| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:NATTERGALEN
This text will be replaced
Subject:FICTION
Nattergalen
af Hans Christian Andersen
---I Kina ved du jo nok er kejseren en kineser, og alle de han har om sig er kinesere. det er nu mange år siden, men just derfor er det værd at høre historien, før man glemmer den! Kejserens slot var det prægtigste i verden, ganske og aldeles af fint porcelæn, så kostbart, men så skørt, så vanskeligt at røre ved, at man måtte ordentlig tage sig i agt. I haven så man de forunderligste blomster, og ved de allerprægtigste var der bundet sølvklokker, der klingede, for at man ikke skulle gå forbi uden at bemærke blomsten. Ja, alting var så udspekuleret i kejserens have, og den strakte sig så langt, at gartneren selv ikke vidste enden på den; blev man ved at gå, kom man i den dejligste skov med høje træer og dybe søer. Skoven gik lige ned til havet, der var blåt og dybt; store skibe kunne sejle lige ind under grenene, og i disse boede der en nattergal, der sang så velsignet, at selv den fattige fisker, der havde så meget andet at passe, lå stille og lyttede, når han om natten var ude at trække fiskegarnet op og da hørte nattergalen. “Herre Gud, hvor det er kønt!” sagde han, men så måtte han passe sine ting og glemte fuglen; dog næste nat når den igen sang, og fiskeren kom derud, sagde han det samme: “Herre Gud! hvor det dog er kønt!”
Fra alle verdens lande kom der rejsende til kejserens stad, og de beundrede den, slottet og haven, men når de fik nattergalen at høre, sagde de allesammen: “Den er dog det bedste!”
Og de rejsende fortalte derom, når de kom hjem, og de lærde skrev mange bøger om byen, slottet og haven, men nattergalen glemte de ikke, den blev sat allerøverst; og de, som kunne digte, skrev de dejligste digte, allesammen om nattergalen i skoven ved den dybe sø.
De bøger kom verden rundt, og nogle kom da også engang til kejseren. Han sad i sin guldstol, læste og læste, hvert øjeblik nikkede han med hovedet, thi det fornøjede ham at høre de prægtige beskrivelser over byen, slottet og haven. “Men nattergalen er dog det allerbedste!” stod der skrevet.
“Hvad for noget!” sagde kejseren, “nattergalen! den kender jeg jo slet ikke! er her sådan en fugl i mit kejserdømme, ovenikøbet i min have! det har jeg aldrig hørt! sådant noget skal man læse sig til!”
Og så kaldte han på sin kavaler, der var så fornem, at når nogen, der var ringere end han, vovede at tale til ham, eller spørge om noget, så svarede han ikke andet, end “P!” og det har ikke noget at betyde.
“Her skal jo være en højst mærkværdig fugl, som kaldes nattergal!” sagde kejseren, “man siger at den er det allerbedste i mit store rige! hvorfor har man aldrig sagt mig noget om den!”
“Jeg har aldrig før hørt den nævne!” sagde kavaleren, “den er aldrig blevet præsenteret ved hoffet!” –
“Jeg vil at den skal komme her i aften og synge for mig!” sagde kejseren. “Der ved hele verden hvad jeg har, og jeg ved det ikke!”
“Jeg har aldrig før hørt den nævne!” sagde kavaleren, “jeg skal søge den, jeg skal finde den!” –
Men hvor var den at finde; kavaleren løb op og ned af alle trapper, gennem sale og gange, ingen af alle dem, han traf på, havde hørt tale om nattergalen, og kavaleren løb igen til kejseren og sagde, at det vist måtte være en fabel af dem, der skrev bøger. “Deres kejserlige majestæt skal ikke tro hvad der skrives! det er opfindelser og noget, som kaldes den sorte kunst!”
“Men den bog, hvori jeg har læst det,” sagde kejseren, “er sendt mig fra den stormægtige kejser af Japan, og så kan det ikke være usandhed. Jeg vil høre nattergalen! den skal være her i aften! den har min højeste nåde! og kommer den ikke, da skal hele hoffet dunkes på maven, når det har spist aftensmad.”
“Tsing-pe!” sagde kavaleren, og løb igen op og ned af alle trapper, gennem alle sale og gange; og det halve hof løb med, for de vilde ikke gerne dunkes på maven. Der var en spørgen efter den mærkelige nattergal, som hele verden kendte, men ingen ved hoffet.
Endelig traf de en lille, fattig pige i køkkenet, hun sagde: “Oh Gud, nattergalen! den kender jeg godt! ja, hvor den kan synge! hver aften har jeg lov til at bringe lidt af levningerne fra bordet hjem til min stakkels syge moder, hun bor nede ved stranden, og når jeg så går tilbage, er træt og hviler i skoven, så hører jeg nattergalen synge! jeg får vandet i øjnene derved, det er ligesom om min moder kyssede mig!”
“Lille kokkepige!” sagde kavaleren, “jeg skal skaffe hende fast ansættelse i køkkenet og lov til at se kejseren spise, dersom hun kan føre os til nattergalen, for den er tilsagt til i aften!” –
Og så drog de allesammen ud i skoven, hvor nattergalen plejede at synge; det halve hof var med. som de allerbedst gik, begyndte en ko at brøle.
“Oh!” sagde hofjunkerne, “nu har vi den! det er dog en mærkelig kraft i et sådant lille dyr! jeg har ganske bestemt hørt den før!”
“Nej, det er køerne, som brøler!” sagde den lille kokkepige, “vi er endnu langt fra stedet!”
Frøerne kvækkede nu i kæret.
“Dejligt!” sagde den kinesiske slotsprovst, “nu hører jeg hende, det er ligesom små kirkeklokker!”
“Nej, det er frøerne!” sagde den lille kokkepige. “Men nu tænker jeg snart vi hører den!”
Så begyndte nattergalen at synge.
“Den er det,” sagde den lille pige, “hør! hør! og der sidder den!” og så pegede hun på en lille, grå fugl oppe i grenene.
“Er det muligt!” sagde kavaleren, “således havde jeg nu aldrig tænkt mig den! hvor den ser simpel ud! den har vist mistet kulør over at se så mange fornemme mennesker hos sig!”
“Lille nattergal!” råbte den lille kokkepige ganske højt, “vor nådige kejser vil så gerne, at de skal synge for ham!”
“Med største fornøjelse!” sagde nattergalen og sang, så at det var en lyst.
“Det er ligesom glasklokker!” sagde kavaleren, “og se den lille strube, hvor den bruger sig! det er mærkværdigt vi aldrig har hørt den før! den vil gøre en stor succes ved hoffet!”
“Skal jeg synge endnu en gang for kejseren?” spurgte nattergalen, der troede at kejseren var med.
“Min fortræffelige lille nattergal!” sagde kavaleren, “jeg har den store glæde at skulle tilsige dem til en hoffest i aften, hvor de vil fortrylle han høje kejserlige nåde med deres charmante sang!”
“Den tager sig bedst ud i det grønne!” sagde nattergalen, men den fulgte dog gerne med, da den hørte, at kejseren ønskede det.
På slottet var der ordentligt pudset op! Vægge og gulv, der var af porcelæn, skinnede ved mange tusinde guldlamper! de dejligste blomster, som ret kunne klinge, vare stillede op i gangene; der var en løben og en trækvind, men så klang just alle klokkerne, man kunne ikke høre ørelyd.
Midt inde i den store sal, hvor kejseren sad, var der stillet en guldpind, og på den skulle nattergalen sidde; hele hoffet var der, og den lille kokkepige havde fået lov til at stå bag ved døren, da hun nu havde titel af virkelig kokkepige. Alle var de i deres største pynt, og alle så de på den lille grå fugl, som kejseren nikkede til.
Og nattergalen sang så dejligt, at kejseren fik tårer i øjnene, tårerne trillede ham ned over kinderne, og da sang nattergalen endnu smukkere, det gik ret til hjertet; og kejseren var så glad, og han sagde, at nattergalen skulle have hans guldtøffel at bære om halsen. Men nattergalen takkede, den havde allerede fået belønning nok.
“Jeg har set tårer i øjnene på kejseren, det er mig den rigeste skat! en kejsers tårer har en forunderlig Magt! Gud ved, jeg er nok belønnet!” og så sang den igen med sin søde, velsignede stemme.
“Det er det elskeligste koketteri jeg kender!” sagde damerne rundtom, og så toge de vand i munden for at klukke, når nogen talte til dem: de troede da også at være nattergaler; ja lakajerne og kammerpigerne lod melde, at også de vare tilfredse, og det vil sige meget, thi de er de allervanskeligste at gøre tilpas. Jo, nattergalen gjorde rigtignok lykke!
Den skulle nu blive ved hoffet, have sit eget bur, samt frihed til at spadsere ud to gange om dagen og en gang om natten. Den fik tolv tjenere med, alle havde de et silkebånd om benet på den og holdt godt fast. Der var slet ingen fornøjelse ved den tur.
Hele byen talte om den mærkværdige fugl, ...
|
|
