ANDERSEN HANS CHRISTIAN

Title:VOR GAMLE SKOLEMESTER
Subject:FICTION Scarica il testo


Vor gamle skolemester
af Hans Christian Andersen

---Vor gamle skolemester var så klog, vidste så meget, især geografi og historie; disse vidste han at gøre så nemt for os børn at lære. Skolemesters have var anlagt som et helt Danmarks landkort; her stod urter og blomster, som de bedst hører hjemme i landets dele. “Hent mig ærter!” sagde han, og så gik vi til det bed der forestillede Lolland. “Hent mig boghvede!” så gik vi til det bed som viste Fyn. Skovmærker plukkede vi på Langeland og den dejlige blå ensian vidste vi var at finde oppe ved Skagen. Byerne var også stillet op, men som postamenter. Her stod St. Knud med lindormen, det betød Odense; Absalon med bispestav betød Sorø; det lille fartøj med årer var mærke for, her ligger Århus; vi lærte således meget godt Danmarks geografi. Historie, ihvor vidt udstrakt den end er, fik vi den dog nemt og til at beholde.

Personer og begivenheder kommer altid igen, sagde skolemester, der kan ligge hundrede år imellem, mange hundrede år, men så har man syn af de samme personer, kun i en anden kjole, i en anden tid. Menneskene ligner hinanden indeni, gennem alle tider, ligesom dyrene hver i sin art er i samme kulør og kjolesnit fra verdens skabelse og til vore dage.

Og så fortalte skolemester den tusindårige historie om bonden og hans søn, der ville til staden for at sælge deres æsel; først red den gamle og lod drengen gå, så sagde folk, dér rider han og lader det stakkels barn gå; så lod han drengen sætte sig op og gik selv; da sagde folk, hvor det er tåbeligt at lade den dreng som har unge ben at gå på, ride og den gamle mand går; så satte de sig begge op på æselet, men så sagde folk, hvor det dog er syndigt at det stakkels dyr skal slæbe på dem begge to, da steg fader og søn af, gik og trak æselet, da lo folk og sagde, hvilke narre at de går, når de har et æsel at ride på. “Det er ikke muligt at gøre folk tilfreds!” sagde den gamle, hvorledes man endogså bærer sig ad, har de altid noget at kævle over; det fortalte den indiske Bramin Bidpai for over tusind år siden, det passer endnu, og vil passe i alle tider!

Skolemester fortalte om Vilhelm Tell, der måtte skyde et æble af sin søns hoved, men før han afskød pilen, gemte han på sit bryst en anden pil til at skyde i brystet på den onde Gesler der kunne forlange en så farlig gerning af en fader. Det var i Schweiz det skete, men mange år forud var sket lige det selvsamme i Danmark, med Palnatoke, han måtte også skyde et æble af sin søns hoved og gemte på sit bryst en anden pil for at hævne sig. Og mere end tusind år endnu længere tilbage, blev nedskrevet den samme historie som hændt i Ægypten. En historie og dog tre, det samme kommer igen. Hvad mærkeligt der sker i vor levetid, vil ske igen om hundrede år, om tusinde år, det gamle bliver nyt, kommer igen, men på et andet sted, i et andet folk, i andre skikkelser og dog det samme. Gem det ene og husk det andet, så kan du din verdens historie.

Du husker, sagde skolemester, parablen om den rige mand der tog den fattige mands eneste lam, den blev nu fremsat for kong David, og pegede på ham, senere på andre og i fremtiden på ny. Det er som en hjælpetråd for hukommelsen til at trække flere begivenheder på, forskellige og dog de samme. Man ser sig i stand til at digte frem i tiden; det gjorde jeg forleden, jeg tænkte på den bibelske Samson som har været og på den poetiske Samson der kan komme, tage byens porte på sine skuldre, brydes med løven og bringe honningen, slå filisterne med deres eget kæbeben. Men så kommer tidens Dalila, frøken Modesmag, dårer ham, fanger ham, klipper bort hans styrke, stikker hans øjne ud, og så må han i trædemølle, hånes af filisterne, knuse dem og sig selv. –

Man siger at fremtids musik er kedelig, fremtids historier, er det måske endnu mere, ja, børn, så vil jeg ikke fortælle jer flere – i dag! – Og så fik vi lov den dag og det skal du nu også have kære læser! det beror på dig om det skal – fortsættes.

---* * *

...