 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:KRØBLINGEN
Subject:FICTION
Krøblingen
af Hans Christian Andersen
---Der var en gammel herregård med unge, prægtige herregårdsfolk. Rigdom og velsignelse havde de, fornøje sig ville de og godt gjorde de. Alle mennesker ville de gøre glade som de selv var det.
Juleaften stod et dejligt pyntet juletræ i den gamle riddersal, hvor da ilden brændte i kaminerne og der var hængt grankviste om de gamle skilderier. Her samledes herskabet og gæsterne, der blev sang og dans.
Tidligere på aftenen var allerede juleglæde i folkestuen. Også her stod et stort grantræ med tændte røde og hvide lys, små dannebrogsflag, udklippede svaner og fiskenet af broget papir fyldt med “godtgodter”. De fattige børn fra sognet var indbudt; hver havde sin moder med. Hun så ikke meget hen til træet, hun så hen til julebordene, hvor der lå uldent og linned, kjoletøj og buksetøj. Ja derhen så mødrene og de voksne børn, kun de bitte små strakte hænderne mod lysene, flitterguldet og fanerne.
Hele den forsamling kom tidligt på eftermiddagen, fik julegrød og gåsesteg med rødkål. Når så juletræet var set og gaverne uddelt, fik hver et lille glas punch og æblefyldte æbleskiver.
De kom hjem i deres egen fattige stue, og der blev talt om “den gode levemåde”, det vil sige fødevarerne, og gaverne blev endnu engang rigtigt beset.
Der var nu Have-Kirsten og Have-Ole. Gift med hinanden havde de huset og det daglige brød ved at luge og grave i herregårdshaven. Hver julefest fik de deres gode del af foræringerne; de havde også fem børn, alle fem blev klædt op af herskabet.
“Det er godgørende folk, vort herskab!” sagde de. “Men de har da også råd til det, og de har fornøjelse deraf!”
“Her er kommet gode klæder at slide for de fire børn!” sagde Have-Ole. “Men hvorfor er her ikke noget til krøblingen? Ham plejer de dog også at betænke, skønt han ikke er med ved gildet!”
Det var det ældste af børnene, de kaldte “krøblingen”, han havde ellers navnet Hans.
Som lille var han det flinkeste og livligste barn, men så blev han med ét “slat i benene”, som de kaldte det, han kunne ikke stå eller gå og nu lå han til sengs på femte år.
“Ja, noget fik jeg jo også til ham!” sagde moderen. “Men det er ikke noget videre, det er bare en bog, han kan læse i!”
“Den skal han ikke blive fed af!” sagde faderen.
Men glad ved den blev Hans. Han var en rigtig opvakt dreng, der gerne læste, men brugte også sin tid til arbejde, for så vidt som han, der altid måtte ligge til sengs, kunne gøre gavn. Han var nævenyttig, brugte sine hænder, strikkede uldstrømper, ja hele sengetæpper; fruen på gården havde rost og købt dem.
Det var en eventyrbog, Hans havde fået; i den var meget at læse, meget at tænke over.
“Den er ikke til noget slags nytte her i huset!” sagde forældrene. “Men lad ham læse, så går den tid, han kan ikke altid binde hoser!”
Foråret kom; blomster og grønt begyndte at spire, ukrudt med, som man jo nok kan kalde nælderne, uagtet der står så kønt om dem i salmen:
“Gik alle konger frem i rad,
I deres magt og vælde,
de mægted' ej det mindste blad
at sætte på en nælde.”
Der var meget at gøre i herregårdshaven, ikke blot for gartneren og hans lærlinge, men også for Have-Kirsten og Have-Ole.
“Det er et helt slid!” sagde de, “og har vi så revet gangene og fået dem rigtigt pæne, så trædes de straks ned igen. Her er et rykind med fremmede på herregården. Hvor det må koste! men herskabet er rige folk!”
“Det er løjerligt fordelt!” sagde Ole. “Vi er alle Vorherres børn, siger præsten. Hvorfor da sådan forskel!”
“Det kommer fra syndefaldet!” sagde Kirsten.
Derom talte de igen om aftenen, hvor Krøbling-Hans lå med eventyrbogen.
Trange kår, slid og slæb, havde gjort forældrene hårde i hænderne men også hårde i deres dom og mening; de kunne ikke magte den, ikke klare den, og talte sig nu mere gnavne og vrede.
“Somme mennesker får velstand og lykke, andre kun fattigdom! Hvorfor skal vore første forældres ulydighed og nysgerrighed gå ud over os. Vi havde ikke båret os således ad som de to!”
“Jo vi havde!” sagde lige med ét Krøbling-Hans. “Det står altsammen her i denne bog!”
“Hvad står i bogen?” spurgte forældrene.
Og Hans læste for dem det gamle eventyr om Brændehuggeren og hans kone: de skændte også over Adams og Evas nysgerrighed, der var skyld i deres ulykke. Så kom landets konge forbi. “Følg med hjem!” sagde han, “så skal I få det lige så godt som jeg, syv retter mad og en skueret. Den er i lukket terrin, den må I ikke røre, for så er det forbi med herrelivet!” “Hvad kan der være i terrinen?” sagde konen. “Det kommer ikke os ved!” sagde manden. “Ja jeg er ikke nysgerrig!” sagde konen, “jeg gad bare vide, hvorfor vi ikke tør løfte låget; der er vist noget delikat!” “Bare der ikke er nogen mekanik ved!” sagde manden, “sådan et pistolskud, der knalder af og vækker hele huset!” “Eja!” sagde konen og rørte ikke ved terrinen. Men om natten drømte hun, at låget selv løftede sig, der kom en duft af den dejligste punch, som man får den ved bryllupper og begravelser. Der lå en stor sølvskilling med indskrift: “Drikker I af denne punch, så bliver I de to rigeste i verden og alle andre mennesker bliver stoddere!” – og så vågnede konen i det samme og fortalte manden sin drøm. “Du tænker for meget på den ting!” sagde han. “Vi kan jo lette med lempe!” sagde konen. “Med lempe!” sagde manden. Og Konen løftede ganske sagte låget. – Da sprang der to små vævre mus ud og væk var de i et musehul. “God nat!” sagde kongen. “Nu kan I gå hjem og lægge eder i eders eget. Skænd ikke mere på Adam og Eva, I selv har været lige så nysgerrige og utaknemmelige!” —
“Hvorfra er den historie der kommet i bogen?” sagde Have-Ole! “Det er ligesom den skulle gælde os. Den er meget til eftertænksomhed!”
Næste dag gik de igen på arbejde; de blev ristede af solen og våde til skindet af regnvejret; inde i dem var gnavne tanker, dem tyggede de drøv på.
Det var endnu lys aften hjemme, de havde spist deres mælkegrød.
“Læs for os igen historien om brændehuggeren,” sagde Have-Ole.
“Der er så mange yndelige i den bog!” sagde Hans. “Så mange, I ikke kender!”
“Ja dem bryder jeg mig ikke om!” sagde Have-Ole. “Jeg vil høre den, jeg kender!”
Og han og konen hørte den igen.
Mere end én aften kom de tilbage til den historie.
“Rigtigt klare mig det hele, kan den dog ikke!” sagde Have-Ole. “Det er med menneskene som med sød mælk, den skørner; nogle bliver til fin skørost, og andre til den tynde, vandede valle! somme folk har lykke i enhver ting, sidder til højbords alle dage og kender hverken sorg eller savn!”
Det hørte Krøbling-Hans. Sølle var han i benene, men kløgtig i hovedet. Han læste op for dem af eventyrbogen, læste om “Manden uden sorg og savn.” Ja hvor var han at finde og findes måtte han:
Kongen lå syg og kunne ikke helbredes, uden ved at blive iført den skjorte, som var blevet båret og slidt på kroppen af et menneske, der i sandhed kunne sige, at han aldrig havde kendt sorg eller savn.
Bud blev sendt til alle verdens lande, til alle slotte og herregårde, til alle velstående og glade mennesker, men når man rigtig frittede ud, havde dog hver af dem prøvet sorg og savn.
“Det har jeg ikke”, sagde svinehyrden, der sad på grøften, lo og sang. “Jeg er det lykkeligste menneske!”
“Giv os da din skjorte,” sagde de udsendte, “ den skal du få betalt med et halvt kongerige.”
Men han havde ingen skjorte, og kaldte sig dog det lykkeligste menneske.
“Det var en fin karl!” råbte Have-Ole, og han og hans hustru lo, som de ikke havde leet i år og dag.
Da kom skoleholderen forbi.
“Hvor I er fornøjede!” sagde han, “det er sjældent nyt her i huset. Har I vundet en ambe i lotteriet?”
“Nej, det er ikke af det slags!” sagde Have-Ole. “Det er Hans, der læste for os af eventyrbogen, han læste om ‘Manden uden sorg og savn’, og den karl han havde ingen skjorte. Det tør op for øjnene, når man hører sligt, og det af en trykt bog. Hver har nok sit læs at trække; man er ikke ene om det. Heri er altid ...
|
|
|
