ANDERSEN HANS CHRISTIAN

Title:DEN GRIMME ÆLLING
Subject:FICTION Scarica il testo


Den grimme ælling
af Hans Christian Andersen

---Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder. Rundt om ager og eng var der store skove, og midt i skovene dybe søer; jo, der var rigtignok dejligt derude på landet! Midt i solskinnet lå der en gammel herregård med dybe kanaler rundt om, og fra muren og ned til vandet voksede store skræppeblade, der var så høje, at små børn kunne stå oprejste under de største; der var ligeså vildsomt derinde, som i den tykkeste skov, og her lå en and på sin rede; hun skulle ruge sine små ællinger ud, men nu var hun næsten ked af det, fordi det varede så længe, og hun sjælden fik visit; de andre ænder holdt mere af at svømme om i kanalerne, end at løbe op og sidde under et skræppeblad for at snadre med hende.

Endelig knagede det ene æg efter det andet: “pip! pip!” sagde det, alle æggeblommerne var blevet levende og stak hovedet ud.

“Rap! rap!” sagde hun, og så rappede de sig alt hvad de kunne, og så til alle sider under de grønne blade, og moderen lod dem se så meget de ville, for det grønne er godt for øjnene.

“Hvor dog verden er stor!” sagde alle ungerne; thi de havde nu rigtignok ganske anderledes plads, end da de lå inde i ægget.

“Tror I, det er hele verden!” sagde moderen, “den strækker sig langt på den anden side haven, lige ind i præstens mark! men der har jeg aldrig været! – I er her dog vel alle sammen!” – og så rejste hun sig op, “nej, jeg har ikke alle! det største æg ligger der endnu; hvor længe skal det vare! nu er jeg snart ked af det!” og så lagde hun sig igen.

“Nå hvordan går det?” sagde en gammel and, som kom for at gøre visit.

“Det varer så længe med det ene æg!” sagde anden, som lå; “der vil ikke gå hul på det! men nu skal du se de andre! de er de dejligste ællinger jeg har set! de ligner alle sammen deres fader, det skarn han kommer ikke og besøger mig.”

“Lad mig se det æg, der ikke vil revne!” sagde den gamle. “Du kan tro, at det er et kalkunæg! således er jeg også blevet narret engang, og jeg havde min sorg og nød med de unger, for de er bange for vandet, skal jeg sige dig! jeg kunne ikke få dem ud! jeg rappede og snappede, men det hjalp ikke! – Lad mig se ægget! jo, det er et kalkunæg! lad du det ligge og lær de andre børn at svømme!”

“Jeg vil dog ligge på det lidt endnu!” sagde anden; “har jeg nu ligget så længe, så kan jeg ligge dyrehavstiden med!”

“Vær så god!” sagde den gamle and, og så gik hun.

Endelig revnede det store æg. “Pip! pip!” sagde ungen og væltede ud; han var så stor og styg. Anden så på ham: “Det er da en forfærdelig stor ælling den!” sagde hun; “ingen af de andre ser sådan ud! det skulle dog vel aldrig være en kalkunkylling! nå, det skal vi snart komme efter! i vandet skal han, om jeg så selv må sparke ham ud!”

Næste dag var det et velsignet, dejligt vejr; solen skinnede på alle de grønne skræpper. Ællingemoderen med hele sin familie kom frem nede ved kanalen: plask! sprang hun i vandet: “rap! rap!” sagde hun og den ene ælling plumpede ud efter den anden; vandet slog dem over hovedet, men de kom straks op igen og flød så dejligt; benene gik af sig selv, og alle var de ude, selv den stygge, grå unge svømmede med.

“Nej, det er ingen kalkun!” sagde hun; “se hvor dejligt den bruger benene, hvor rank den holder sig! det er min egen unge! i grunden er den dog ganske køn, når man rigtig ser på den! rap! rap! – kom nu med mig, så skal jeg føre jer ind i verden, og præsentere jer i andegården, men hold jer altid nær ved mig, at ingen træder på jer, og tag jer i agt for kattene!”

Og så kom de ind i andegården. Der var en skrækkelig støj derinde, thi der var to familier, som sloges om et ålehoved, og så fik dog katten det.

“Se, således går det til i verden!” sagde ællingemoderen, og slikkede sig om snablen, for hun ville også have ålehovedet. “Brug nu benene!” sagde hun, “se, at I kan rappe jer, og nej med halsen for den gamle and derhenne! hun er den fornemste af dem alle her! hun er af spansk blod, derfor er hun svær, og ser I, hun har en rød klud om benet! det er noget overordentligt dejligt, og den største udmærkelse nogen and kan få, det betyder så meget, at man ikke vil af med hende, og at hun skal kendes af dyr og af mennesker! – Rap jer! – ikke ind til bens! en velopdragen ælling sætter benene vidt fra hinanden, ligesom fader og moder! se så! nej nu med halsen og sig: rap!”

Og det gjorde de: men de andre ænder rundt om så på dem og sagde ganske højt: “se så! nu skal vi have det slæng til! ligesom vi ikke var nok alligevel! og fy, hvor den ene ælling ser ud! ham vil vi ikke tåle!” – og straks fløj der en and hen og bed den i nakken.

“Lad ham være!” sagde moderen, “han gør jo ingen noget!”

“Ja, men han er for stor og for aparte!” sagde anden, som bed, “og så skal han nøfles!”

“Det er kønne børn, moder har!” sagde den gamle and med kluden om benet, “Alle sammen kønne, på den ene nær, den er ikke lykkedes! jeg ville ønske, hun kunne gøre den om igen!”

“Det går ikke, Deres nåde!” sagde ællingemoderen, “han er ikke køn, men han er et inderligt godt gemyt, og svømmer så dejligt, som nogen af de andre, ja, jeg tør sige lidt til! jeg tænker han vokser sig køn, eller han med tiden bliver noget mindre! han har ligget for længe i ægget, og derfor har han ikke fået den rette skikkelse!” og så pillede hun ham i nakken og glattede på personen. “Han er desuden en andrik,” sagde hun, “og så gør det ikke så meget! jeg tror han får gode kræfter, han slår sig nok igennem!”

“De andre ællinger er nydelige!” sagde den gamle, “lad nu, som I var hjemme, og finder I et ålehoved, så kan I bringe mig det!” –

Og så var de, som hjemme.

Men den stakkels ælling, som sidst var kommet ud af ægget, og så så fæl ud, blev bidt, puffet og gjort nar af, og det både af ænderne og hønsene. “Han er for stor!” sagde de alle sammen, og den kalkunske hane, der var født med sporer og troede derfor, at han var en kejser, pustede sig op som et fartøj for fulde sejl, gik lige ind på ham og så pludrede den og blev ganske rød i hovedet. Den stakkels ælling vidste hverken, hvor den turde stå eller gå, den var så bedrøvet, fordi den så så styg ud og var til spot for hele andegården.

Således gik det den første dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels ælling blev jaget af dem alle sammen, selv hans søskende var så onde imod ham, og de sagde altid: “bare katten ville tage dig, dit fæle spektakel!” og moderen sagde: “gid du bare var langt borte!” og ænderne bed ham, og hønsene huggede ham, og pigen, som skulle give dyrene æde, sparkede til ham med foden.

Da løb og fløj han hen over hegnet; de små fugle i buskene fór forskrækket i vejret; “det er fordi jeg er så styg,” tænkte ællingen og lukkede øjnene, men løb alligevel af sted; så kom den ud i den store mose, hvor vildænderne boede. Her lå den hele natten, den var så træt og sorrigfuld.

Om morgnen fløj vildænderne op, og de så på den nye kammerat; “hvad er du for en?” spurgte de, og ællingen drejede sig til alle sider, og hilste så godt den kunne.

“Du er inderlig styg!” sagde vildænderne, “men det kan da være os det samme, når du ikke gifter dig ind i vor familie!” – Den stakkel! han tænkte rigtignok ikke på at gifte sig, turde han bare have lov at ligge i sivene og drikke lidt mosevand.

Der lå han i hele to dage, så ...