ANDERSEN HANS CHRISTIAN

Title:FLASKEHALSEN
Subject:FICTION Scarica il testo


H. C. Andersen: Eventyr 73: Flaskehalsen. (1858)

---Inde i den snevre krogede Gade, mellem flere fattige Huse stod et Huus saa smalt og saa høit, opført af Bindingsværk, der havde givet sig i alle Ender og Kanter; fattige Folk boede her, og fattigst saae her ud paa Qvisten, hvor der udenfor det lille Vindue hang i Solskinnet et gammelt bulet Fuglebuur, som ikke engang havde et ordentligt Fugleglas, men kun en omvendt Flaskehals med Prop i forneden og fyldt med Vand. En gammel Pige stod ved det aabne Vindue, hun havde lige nu pyntet med Fuglegræs Buret, hvori en lille Irisk hoppede fra Pind til Pind og sang, saa det klang efter.
"Ja, Du kan sagtens synge!" sagde Flaskehalsen, ja den sagde det ikke saaledes, som vi kunne sige det, for en Flaskehals kan ikke tale, men den tænkte det saadan inde i sig, som naar vi Mennesker tale indvendig. "Ja, Du kan sagtens synge! Du, som har dine hele Lemmer. Du skulde prøve som jeg at have mistet din nederdeel, kun at have Hals og Mund og det med prop i, saaledes som jeg, saa sang Du ikke. Men det er da godt, at Nogen er fornøiet! Jeg har ingen Grund til at synge, og jeg kan det heller ikke! det kunde jeg, dengang jeg var heel Flaske og man gned mig med en Prop; jeg blev kaldt den rigtige Lærke, den store Lærke! - og saa da jeg var med Bundtmagerens i Skoven, og Datteren blev forlovet - ja det husker jeg, som om det var igaar! jeg har oplevet meget, naar jeg tænker mig om! jeg har været i Ild og Vand, nede i den sorte Jord og høiere oppe end de Fleste, og nu svæver jeg udenfor Fugleburet i Luft og Solskin! det kunde nok være Umagen værd at høre min Historie, men jeg taler ikke høit om den, for jeg kan ikke!"
Og saa fortalte den inde i sig, eller tænkte inde i sig selv sin Historie, der var mærkelig nok, og den lille Fugl sang lystelig sin Vise og nede paa Gaden kjørte man og gik man, hver tænkte paa sit, eller tænkte slet ikke, men det gjorde Flaskehalsen.
Den huskede den flammende Smelteovn i Fabriken, hvor den var blæst ilive; den huskede endnu, at den havde været ganske varm, seet ind i den buldrende Ovn, dens Ophavshjem, og følt saadan Lyst til strax at springe lige ind i den igjen, men at den lidt efter lidt, alt som den blev kjølet af, fandt sig ret vel, hvor den var, den stod i Række med et heelt Regiment af brødre og Søstre, alle fra samme Ovn, men nogle vare blæste til Champagneflasker, andre til Ølflasker, og det gjør en Forskjel! Siden ude i Verden kan rigtignok en Ølflaske omfatte den kosteligste Lacrymæ Christi og en Champagneflaske være fyldt med Sværte, men hvad man er født til, sees dog paa Skabelonen, Adel bliver Adel, selv med Sværte i Livet.
Alle Flaskerne bleve snart pakkede ind, og vor Flaske med; da tænkte den ikke paa at ende som Flaskehals, tjenende sig op til Fugleglas, der altid er en hæderlig Tilværelse, saa er man dog Noget! Den saae først igjen Dagslyset, da den med de andre Kammerater blev pakket ud i Viinhandlerens Kjelder og første Gang blev skyllet, det var en løierlig Fornemmelse. Den laae nu tom og propløs, følte sig saa underlig flau, den savnede Noget, men vidste ikke selv, hvad den savnede. Nu blev den fyldt med en god, herlig Viin, den fik Prop og blev lakket, der blev klistret udenpaa: "Prima Sort", det var ligesom den havde faaet første Examens Charakteer, men Vinen var ogsaa god, og Flasken var god; er man ung, er man Lyriker! det sang og klang i den om hvad den slet ikke kjendte: de grønne solbelyste Bjerge, hvor Vinen groer, hvor de muntre Piger og lystelige Svende synge og kysses; jo, det er deiligt at leve! Om alt Det sang og klang det inde i Flasken ligesom inde i de unge Poeter, der tidt heller ikke kjende Noget til det.
En Morgen blev den kjøbt. Bundtmagerens Dreng skulde bring en Flaske Viin af den bedste Slags; og den kom med i Madklurven hos Skinke, Ost og Pølse; der var det deiligste Smør, det fineste.Brød; Bundtmagerens Datter selv pakkede det ind; hun var saa ung, saa smuk; de brune Øine loe, der var et Smiil om Munden, der sagde lige saa meget som Øinene; hun havde fine, bløde Hænder, de vare saa hvide, dog var Hals og Bryst endnu hvidere, man saae strax at hun var een af Byens smukkeste Piger og dog endnu ikke forlovet.
Og Madkurven stod paa hendes Skjød, da Familien kjørte ud i Skoven; Flaskehalsen stak frem mellem Snipperne af den hvide Dug; der var rødt Lak paa Proppen, og den saae lige ind i Pigebarnets Ansigt; den saae ogsaa paa den unge Styrmand, der sad ved Siden af hende; han var en Barndomsven, Portraitmalerens Søn; sin Styrmands-Examen havde han saa flink og hæderligt nylig taget og skulde imorgen afsted med Fartøi, langtbort til fremmede Lande; herom var talt meget ved Indpakningen, og medens der taltes herom, var der just ikke megen Fornøielse at see i Øine og om Mund hos Bundtmagerens smukke Datter.
De to unge Folk gik i den grønne Skov, de talte sammen -, hvad talte de om ? Ja, det hørte Flasken ikke, den stod i Madkurven. Det varede forunderligt længe, før den blev taget frem, men da den saa blev det, var der ogsaa skeet fornøielige Ting, alle Øine loe, ogsaa Bundtmagerens Datter loe, men hun talte mindre, og hendes Kinder blussede som to røde Roser.
Fader tog den fyldte Flaske og Proptrækkeren. - Ja, det er underligt saaledes første Gang at skulle trækkes op! Flaskehalsen havde aldrig siden kunnet glemme dette høitidelige Øieblik, det havde ordentligt sagt Svup inde i den, da Proppen gik, og saa klukkede det, da Vinen strømmede ud i Glassene.
"De Forlovedes Skaal!" sagde Fader, og hvert Glas blev tømt til Bunden og den unge Styrmand kyssede sin smukke Brud.
"Lykke og Velsignelse!" sagde begge de Gamle. Og den unge Mand fyldte endnu engang Glassene: "Hjemkomst og Bryllup i Dag et Aar!" raabte han, og da Glassene vare tømte, tog han Flasken, løftede den høit i Veiret: "Du har været med paa den deiligste Dag i mit Liv, Du skal ikke tjene Nogen længer!"
Og han kastede den høit i Veiret. Da tænkte mindst Bundtmagerens Datter paa, at hun oftere skulde see den flyve, men det skulde hun; nu faldt den ned mellem de tætte Rør ved den lille Skovsø; Flaskehalsen huskede endnu saa lyslevende, hvorledes den laae der og tænkte efter. "Jeg gav dem Viin og de give mig Sumpvand, men det er velmeent!" Den kunde ikke meer see de Forlovede og de fornøiede Gamle, men den hørte dem endnu længe jubilere og synge. Saa kom to smaa Bønderdrenge, kigede ind i Rørene, saae Flasken og tog den, nu var den forsørget.
Hjemmet i Skovhuset, hvor de boede, havde deres ældste Broder, som var Sømand, igaar været og sagt Farvel, da han skulde paa en af de større Reiser; Moder stod nu og pakkede ind Eet og Andet, det Fader skulde gaae ind til Byen med i Aften for endnu engang at see Sønnen før Afreisen og give ham sin og Moders Hilsen. En lille Flaske med krydret Brændeviin var lagt i Pakken, nu kom Drengene med en større, stærkere Flaske, den de havde fundet; i den kunde der gaae mere end i den lille, og det var just saadan en god Snaps for en daarlig Mave; der var sat Hypericum paa. Det var ikke den røde Viin som før, Flasken fik, den fik de bittre Draaber, men de ere ogsaa gode - for Maven. Den nye Flaske og ikke den lille skulde med ; - og saa kom Flasken igjen paa Vandring, den kom ombord til Peter Jensen, og det var netop paa det samme Skib, hvor den unge Styrmand var, men han saae ikke Flasken og havde heller ikke kjendt den igjen eller tænkt; det er den hvoraf vi drak Forlovelsens og hjemkomstens Skaal.
Der var rigtignok ikke længer Viin i den, men der var noget ligesaa godt; den blev ogsaa altid, naar Peter Jensen tog den frem, af Kammeraterne kaldt: "Apothekeren;" den skjænkede den gode Medicin, den der hjalp for Maven; og den hjalp saa længe der var en Draabe i den. Det var en fornøielig Tid, og Flasken sang, naar man strøg den med Proppen, den fik da Navn af den store Lærke, "Peter Jensens Lærke."
Lang Tid var gaaet, den stod tom i en Krog, da skete det - ja, om det var paa Udreisen eller Hjemreisen, vidste Flasken ikke saa nøie, den havde ikke været i Land: da reiste sig en Storm; store Søer væltede sorte og tunge, de løftede og kastede Fartøiet; Masten knækkede, en Sø slog en Planke ind, Pumperne kunde ikke mere gjøre Nytte; det var bælmørk Nat; Skibet sank, men i det ...