 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:HYLDEMOR
Subject:FICTION
Hyldemor
af Hans Christian Andersen
------------------------------------------------------------------------------Der var engang en lille dreng, der var forkølet; han havde gået og fået våde fødder, ingen kunne begribe, hvor han havde fået dem fra, thi det var ganske tørt vejr. Nu klædte hans moder ham af, bragte ham i seng og lod temaskinen komme ind, for at lave ham en god kop hyldete, for det varmer! I det samme kom ind ad døren den gamle morsomme mand, som boede øverst oppe i huset og levede så alene, for han havde hverken kone eller børn, men holdt så meget af alle børn og vidste at fortælle så mange eventyr og historier, at det var en lyst.
“Nu drikker du din te!” sagde moderen,“måske får du så et eventyr.”
“Ja når man bare kunne noget nyt!” sagde den gamle mand og nikkede så mildt. “Men hvor har den lille fået de våde fødder?” spurgte han.
“Ja, hvor har han det!” sagde moderen, “det kan der ingen begribe.”
“Får jeg et eventyr?” spurgte drengen.
“Ja, kan du sige mig temmelig nøjagtigt, for det må jeg først vide, hvor dyb er rendestenen omme i den lille gade, hvor du går i skole.”
“Akkurat til midt på skafterne,” sagde drengen, “men så må jeg gå i det dybe hul!”
“Se derfra har vi de våde fødder,” sagde den gamle. “Nu skulle jeg rigtignok fortælle et eventyr, men jeg kan ingen flere!”
“De kan lave et lige straks,” sagde den lille dreng. “Moder siger, at alt hvad De ser på, kan blive et eventyr, og alt hvad De rører ved, kan De få en historie af!”
“Ja, men de eventyr og historier dur ikke! nej, de rigtige, de kommer af sig selv, de banker mig på panden og siger: her er jeg!”
“Banker det ikke snart?” spurgte den lille dreng, og moderen lo, kom hyldete på potten og skænkede kogende vand over.
“Fortæl! fortæl!”
“Ja, når der ville komme et eventyr af sig selv, men sådant et er fornemt, det kommer kun når det selv har lyst —! stop!” sagde han lige med et. “Der har vi det! pas på, nu er der et på tepotten!”
Og den lille dreng så hen til tepotten, låget hævede sig mere og mere, og hyldeblomsterne kom frem så friske og hvide, de skød store lange grene, selv ud af tuden bredte de sig til alle sider og blev større og større, det var den dejligste hyldebusk, et helt træ, det ragede ind i sengen og skød gardinerne til side; nej, hvor det blomstrede og duftede! og midt i træet sad en gammel, venlig kone med en underlig kjole på, den var ganske grøn, ligesom hyldetræets blade og besat med store hvide hyldeblomster, man kunne ikke straks se, om det var tøj eller levende grønt og blomster.
“Hvad hedder den kone?” spurgte den lille dreng.
“Ja, disse romere og grækere”, sagde den gamle mand, “de kaldte hende en dryade, men det forstår vi ikke; ude i Nyboder har de et bedre navn til hende, der kaldes hun: ‘hyldemor’, og det er nu hende, du skal passe på; hør bare efter, og se på det dejlige hyldetræ:
Netop sådant et stort, blomstrende træ står der ude i Nyboder; det voksede henne i krogen i en lille fattig gård; under dette træ sad en eftermiddag, i det dejligste solskin, to gamle folk, det var en gammel, gammel sømand og hans gamle, gamle kone, de var oldeforældre og skulle snart holde deres guldbryllup, men de kunne ikke rigtig huske datoen, og hyldemor sad i træet og så så fornøjet ud, ligesom her. ‘Jeg ved nok, når det er guldbryllup!’ sagde hun, men de hørte det ikke, de talte om de gamle dage.
‘Ja, kan du huske,’ sagde den gamle sømand, ‘den gang vi var ganske små unger og løb og legede, det var netop i den samme gård, hvor vi nu sidder, og vi stak pinde i jorden og gjorde en have.’
‘Ja,’ sagde den gamle kone, ‘det husker jeg godt! og vi vandede pindene, og en af dem var en hyldepind, den satte rod, skød grønne skud og er nu blevet til det store træ, vi gamle mennesker sidder under.’
‘Ja vist!’ sagde han, ‘og derhenne i krogen stod en vandbalje, dér flød mit fartøj, jeg havde selv skåret det, hvor det kunne sejle! men jeg kom rigtignok snart anderledes ud at sejle!’
‘Ja, men først gik vi i skole og lærte noget!’ sagde hun, ‘og så blev vi konfirmeret; vi græd begge to; men om eftermiddagen gik vi hånd i hånd op på Rundetårn og så ud i verden over København og vandet; så gik vi på Frederiksberg, hvor kongen og dronningen i deres prægtige både sejlede om i kanalerne.’
‘Men jeg kom rigtignok anderledes til at sejle, og det i mange år, langt bort på de store rejser!’
‘Ja, jeg græd tit for dig!’ sagde hun, ‘jeg troede, du var død og borte og skulle ligge og pjanke dernede i det dybe vand! mangen nat stod jeg op og så om fløjen drejede sig; ja den drejede sig nok, men du kom ikke! jeg husker så tydelig, hvorledes det skyllede ned en dag, skraldemanden kom udenfor, hvor jeg tjente, jeg kom ned med fjerdingen og blev stående ved døren; — hvor det var et fælt vejr! og ligesom jeg stod der, var postbuddet ved siden af mig og gav mig et brev; det var fra dig! ja hvor det havde rejst om! jeg fór lige i det og læste; jeg lo og jeg græd; jeg var så glad! der stod, at du var i de varme lande, hvor kaffebønnerne gror! hvor det må være et velsignet land! du fortalte så meget, og jeg så det alt sammen, mens regnen skyllede ned, og jeg stod med fjerdingen. I det samme var der en, som tog mig om livet —!’
‘— Ja, men du gav ham et godt slag på øret, så det klaskede efter.’
‘Jeg vidste jo ikke, at det var dig! Du var kommet ligeså tidligt som dit brev; og du var så køn! — det er du da endnu, du havde et langt, gult silkelommetørklæde i lommen og en blank hat på; du var så fin. Gud, hvor det dog var et vejr, og hvor gaden så ud!’
‘Så blev vi gift!’ sagde han, ‘husker du? og så da vi fik den første lille dreng og så Marie og Niels og Peter og Hans Christian!’
‘Ja, og hvor de alle sammen er vokset op og blevet skikkelige mennesker, hvem alle holder af!’
‘Og deres børn igen, de har fået små!’ sagde den gamle matros; ‘ja det er børnebørns børn, der er krummer i! — det var jo dog, synes mig, på denne tid af året vi holdt bryllup —!’
‘Ja, just i dag er det guldbryllupsdagen!’ sagde hyldemor og stak hovedet lige ind imellem de to gamle, og de troede, at det var nabokonen, der nikkede; de så på hinanden og holdt hinanden i hænderne; lidt efter kom børn og børnebørn; de vidste godt, at det var guldbryllupsdagen, de havde allerede i morges gratuleret, men det var glemt af de gamle, medens de huskede så godt alt, hvad der var sket for mange år tilbage; og hyldetræet duftede så stærkt og solen, som var ved at gå ned, skinnede de to gamle lige ind i ansigtet; de så begge to så rødmossede ud, og den mindste af børnebørnene dansede rundt om dem og råbte nok så lyksalig, at i aften skulle der være rigtig stads, de skulle have varme kartofler; og hyldemor nikkede i træet og råbte hurra med alle de andre. —”
— “Men det var jo intet eventyr!” sagde den lille dreng, som hørte det fortælle.
“Ja, det må du forstå!” sagde han, som fortalte, “men lad os spørge hyldemor!”
“Det var intet eventyr;” sagde hyldemor, “men nu kommer det! ud af det virkelige vokser just det forunderligste eventyr; ellers kunne jo min dejlige hyldebusk ikke være sprunget ud af tepotten!” og så tog hun den lille dreng ud af sengen, lagde ham ved sit bryst, og hyldegrenene, fulde af blomster, slog sammen omkring dem, de sad, som i det tætteste lysthus, og det fløj med dem igennem luften, det var så mageløst dejligt. Hyldemor var med ét blevet en ung, nydelig pige, men kjolen var endnu af samme grønne, hvidblomstrede tøj, som hyldemor havde båret; på brystet havde hun en virkelig hyldeblomst, og om sit gule, krøllede hår en hel krans af hyldeblomster; hendes øjne var så store, så blå, oh, hun var så velsignet at se på! hun og drengen kyssedes, og så var de i lige alder og af lige lyst.
De gik hånd i hånd ud af løvhytten og stod nu ...
|
|
|
