 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:ELVERHØJ
Subject:FICTION
Elverhøj
af Hans Christian Andersen
---Der løb så vims nogle store firben i sprækkerne på et gammelt træ; de kunne godt forstå hinanden, for de talte firbenesproget.
“Nej, hvor det rumler og brumler i den gamle elverhøj!” sagde det ene firben; “jeg har, for det spektakel, nu ikke i to nætter lukket mine øjne, jeg kunne ligeså godt ligge og have tandpine, for så sover jeg heller ikke!”
“Der er noget på færde derinde!” sagde det andet firben, “højen lader de stå på fire røde pæle lige til hanegal, der bliver ordentlig luftet ud og elverpigerne har lært nye danse, som der trampes i. Der er noget på færde!”
“Ja, jeg har talt med en regnorm af mit bekendtskab”, sagde det tredje firben; “regnormen kom lige op af højen hvor den, nætter og dage, havde rodet i jorden; den havde hørt en hel del, se kan den jo ikke, det elendige dyr, men føle sig for og høre efter, det forstår den. De venter fremmede i elverhøj, fornemme fremmede, men hvem, ville regnormen ikke sige, eller han vidste det nok ikke. Alle lygtemændene er sagt til for at gøre fakkeltog, som man kalder det, og sølv og guld, hvoraf der er nok i højen, bliver poleret og stillet ud i måneskin!”
“Hvem kan dog de fremmede være!” sagde alle firbenene. “Hvad mon der er på færde? Hør, hvor det summer! hør hvor det brummer!”
Lige i det samme skiltes elverhøj ad, og en gammel elverpige, rygløs var hun, men ellers meget anstændigt klædt på, kom trippende ud, det var den gamle elverkonges husholderske, hun var langt ude af familien, og havde ravhjerte på panden. Benene gik så flinke på hende: trip, trip! hille den, hvor hun kunne trippe og det lige ned i mosen til natravnen.
“De bliver inviteret til elverhøj, og det i nat!” sagde hun, “men vil De ikke først gøre os en stor tjeneste og tage Dem af indbydelserne! Gavn må De gøre, da De ikke selv holder hus! Vi får nogle højfornemme fremmede, troldfolk der har noget at sige, og derfor vil den gamle elverkonge vise sig!”
“Hvem skal inviteres?” spurgte natravnen.
“Ja, til det store bal kan alverden komme, selv mennesker, når de bare kan tale i søvne eller gøre sådan en lille smule af hvad der falder i vor art. Men til det første gilde skal der være strengt udvalg, vi vil kun have de allerfornemste. Jeg har stridt med elverkongen, thi jeg holder for, vi kan ikke engang have spøgelser med. Havmanden og hans døtre må først inviteres, de holder vel ikke meget af at komme på det tørre, men de skal nok hver få en våd sten at sidde på eller noget bedre, og så tænker jeg nok de siger ikke af denne gang. Alle gamle trolde af første klasse med hale, åmanden og nisserne må vi have, og så tænker jeg at vi kan ikke forbigå gravsoen, helhesten og kirkegrimen; de hører jo rigtignok med til gejstligheden, som ikke er af vore folk, men det er nu deres embede, de er os nær i familie og de gør stadig visitter!” –
“Bra!” sagde natravnen og fløj af sted for at invitere.
Elverpigerne dansede allerede på elverhøj, og de dansede med langsjal vævet af tåge og måneskin, og det ser nydeligt ud for dem, der synes om den slags. Midt inde i elverhøj var den store sal ordentligt pudset op; gulvet var vasket med måneskin og væggene var gnedet med heksefedt, så at de skinnede som tulipanblade foran lyset. I køknet var der fuldt op med frøer på spid, snogeskind med små børnefingre i og salater af paddehattefrø, våde musesnuder og skarntyde, øl fra mosekonens bryg, skinnende salpetervin fra gravkælderen, alt meget solidt; rustne søm og kirkerudeglas hørte til knaset.
Den gamle elverkonge lod sin guldkrone polere i stødt griffel, det var duksegriffel og det er meget vanskeligt for elverkongen at få duksegriffel! I sovekammeret hang de gardiner op, og hæftede dem fast med snogespyt. Jo, der var rigtignok en summen og brummen.
“Nu skal her ryges med krølhår og svinebørster, så tror jeg at jeg har gjort mit!” sagde den gamle elverpige.
“Søde fader!” sagde den mindste af døtrene; “får jeg så at vide hvem de fornemme fremmede er?”
“Nå da!” sagde han, “så må jeg vel sige det! To af mine døtre må holde sig parate til giftermål! to bliver vist gift bort. Troldgubben oppe fra Norge, ham der bor i det gamle Dovrefjeld og har mange klippeslotte af kampesten, og et guldværk, som er bedre end man tror, kommer herned med sine to drenge, de skal søge sig en kone ud. Troldgubben er sådan en rigtig, gammel ærlig norsk gubbe, lystig og ligefrem, jeg kender ham fra gamle dage, da vi drak dus, han var her nede at hente sin kone, nu er hun død, hun var en datter af klintekongen på Møn. Han tog sin kone på kridt, som man siger! oh hvor jeg længes efter den norske troldgubbe! Drengene, siger man, skulle være nogle uvorne, kæphøje unger, men man kan jo også gøre dem uret, og de bliver nok gode når de bliver gemt. Lad mig se at I sætter skik på dem!”
“Og når kommer de?” spurgte den ene datter.
“Det kommer an på vind og vejr!” sagde elverkongen. “De rejser økonomisk! De kommer herned med skibslejlighed. Jeg ville at de skulle gå over Sverige, men den gamle hælder endnu ikke til den side! Han følger ikke med tiderne, og det kan jeg ikke lide!”
I det samme kom der to lygtemænd hoppende, den ene hurtigere end den anden og derfor kom den ene først.
“De kommer! de kommer!” råbte de.
“Giv mig min krone, og lad mig stå i måneskinnet!” sagde elverkongen.
Døtrene løftede på langsjalerne og nejede lige til jorden.
Der stod troldgubben fra Dovre, med krone af hærdede istappe og polerede grankogler, i øvrigt havde han bjørnepels og kanestøvler; sønnerne derimod gik barhalset og uden seler, for de var kraftmænd.
“Er det en høj?” spurgte den mindste af drengene og pegede på elverhøj. “Det kalder vi oppe i Norge et hul!”
“Gutter!” sagde den gamle. “Hul går indad, høj går opad! Har I ikke øjne i hovedet!”
Det eneste der undrede dem hernede, sagde de, var at de således uden videre kunne forstå sproget!
“Skab jer nu ikke!” sagde den gamle, “man kunne tro at I var ikke rigtig gennembagte!”
Og så gik de ind i elverhøj, hvor der rigtignok var fint selskab, og det i en hast, man skulle tro at de var blæst sammen og nydelig og net var der indrettet for enhver. Havfolkene sad til bords i store vandkar, de sagde, det var ligesom om de var hjemme. Alle holdt de bordskik uden de to små norske trolde, de lagde benene op på bordet, men de troede nu at alting klædte dem!
“Fødderne af fadet!” sagde den gamle trold og så lystrede de, men de gjorde det da ikke lige straks. Deres borddame kildrede de med grankogler, som de havde med i lommen og så trak de deres støvler af for at sidde mageligt og gav hende støvlerne at holde, men faderen, den gamle dovretrold, han var rigtignok ganske anderledes; han fortalte så dejligt om de stolte norske fjelde, og om fosser der styrtede skumhvide ned, med et bulder som tordenskrald og orgelklang; han fortalte om laksen der sprang op mod de styrtende vande når nøkken spillede på guldharpe. Han fortalte om de skinnende vinternætter, når kanebjælderne klang og knøsene løb med brændende blus hen over den blanke is, der var så gennemsigtig at de så fiskene blive bange under deres fødder. Jo han kunne fortælle, så at man så og hørte hvad han sagde, det var ligesom savmøllerne gik, som om karle og piger sang viser og dansede hallingedans; hussa! lige med ét gav troldgubben den gamle elverpige et morbrodersmask, det var et ordentligt kys og de var dog slet ikke i familie.
Nu måtte elverpigerne danse og det både simpelt og det med at trampe, og det klædte dem godt, så kom kunstdansen eller som det kaldtes: “at træde udenfor dansen”, hille den, hvor de kunne strække ben, man vidste ikke hvad der var ende og hvad der var begyndelse, man vidste ikke hvad der var arme og hvad der var ben, det gik imellem hinanden ligesom savspåner og så snurrede de rundt så helhesten fik ondt og måtte gå fra bordet.
“Prrrrr!” sagde troldgubben, “det er kommers med bentøjet! men hvad kan de mere end danse, strække ben og gøre hvirvelvind?”
“Det skal du få at vide!” sagde elverkongen og så kaldte han den yngste af sine døtre frem; hun var så spinkel og klar, som måneskin, hun var den fineste af alle søstrene; hun tog en hvid pind i munden, og så var hun ...
|
|
|
