var Commandeersergeant, Manden inde paa Bordet Skræddermester. En lille Dreng laae med Næsen fladtrykt mod Ruden, for at see paa Storkene, de talte om!
»Curiøse Dyr!« sagde Commandeersergeanten, idet han strøg sine Moustacher, »jeg vilde ikke for en Maaneds Gage skyde een af dem! De bringe Lykke, hvor de bygge, derfor har ogsaa Jøden faaet dem!«
»De sidde rigtignok paa Jødens Huus!« svarede Skrædderen, »men vi have dog Afgiften! hvert Aar give de deres Tiende, det ene Aar et Æg, det andet Aar en Unge. De jage deres Næb bag ind i Nakken paa den, det seer ud som et Sylestik, og saa ud af Reden med den. Det er ellers en heel Comedie at see, naar de made Ungerne eller lære dem at flyve. De Gamle gjøre sære Kunster ved Madningen. Ligeop i Reden staae de, lægge den lange Hals tilbage over Ryggen og Næbbet henad Halen, ligesom naar en Gjøgler bøier sig bagover, for at tage en Sølvskilling op af Gulvet. Først trække de Halsen til sig, saa skyde de den tilbage og gulpe pæne smaa Frøer og Snogeunger op, som de Smaa da blive trakterede med. Men det lystigste er dog at see dem lære Ungerne at flyve. Maneuvren skeer henad Tagryggen. Der gaae de Smaa, som en Liniedandser paa en Snor, balancere med Vingerne og begynde med smaa Hop, da de ere tunge i Livet. Hvert Aar jeg seer Storkene komme hjem fra deres lange Reiser er det mig, ligesom om jeg selv var nylig kommen hjem fra min store Vandring, saa faaer jeg mange gamle Erindringer, tænker paa de høie Bjerge, jeg har kravlet over, de prægtige Byer, hvor Husene saae ud som Slotte, og Kirkerne havde en Rigdom som Keisernes Skatkamre. Ja, der er deiligt i fremmed Land!« sukkede han, »der er Sommer den meste Tid af Aaret. Vor Herre har rigtignok ladet os være Stedbørn! - men hvad det var jeg vilde sige! det var om Storkene, vi talte. Man kan dog aldrig ret udgrunde de Besynderligheder, man seer hos disse Dyr. Før de flyve bort, samles de altid paa forskjellige Steder i Landet. Jeg har seet dem, flere Hundrede i Tallet, ved Qværndrup, det var en heel Maneuvre, de holdt. Alle paa eengang knebbrede de med Næbet, man kunde ikke høre Ørelyd. De talte nok om Reisen. De holdt [s11] Raad, og med eet styrtede den største Flok over nogle enkelte og dræbte dem; der blev en halv Snees liggende paa Stedet. Man siger, at det er de syge og svagelige, som ikke have Kræfter til den lange Reise, de Andre da dræbe. Hele Flokken gaaer i Veiret og gjør Dreininger som et Vridboer. Gud Fader bevar' os! hvor de gaae høit op! de see ud som en Myggesværm og forsvinde. Blommen i deres Æg er rød som Ild og Blod. Man kan see, det er en Solfugl, som har lagt det. En Unge fra de varme Lande ligger der indeni.«
»Har Storken ogsaa hentet mig fra de varme Lande?« spurgte pludseligt den lille Dreng, som bestandigt havde trykket Ansigtet mod Ruden, men dog hørt hvert Ord.
»Henne i Mølledammen har han fisket Dig!« svarede Faderen; »Du veed jo nok, at de smaa Børn hentes fra Mølledammen!«
»Men de have jo ingen Klæder paa!« sagde Drengen, »hvor kan saa Storken see, hvilke der ere Drenge, og hvilke der ere Piger!«
»Ja, derfor tager han ofte feil,« sagde Commandeersergeanten, »han bringer os en Pige, naar vi vente en Dreng!«
»Skulle vi ikke fra Storken gaae til Lærken!« udbrød Skrædderen og tog en blaae Flaske ned af Dragkisten, som var pyntet med Kande og Kopper, midt imellem hvilke sad en udpyntet Dukke, saaledes som man i katholske Lande finder Gudsmoder fremstillet.
»Mutter Maria sidder godt!« sagde Commandeersergeanten og pegede paa Dukken. »I har nok selv gjort hende?«
»Hovedet er fra Østerrig,« svarede Skrædderen og skjænkede, »Tøiet har jeg selv syet. Det husker mig paa mine Ungdomsreiser. Saadant et Billede havde Børnene paa et Bord udenfor Døren, smaa Lys brændte foran og saa tiggede de af dem, som gik forbi: »Det er Madonnas Geburtsdag!« sagde de. - Men her skal I see mit Forvandlings-Billede. Det har jeg selv gjort.« Han pegede paa et daarligt tegnet, coloreret Billede i en stor Ramme. »Det er Doctor Faust midt i sin Stue, hvor han studerer. Paa den ene Side staaer hans Stueuhr, Klokken er tolv, paa den anden Side ligger Bibelen. Træk nu i dette Baand tilvenstre! See, Uhret forvandler sig til Satan, som vil friste ham. Nu trække vi i dette Baand, og Bibelen aabner sig, Engelen kommer ud af Bladene og taler Fredens Ord.« Som han sagde, skete det, og ved hver Figur blev tillige et Vers synligt, hvori læstes Djævelens Fristelse og Engelens Advarsel. Skrædderen trak igjen i Baandet tilhøire og Engelen, steg ind i Bibelen, der lukkedes, Djævelen blev tilbage hos Faust.
[s12] »Potstausend!« udbrød Commandeersergeanten. »Det har I selv fundet paa? I skulde ikke være Skrædder, I har Hoved!«
»Billedet har jeg selv sat sammen efter et lignende jeg saae engang i Tydskland. Jeg udgrundede Mechaniken. Historien selv med Faust, Troldkunstneren, er heller ikke min; jeg saae den paa mine Reiser. Det var en Dukkecomedie. Engelen steg op af Bibelen og varede Doctor Faust, men Uhret blev til Satan, der fik Magt med Doctoren, da Engelen gik, og Bogen lukkedes. Samme Faust havde en Famulus, som de kaldte ham, han vidste den hele Pagt og var selv paa den gale Vei med, men trak sig bort itide; fattig og elendig saae man ham i sidste Act, hvor han gik og var Vægter i den By, hvor den rige Faust boede; han vidste, at naar han raabte tolv, saa kom Satan og tog hans Herre. Man hørte Klokken slaae, Famulussen foldede Hænderne over Brystet: »den Glock« - raabte han, drog et dybt Suk og hverken kunde eller vilde sige »tolv«, men hvidskede kun - »geschlagen!« det hjalp ikke, Faust foer ud gjennem Vinduet, ridende paa den røde Lue!«
»I er ikke skabt til at sidde paa Bordet!« sagde Commandeersergeanten. »I lever jo dog kun i at reise og marchere. Feldten var just et Liv for Eder! Fremad! Marche! Ærestegn paa Brystet! Før Aaret er omme, er I Commandeersergeant!«
»Og Konen og Drengen?« sagde Skrædderen; »Han skulde vel gaae med som Piber, hun som Markentenderske! Det vilde intet Liv være for dem! Nei, ledig og løs maa man være, saa er Verden vor! Det var ...
|
|
|
