 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:DE VISES STEEN
Subject:FICTION
De Vises Steen
af Hans Christian Andersen
---Du kjender da Historien om Holger Danske; den ville vi ikke fortælle Dig, men spørge, om Du fra den husker, at “Holger Danske vandt det store Indieland øster ud til Verdens Ende, til det Træ, som kaldes Solens Træ,” som Christen Pedersen siger det; kjender Du Christen Pedersen? det faaer være det Samme, at Du ikke kjender ham. Holger Danske gav der Præst Jon Magt og Værdighed over Indieland. Kjender Du Præst Jon? Ja, det kan ogsaa være det Samme, at Du ikke kjender ham, for han kommer slet ikke for her i Historien; Du skal høre her om Solens Træ i “Indieland, øster ud til Verdens Ende,” som de forstod det dengang, de, der ikke havde læst Geographie, som vi have læst den; men det kan nu ogsaa være det Samme!
Solen Træ var et prægtigt Træ, som vi aldrig have seet det, og Du heller aldrig vil faae det at see; Kronen strakte sig flere Mile rundt om, den var egenlig en heel Skov, hver af dens mindste Grene var igjen et heelt Træ, der var Palme, Bøg, Pinie, Platan, ja alle de Slags Træer, som findes rundt om i Verden, skøde her frem som Smaagrene paa de store Grene, og disse selv med deres Bugter og Knuder gjorde ligesom Dale og Høie, de vare beklædte med et fløielsblødt Grønt, der mylrede af Blomster; hver Green var som en udstrakt blomstrende Eng eller den yndigste Have; Solen skinnede herned med velsignede Straaler, det var jo Solens Træ, og Fuglene fra alle Verdens Kanter samlede sig her, Fuglene fra det fjerne Amerikas Urskove, fra Damaskus's Rosenhaver, fra det indre Afrikas Skovørken, hvor Elephanten og Løven bilde sig ind, at de alene regjere; Polarfuglene kom og Storken og Svalen kom naturligviis ogsaa; men Fuglene vare ikke de eneste levende Skabninger, som kom her, Hjorten, Egernet, Antilopen og hundrede andre Dyr med Flugt og Deilighed vare her hjemme; en stor duftende Have var jo Træets Krone og inde i den, hvor de allerstørste Grene strakte sig som grønne Høider, laae et Slot af Krystal med Udsigt til alle Verdens Lande; hvert Taarn løftede sig som en Lilie, man kunde gaae op igjennem Stilken, for der var Trappe indeni, saa kan Du jo nok forstaae det, man kunde træde ud paa Bladene, det var Balconer, og øverst i Blomsten selv var den deiligste, straalende Rundsal, der ikke havde andet Tag end den blaae Himmel med Sol eller Stjerner; ligesaa herligt, paa en anden Viis, var der nede i Slottets udstrakte Sale, her i Væggene afspeilede sig den hele Verden rundt om; man kunde see Alt hvad der skete, saa at man ikke behøvede at læse Aviser, og dem havde de heller ikke her. Alt var at see i levende Billeder, kunde man kun være over at see det, eller gad være over det; thi formeget er formeget, selv for den viseste Mand, og her boede den viseste Mand. Hans Navn er saa svært at udtale, Du kan ikke udtale det, og saa kan det ogsaa være det Samme. Han vidste Alt, hvad et Menneske kan vide og vil komme til at vide paa denne Jord; hver Opfindelse, der var gjort og vilde blive gjort, men heller ikke Mere, for der er Grændse for Alt. Den vise Kong Salomon var kun halv saa klog, og han var dog meget klog; han herskede over Naturkræfterne, over mægtige Aander, ja døden selv maatte hver Morgen bringe ham Bud og Liste over hvem, der den Dag skulde døe, men Kong Salomon selv maatte ogsaa døe, og det var den Tanke, som tidt forunderligt levende opfyldte Granskeren, den mægtige Herre paa Slottet i Solens Træ. Ogsaa han, i hvor høit han i Viisdom stod over Menneskene, skulde engang døe, vidste han, hans Børn skulde døe; som Skovens Løv vilde de henfalde og blive Støv. Menneskeslægten saae han henveire som Bladene paa Træet og nye kom istedet, men Bladene, som faldt, voxte aldrig frem igjen, de gik over i Støv, i andre Plantedele. Hvad skete med Menneskene, naar Dødens Engel kom? Hvad var det at døe? Legemet gik i Opløsning og Sjælen — ja hvad var den? Hvad blev den? Hvorhen gik den? “Til det evige Liv,” sagde Religionens Trøst; men hvorledes var Overgangen? Hvor levede man og hvorledes? “I Himlen deroppe!” sagde de Fromme, “derop gaae vi!” — “Derop!” gjentog den Vise og saae mod Sol og Stjerner. “Derop!” og han saae fra Jordens runde Kugle, at Oppe og Nede var Eet og det Samme, eftersom man stod paa den svævende Kugle; og steg han op saa høit Jordens høieste Bjerge løftede deres Top, da blev den Luft, vi nede kalde klar og gjennemsigtig, “den rene Himmel,” et kulsort Mørke, stramt som et Klæde, og Solen var at see gloende uden Straaler, vor Jord laae svøbt i en Orange-Taage. Begrændset var det for Legemets Øie, tillukt for Sjælens med, hvor ringe var vor Viden, selv den Viseste vidste kun lidt af det Vigtigste for os.
I Slottets Lønkammer laae den største Jordens Skat: “Sandhedens Bog.” Blad for Blad læste han i den. Det var en Bog, hvori ethvert Menneske mægter at læse, men kun stykkeviis, Skriften zittrer for mangt et Øie, saa at det ikke formaaer at stave Ordene; paa enkelte Blade bliver ofte Skriften saa bleg, saa forsvindende, at der kun sees et tomt Blad; jo visere man er, desmeer kan man læse, og den Viseste læser det allermeeste; han vidste dertil at samle Stjernelyset, Sollyset, skjulte Kræfters Lys og Aandens Lys, ved dette forstærkede Skin paa Bladene kom for ham endnu mere af Skriften frem, men ved det Afsnit i Bogen, hvis Overskrift er: “Livet efter Døden,” der blev ikke saameget som en Tøddel at see. Det gjorde ham bedrøvet; — skulde han ikke mægte her paa denne Jord at finde et Lys, hvorved det synliggjordes ham, hvad her stod i Sandhedens Bog.
Som den vise Kong Salomon forstod han Dyrenes Sprog, han hørte deres Sang og Tale, men derved blev han ikke klogere herpaa; han udfandt Kræfterne i Planter og Metaller, Kræfter til at fjerne Sygdommen, fjerne Døden, men ikke tilintetgjøre den. I Alt hvad skabt var, og som han kunde naae, søgte han at finde Lyset, der mægtede at bestraale Forvisningen om et evigt Liv, men han fandt det ikke, Sandhedens Bog laae for ham, som med ubeskrevne Blade. Christendommen viste ham i Bibelen Fortrøstningens Ord som et evigt Liv, men han vilde læse det i sin Bog, og i den saae han Intet.
Fem Børn havde han, fire Sønner, oplærte, som den viseste Fader kan oplære sine Børn, og een Datter, smuk, blid og klog, men blind, dog det syntes ikke at være hende et Savn; Fader og Brødre vare Øine for hende, og Inderligheden var hende Syn for Sagn.
Aldrig havde Sønnerne været længer fra Slottets Sale, end Træets Grene strakte sig, Søsteren endnu mindre, de vare lykkelige Børn i Barndommens Hjem, i Barndommens Land, i det deilige, duftende Solens Træ. Som alle Børn holdt de meget af at høre fortælle, og Faderen fortalte dem Meget, som andre Børn ikke vilde have forstaaet, men disse vare nu ogsaa ligesaa kloge, som hos os de fleste gamle Mennesker, han forklarede dem, hvad de saae i levende Billeder fra Slottets Vægge, Menneskenes Dont og Begivenhedernes Gang i alle Jordens Lande, og tidt ønskede Sønnerne at være med derude og tage Deel i al den Stordaad, og Faderen sagde dem da, at det var tungt og bitterligt i Verden, den var ikke ganske, som de saae den fra deres deilige Barneverden. Han talte til dem om det Skjønne, Sande og Gode, sagde, at de tre Ting holdt Verden sammen, og under det Tryk, disse led, blev til en Ædelsteen, klarere end Diamantens Vand; dens Glands havde Værd for Gud, den overstraalede Alt og var egenlig den, man kalder “de Vises Steen.” Han sagde dem, at ligesom man gjennem det Skabte kom til Vished om Gud, saaledes kom man gjennem Menneskene selv til Vished om, at en saadan Ædelsteen fandtes; Mere kunde han ikke sige om den, Mere vidste han ikke. Den Fortælling vilde nu for andre Børn have været svær at forstaae, men disse forstode den, og siden komme nok de Andre med.
De spurgte Faderen om det Skjønne, Sande og Gode, og han forklarede dem det, sagde dem saa Meget, sagde ogsaa, at da Gud skabte Menneskene af Jord, gav han sin Skabning fem Kys, Ild-Kys, Hjerte-Kys, inderlige Vor Herres Kys, og dem er det, vi nu kalde de fem Sandser; ved dem bliver det Skjønne, Sande og Gode seet, fornummet og forstaaet, ved dem bliver det skattet, beskjermet og fremmet; fem Sandse-Evner ere givne indad og udad, Rod og Top, Legeme og Sjæl.
Det tænkte de Børn nu meget over, det var i deres Tanke Nat og Dag; da drømte den ældste af Brødrene en deilig Drøm, og underlig ...
|
|
|
