 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:LYKKENS KALOSKER
Subject:FICTION
H. C. Andersen: Eventyr 21: Lykkens Kalosker. (Ældste form, 1838)
---Et Eventyr.
I. En Begyndelse
Enhver Forfatter har i sin Skrive- og Fremstillingsmaade noget Særegent; de som ikke ynde ham pege strax paa dette, trække paa Skuldrene og sige: "Der har vi ham igjen!" Jeg veed meget godt, hvorledes jeg kan bevirke denne Bevægelse og Yttring, det vil skee strax, naar jeg her begynder, som jeg har tænkt paa at ville det, nemlig: Rom.har sin Corso, Neapel sin Toledo, - see der have vi Andersen igjen, sige de, men jeg maa alligevel blive ved - Kjøbenhavn har sin Østergade. Paa denne ville vi blive. Indenfor i et af Husene ikke langt fra Kongens Nytorv var indbudt et Selskab, et meget stort Selskab, for, som mange gjøre det, at erholde Abonnements Billetter paa de Andres gjensidige Indbydelser. Den ene Halvdeel sad allerede ved Spillebordene, den anden Halvdeel ventede paa Resultatet af Fruens: ja, nu skulde vi see til at finde paa noget! Saavidt var man og Samtalen begyndte at krystallisere sig som den kunde. Blandt andet faldt ogsaa Talen paa Middelalderen; Enkelte ansaae denne for langt interessantere end vor Tid, ja Justitsraad Knap forsvarede saa ivrig denne Mening, at Fruen strax gik over paa hans Partie og begge ivrede da mod Ørsteds Afhandling i Almanaken om gamle og nye Tider, hvori vor Tidsalder i det Væsentlige sættes øverst. Justitsraaden ansaae Kong Hans's Tid for den ædleste og lykkeligste.
Medens dette var Stof for Samtalen, der kun øieblikkelig blev afbrudt ved Ankomsten af et Dagblad, som ingenting indeholdt, der var værd at læse, ville vi begive os ud i Forværelset, hvor Overtøi, Stokke og Kalosker havde Plads. Her sad to Piger, en ung og en gammel; man skulde troe, at de vare komne, for at følge deres qvindelige Herskab hjem, men betragtede man dem lidt nøiere, begreb man snart, at de ikke vare simple Tjenestetyender; dertil vare Formerne altfor ædle, Huden for fiin og Klædernes Snit for dristigt. Det var to Feer, den yngste var vel ikke Lykken selv, men en af hendes Kammerjomfruers Kammerpiger, der bringe de mindre Lykkens Gaver omkring; den ældre saae noget mørk ud, det var Sorgen, hun gaaer altid selv i egen høie Person sine Ærinder, saa veed hun, at de blive vel udførte.
De fortalte hinanden, hvor de denne Dag havde været; den Lykkens Udsendte havde endnu kun expederet nogle ubetydelige Ærinder, som at frelse en ny Hat fra Regnskyl, skaffe en ærlig Mand en Hilsen af et fornemt Nul o.s.v. men hvad hun endnu havde tilbage var noget ganske Ualmindeligt.
"Jeg maa da fortælle," sagde hun, "at det er min Geburtsdag idag, og til Ære for denne er mig betroet et Par Kalosker, som jeg skal bringe Menneskeheden. Disse Kalosker have den Egenskab, at Enhver, som faaer dem paa, øieblikkelig er paa det Sted eller i den Tid, hvor han helst vil være, ethvert Ønske med Hensyn til Tid, Sted eller Væren bliver strax opfyldt, og Mennesket saaledes endelig engang lykkelig herneden!"
"Jo, det kan Du troe!" sagde Sorgen, "han bliver saare ulykkelig og velsigner det Øieblik, han igjen er fri for Kaloskerne!"
"Hvor vil du hen!" sagde den Anden, "nu stiller jeg dem her ved Døren, Een tager Feil og bliver den Lykkelige!"
See det var den Samtale.
II. Hvorledes det gik Justitsraaden.
Det var sildigt; Justitsraad Knap, fordybet i kong Hans's Tid, vilde hiem og Skiæbnen styrede det saa, at han, istedet for sine Kalosker, fik Lykkens paa og traadte nu ud paa Østergade; men han var ved Kaloskernes Tryllekraft traadt tilbage i Kong Hans's Tid, og derfor satte han Foden lige ud i Dynd og Mudder paa Gaden, eftersom der da endnu ikke fandtes Brolægning.
"Det er jo forfærdeligt, hvor sølet her er!" sagde Justitsraaden. "Hele Fortouget er væk og alle Lygterne slukkede!"
Maanen var endnu ikke kommet høit nok op, Luften desuden temmelig tyk, saa alle Gienstande rundtom flød i hinanden ved dette Mørke. Paa det nærmeste Hjørne hang imidlertid en Lanterne foran et Madonnabillede, men den Belysning var saa godt som ingen, han bemærkede den først, i det han stod lige derunder og hans Øine faldt paa det malede Billede med Moderen og Barnet.
"Det er nok," tænkte han, "et Kunstkabinet, hvor de have glemt at tage Skildtet ind!"
Et Par Mennesker, i Tidsalderens Dragt, gik ham forbi.
"Hvordan var det de saae ud! de kom nok fra Maskerade!"
Pludselig lød Trommer og Piber, stærke Blus lyste; Justitsraaden standsede og saae nu et forunderligt Tog passere forbi. Allerforrest kom en heel Trop Trommeslagere, som ret artigt behandlede deres Instrument, dem fulgte Drabanter med Buer og Armbøsser. Den Fornemste i Toget var en geistlig Mand. Forbauset spurgte Justitsraaden, hvad dette havde at betyde og hvo denne Mand var.
"Det er Sjællands Biskop!" svarede man.
"Herre Gud, hvad gaaer der af Bispen?" sukkede Justitsraaden og rystede med Hovedet, Bispen kunde det dog umuligt være. Grundende herover og uden at see til Høire eller Venstre gik Justitsraaden gjennem Østergade og over Høibroplads. Broen til Slotspladsen var ikke at finde, han skimtede en sid Aabred og stødte endelig her paa to Karle, der laae med en Baad.
"Vil Herren sættes over paa Holmen?" spurgte de.
"Over paa Holmen?" sagde Justitsraaden, der jo ikke vidste i hvilken Tidsalder han vandrede, "jeg vil ud paa Christianshavn i lille Torvegade!"
Karlene saae paa ham .
"Siig mig bare, hvor Broen er!" sagde han. "Det er skjændigt, her ingen Lygter ere tændte, og saa er det et Søle, som om man gik i en Mose!"
Jo længer han talte med Baadsmændene, des uforstaaeligere bleve de ham.
"Jeg forstaaer ikke jeres bornholmsk!" sagde han tilsidst vred, og vendte dem Ryggen. Broen kunde han ikke finde; Rækværk var der heller ikke! "Det er en Skandale, som her seer ud!" sagde han. Aldrig havde han fundet sin Tidsalder elendigere, end denne Aften. "Jeg troer, jeg vil tage en Droske!" tænkte han, men hvor var Droskerne? Ingen var at see. "Jeg faaer gaae tilbage til Kongens Nytorv, der holde vel Vogne, ellers kommer jeg nok aldrig ud paa Christianshavn!"
Nu gik han da til Østergade og var næsten igjenem den, idet Maanen brød frem.
"Herre Gud, hvad er det for et Stillads de har stillet op!" udbrød han, ved at see Østerport, som paa den Tid havde Plads for Enden af Østergade.
Imidlertid fandt han dog en Laage, og gjennem denne kom han ud paa vort Nytorv, men det var en stor Enggrund; enkelte Buske ragede frem og tvers over Engen gik en bred Kanal eller Strøm. Nogle usle Træboder for de hollandske Skippere, efter hvilke Stedet havde Navnet Hallandsaas, laae paa den modsatte Bred.
"Enten seer jeg fata morgana eller jeg er fuld!" jamrede Justitsraaden. "Hvad er dog dette! hvad er dog dette?"
Han vendte om igjen i den faste Tro, at han var syg; i det han kom ind i Gaden, betragtede han Husene lidt nøiere, de fleste vare Bindingsværk og mange havde kun Straatag.
"Nei, jeg er slet ikke vel!" sukkede han, "og jeg drak dog kun et Glas Punsch! men jeg kan ikke taale det! og det var ogsaa inderligt galt, at give os Punsch og varm Lax! det skal jeg ogsaa sige Agentinden! Skulde jeg gaae tilbage igjen og sige, hvorledes jeg har det! men det er flaut! og mon de ere oppe endnu!"
Han søgte efter Gaarden, men den var ikke til at finde.
"Det er dog forfærdeligt! jeg kan ikke kjende Østergade igjen! ikke een Boutik er der! gamle, elendige Rønner seer jeg, som om jeg var i Roeskilde eller Ringsted! Ak jeg er syg! det kan ikke hjælpe at genere sig! Men hvor i Verden er dog Agentens Gaard? Den er ikke sig selv mere! men derinde ere dog Folk oppe; ak! jeg er ganske vist syg!"
Nu stødte han paa en halvaaben Dør, hvor Lyset faldt ud gjennem Sprækken. Det var et af den Tids Herbergeersteder, en Art Ølhuus. Stuen havde Udseende af de holsteenske Diler; endeel Godtfolk, bestaaende af Skippere, kjøbenhavnske Borgere og et Par Lærde sad her i dyb Diskurs ved deres Kruus og gav kun liden Agt paa den Indtrædende.
"Om Forladelse," sagde Justitsraaden til Vertinden, som kom ham imøde, "jeg har faaet saa inderlig ondt! vil De ikke skaffe mig en Droske ud til Christianshavn!"
Konen saae paa ham og rystede med Hovedet; derpaa tiltalte hun ham i det tydske Sprog. Justitsraaden antog, at hun ikke kunde den danske Tunge og fremførte derfor sit Ønske i Tydsk; dette tilligemed hans Dragt bestyrkede Konen i, at han var en Udlænding; at han befandt sig ilde, begreb hun snart og bragte ham derfor et Kruus Vand, rigtignok noget brak, hentet ude fra Brønden.
Justitsraaden støttede sit Hoved paa sin Haand, trak Veiret dybt og grundede over alt det Sælsomme omkring sig.
"Er det "Dagen" for iaften," spurgte han ganske mekanisk, idet han saae Konen flytte et stort Papir.
Hun forstod ikke, hvad han meente, men rakte ham Bladet, det var et Træsnit, der viste et Luftsyn, seet udi ...
|
|
|
