 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:PARADISETS HAVE
Subject:FICTION
Paradisets have
af
Hans Christian Andersen
---Der var en kongesøn, ingen havde så mange og så smukke bøger som han; alt hvad der var sket i denne verden kunne han læse sig til og se afbildet i prægtige billeder. Hvert folk og hvert land kunne han få besked om, men hvor Paradisets have var at finde, derom stod der ikke et ord; og den, just den var det, han tænkte mest på.
Hans bedstemoder havde fortalt ham, da han endnu var ganske lille, men skulle begynde sin skolegang, at hver blomst i Paradisets have var den sødeste kage, støvtrådene den fineste vin; på en stod historie, på en anden geografi eller tabeller, man behøvede kun at spise kage, så kunne man sin lektie; jo mere man spiste, des mere fik man ind af historie, geografi og tabeller.
Det troede han dengang; men alt, som han blev en større dreng, lærte mere og blev langt klogere, begreb han nok, at der måtte være en langt anderledes dejlighed i Paradisets have.
“Oh, hvorfor brød dog Eva af Kundskabens træ! hvorfor spiste Adam af den forbudne frugt! det skulle have været mig, da var det ikke sket! aldrig skulle synden være kommen ind i verden!”
Det sagde han dengang, og det sagde han endnu, da han var sytten år! Paradisets have fyldte hele hans tanke.
En dag gik han i skoven; han gik alene, for det var hans største fornøjelse.
Aftnen faldt på, skyerne trak sammen, det blev et regnvejr, som om hele himlen var en eneste sluse, hvorfra vandet styrtede; der var så mørkt, som det ellers er om natten i den dybeste brønd. Snart gled han i det våde græs, snart faldt han over de nøgne sten, der ragede frem fra klippegrunden. Alt drev af vand, der blev ikke en tør tråd på den stakkels prins. Han måtte kravle op over store stenblokke, hvor vandet sivede ud af det høje mos. Han var ved at segne om; da hørte han en forunderlig susen, og foran sig så han en stor, oplyst hule. Midt inde brændte en ild, så man kunne stege en hjort derved, og det blev der også; den prægtigste hjort, med sine høje takker, var stukket på spid og drejedes langsomt rundt mellem to omhuggede grantræer. En gammelagtig kone, høj og stærk, som var hun et udklædt mandfolk, sad ved ilden, og kastede det ene stykke brænde til efter det andet.
“Kom du kun nærmere!” sagde hun, “sæt dig ved ilden at du kan få dine klæder tørret!”
“Her er en slem træk!” sagde prinsen og satte sig på gulvet.
“Det bliver værre endnu, når mine sønner kommer hjem!” svarede konen. “Du er her i vindenes hule, mine sønner er verdens de fire vinde, kan du forstå det?”
“Hvor er dine sønner?” spurgte prinsen.
“Ja, det er ikke godt at svare, når man spørger dumt,” sagde konen. “Mine sønner er på egen hånd, de spiller langbold med skyerne deroppe i storstuen!” og så pegede hun op i vejret.
“Nå så!” sagde prinsen. “I taler ellers noget hårdt og er ikke så mild, som de fruentimmer, jeg ellers ser omkring mig!”
“Ja, de har nok ikke andet at gøre! Jeg må være hård, skal jeg holde mine drenge i ave! men det kan jeg, skønt de har stive nakker! ser du de fire sække, der hænger på væggen; dem er de ligeså bange for, som du har været det for riset bag spejlet. Jeg kan bukke drengene sammen, skal jeg sige dig, og så kommer de i posen; dér gør vi ingen omstændigheder! dér sidder de og kommer ikke ud at føjte, før jeg finder for godt. Men der har vi den ene!”
Det var Nordenvinden, som trådte ind med en isnende kulde, store hagl hoppede hen ad gulvet, og snefnuggene fygede rundt om. Han var klædt i bjørneskindsbukser og trøje; en hætte af sælhundeskind gik ned over ørene; lange istapper hang ham ved skægget, og det ene hagl efter det andet gled ham ned fra trøjekraven.
“Gå ikke straks til ilden!” sagde prinsen. “De kan så let få frost i ansigtet og hænderne!”
“Frost!” sagde Nordenvinden og lo ganske højt. “Frost! det er just min største fornøjelse! Hvad er ellers du for et skrinkelben! Hvor kommer du i vindenes hule!”
“Han er min gæst!” sagde den gamle, “og er du ikke fornøjet med den forklaring, så kan du komme i posen! — Nu kender du min dømmekraft!”
Se det hjalp, og Nordenvinden fortalte hvorfra han kom, og hvor han nu havde været næsten en hel måned.
“Fra Polarhavet kommer jeg,” sagde han, “jeg har været på ‘Beeren-Eiland’ med de russiske hvalrosfangere. Jeg sad og sov på roret, da de sejlede ud fra Nordkap! når jeg imellem vågnede lidt, fløj stormfuglen mig om benene! det er en løjerlig fugl, den gør et rask slag med vingerne og så holder den dem ubevægelig udstrakt og har da fart nok.”
“Gør det bare ikke så vidtløftigt!” sagde vindenes moder. “Og så kom du da til Beeren-Eiland!”
“Der er dejligt! det er et gulv til at danse på, fladt, som en tallerken! halvtøet sne med lidt mos, skarpe sten og benrade af hvalrosser og isbjørne lå der, de så ud som kæmpers arme og ben, med muggen grønhed. Man skulle tro, at solen aldrig havde lyst på dem. Jeg pustede lidt til tågen for at man kunne se skuret: det var et hus, rejst af vrag og betrukket med hvalroshud; kødsiden vendte ud, den var fuld af rødt og grønt; på taget sad en levende isbjørn og brummede. Jeg gik til stranden, så på fuglerederne, så på de nøgne unger, der skreg og gabede; da blæste jeg ned i de tusinde struber, og de lærte at lukke munden. Nederst væltede sig hvalrosserne, som levende indvolde eller kæmpemaddiker med svinehoveder og alenlange tænder!” —
“Du fortæller godt, min dreng!” sagde moderen. “Jeg får vandet i munden ved at høre på dig!”
“Så gik det på fangst! Harpunen blev sat i hvalrossens bryst, så den dampende blodstråle stod som et springvand over isen. Da tænkte jeg også på mit spil! jeg blæste op, lod mine sejlere, de klippehøje isfjelde, klemme bådene inde; huj hvor man peb, og hvor man skreg, men jeg peb højere! de døde hvalkroppe, kister og tovværk måtte de pakke ud på isen! jeg rystede snefnuggene om dem og lod dem i de indeklemte fartøjer drive syd på med fangsten, for der at smage saltvand. De kommer aldrig mere til Beeren-Eiland!”
“Så har du jo gjort ondt!” sagde vindenes moder.
“Hvad godt jeg har gjort, kan de andre fortælle!” sagde han, “men der har vi min broder fra vesten, ham kan jeg bedst lide af dem alle sammen, han smager af søen og har en velsignet kulde med sig!”
“Er det den lille Zefyr?” spurgte prinsen.
“Ja vist er det Zefyr!” sagde den gamle, “men han er ikke så lille endda. I gamle dage var han en smuk dreng, men nu er det forbi!”
Han så ud som en vildmand, men han havde en faldhat på for ikke at komme til skade. I hånden holdt han en mahognikølle, hugget i de amerikanske mahogniskove. Mindre kunne det ikke være!
“Hvor kommer du fra?” spurgte hans moder.
“Fra skovørknerne!” sagde han, “hvor de tornede lianer gør et gærde mellem hvert træ, hvor vandslangen ligger i det våde græs, og menneskene synes unødvendige!”
“Hvad bestilte du der?”
“Jeg så på den dybe flod, så hvor den styrtede fra klippen, blev støv og fløj mod skyerne, for at bære regnbuen. Jeg så den vilde bøffel svømme i floden, men strømmen rev ham med sig; han drev med vildændernes flok, der fløj i vejret, hvor vandet styrtede; bøffelen måtte ned, det syntes jeg om, og blæste storm, så de urgamle træer sejlede og blev til spåner.”
“Og andet har du ikke bestilt?” spurgte den gamle.
“Jeg har slået kolbøtter i savannerne, jeg har klappet de vilde heste og rystet kokosnødder! jo, jo, jeg har historier at fortælle! men man skal ikke sige alt, hvad man ved. Det kender du nok, du gamle!” og så kyssede han sin moder, så hun nær var gået bag over; han var rigtig nok en vild dreng.
Nu kom Søndenvinden med turban og flyvende beduinkappe.
“Her er dygtigt koldt herinde!” sagde han, og kastede brænde til ilden, “man kan mærke, at Nordenvinden er kommen først!”
“Her er så hedt at man kan stege en isbjørn!” sagde Nordenvinden.
“Du er selv en isbjørn!” svarede Søndenvinden.
“Vil I puttes i posen!” spurgte den gamle, — “Sæt dig på stenen der og fortæl, hvor du har været.”
“I Afrika, min moder!” svarede han. “Jeg var med hottentotterne på løvejagt i kaffernes land! hvilket græs der gror ...
|
|
|
