ANDERSEN HANS CHRISTIAN

Title:UNDER PILETRÆET
Subject:FICTION Scarica il testo


Under piletræet
af Hans Christian Andersen

---Egnen er meget nøgen nede ved Køge; byen ligger jo rigtignok ved stranden, og det er altid kønt, men der kunne dog være kønnere, end der er: rundt om flad mark, og langt er der til skoven; men når man er rigtig hjemme et sted, så finder man dog noget kønt, noget, man på det dejligste sted i verden siden kan længes efter! Og det må vi også sige, at i udkanten af Køge, hvor et par små fattige haver strækker sig ned til den lille å, som løber ud i stranden, kunne der være ganske yndigt ved sommertid, og det fandt især de to små nabobørn, Knud og Johanne, som legede her og krøb under stikkelsbærbuskene ind til hinanden. I den ene have stod en hyld, i den anden et gammelt piletræ, og under det især legede de børn så gerne, og dertil havde de lov, skønt træet stod lige tæt ved åen, hvor de let kunne falde i vandet, men Vorherre har øje på de små, ellers så det slemt ud; de var også meget forsigtige, ja, drengen var en sådan kujon for vandet, at det var ikke muligt ved sommertid at få ham ud i stranden, hvor dog de andre børn så gerne ville gå at pjaske; han blev skammet ud for det, og det måtte han tåle; men så drømte naboens lille Johanne, at hun sejlede i en båd på Køge Bugt og Knud gik lige ud til hende, vandet nåede ham først til halsen og så gik det ham helt over hovedet; og fra det øjeblik af, at Knud hørte den drøm, tålte han ikke længere, at man kaldte ham en kujon for vandet, men henviste bare til Johannes drøm; den var hans stolthed; men i vandet gik han ikke.

De fattige forældre kom jævnlig sammen, og Knud og Johanne legede i haverne og på landevejen, som langs med grøfterne havde en hel række piletræer, og de var ikke kønne, de var så forhuggede i kronen, men de stod jo heller ikke til stads, men for at gøre nytte; dejligere var den gamle pil i haven, og under den sad de mangen god gang, som man siger.

Inde i Køge er der et stort torv, og ved markedstid stod der hele gader af telte med silkebånd, støvler og alt muligt; der var en trængsel og sædvanligvis regnvejr, og da mærkede man dunsten af bondekofter, men også den dejligste lugt af honningkager, der var en hel bod fuld, og hvad der var det prægtigste: Manden, som solgte dem, indlogerede sig altid i markedstiden hos den lille Knuds forældre, og så vankede der naturligvis en lille honningkage, hvoraf Johanne også fik sit stykke, men hvad der næsten var endnu meget mere, honningkagehandleren vidste at fortælle historier, og det næsten om enhver ting, selv om sine honningkager; ja om disse fortalte han en aften en historie, som gjorde et så dybt indtryk på de to børn, at de aldrig siden glemte den, og så er det vel bedst, vi også hører den, især da den er kort.

“Der lå på disken to honningkager,” sagde han, “den ene havde skikkelse af et mandfolk med hat, den anden som en jomfru uden hat, men med en klat bogguld på hovedet; de havde ansigt på den side, som vendte opad, og der skulle man se dem og ikke på vrangen, der skal man aldrig se noget menneske. Mandfolket havde en bittermandel til venstre, det var hans hjerte, jomfruen var derimod bare honningkage. De lå som prøver på disken, de lå længe og så elskede de hinanden, men den ene sagde det ikke til den anden, og det må man, når det skal blive til noget.

‘Han er et mandfolk, han må sige det første ord,’ tænkte hun, men ville dog være fornøjet med at vide, at hendes kærlighed blev gengældt.

Han var nu mere glubende i sine tanker, og det er altid mandfolkene; han drømte, han var en levende gadedreng og ejede fire skilling, og så købte han jomfruen og åd hende.

Og de lå dage og uger på disken og blev tørre, og hendes tanker blev finere og mere kvindelige: ‘det er mig nok, at jeg har ligget på disk med ham!’ tænkte hun, og så knækkede hun i livet.

‘Havde hun vidst min kærlighed, så havde hun nok holdt noget længere!’ tænkte han.

Og det er historien og her er de begge to”! sagde kagehandleren. “De er mærkelige ved deres levnedsløb og den stumme kærlighed, der aldrig fører til noget. Se der har I dem!” og så gav han Johanne mandfolket, som var hel, og Knud fik den knækkede jomfru; men de var så betaget af historien, at de ikke nænnede at spise kærestefolkene.

Næste dag gik de med dem ind på Køge kirkegård, hvor kirkemuren er overgroet med det dejligste vedbendgrønt, der vinter og sommer hænger som et rigt tæppe over muren; og de stillede honningkagerne op i det grønne i solskinnet og fortalte for en flok andre børn historien om den stumme kærlighed, som ikke duede til noget, det vil sige kærligheden, for historien var yndig, det fandt de allesammen, og da de så hen på honningparret, ja, så var der en stor dreng, der — og det var af ondskab — havde spist den knækkede jomfru, børnene græd derover, og siden, — og det var vistnok for at det stakkels mandfolk ikke skulle være ene i verden, — så spiste de ham med, men aldrig glemte de historien.

Altid var de børn sammen ved hyldebusken og under piletræet, og den lille pige sang med sølvklokkeklar stemme de yndigste sange; i Knud var der ikke tone skabt, men han kunne ordene og det er altid noget. — Folk i Køge, selv isenkræmmermadammen, stod stille og hørte på Johanne. “Det er en sød røst den lille unge har!” sagde hun.

Det var velsignede dage, men de varer ikke ved altid. Naboerne skiltes ad; den lille piges moder var død, faderen skulle giftes inde i København og der kunne han få en levevej; han skulle være bud et sted, det skulle være et meget indbringende embede. Og naboerne skiltes ad med tårer, og børnene især græd; men de gamle lovede at skrive hinanden til i det mindste én gang om året. Og Knud kom i skomagerlære, de kunne jo ikke lade den lange dreng længere gå og drive. Og så blev han konfirmeret!

Oh hvor gerne ville han på den højtidsdag have kommet til København og set lille Johanne, men han kom ikke og aldrig havde han været der, skønt den kun ligger fem mil fra Køge; men tårnene havde Knud set over bugten i klart vejr, og på konfirmationsdagen så han tydeligt det gyldne kors skinne på Frue Kirke.

Ak hvor tænkte på Johanne! mon hun huskede ham? Jo! — Ved juletid kom der brev fra hendes fader til Knuds Forældre, det gik meget godt i København, og en stor lykke ville blive tildelt Johanne ved hendes kønne stemme; hun var ansat ved komedien, den de sang i; og lidt penge fik hun allerede derfor og af disse sendte hun de kære nabofolk i Køge en hel rigsdaler til fornøjelse juleaften; de skulle drikke hendes skål, og det havde hun selv med egen hånd tilføjet i en efterskrift, og i den stod: “venlig hilsen til Knud!”

De græd allesammen, og det var jo dog så fornøjeligt det hele, men det var af glæde de græd. Hver dag havde Johanne været i hans tanker, og nu så han, at hun også tænkte på ham, og alt, som det nærmede sig, at han skulle blive svend, des klarere stod det for ham, at han holdt så meget af Johanne og at hun skulle blive hans lille kone, og så spillede der ham et smil om munden og han trak endnu raskere i rispen, mens benet spændte mod spandremmen; han stak sylen helt ind i den ene finger, men det gjorde ikke noget. Han skulle rigtignok ikke være stum, som de to honningkager, den historie var ham meget til lærdom.

Og så blev han svend og ranslen snøret. Til København skulle han da endelig for første gang i sit liv og han havde allerede der en mester. Nå, hvor Johanne ville blive overrasket og glad. Hun var nu sytten år og han var nitten.

Han ville allerede købe i Køge en guldring til hende, men så betænkte han, at man vist fik dem langt kønnere i København; og så blev der taget afsked med de gamle, og rask i efterårstiden gik han på sin fod i regn og rusk; bladene faldt af træerne; våd til skindet kom han til det store København og til sin nye mester.

Førstkommende søndag ville han aflægge besøget hos Johannes fader. de nye svendeklæder kom på, og den nye hat fra Køge, den klædte Knud så godt, før havde han altid kun gået med kasket. — Og han fandt huset, som han søgte, ...