ANDERSEN HANS CHRISTIAN

Title:KVÆK
Subject:FICTION Scarica il testo


Kvæk
af Hans Christian Andersen

---Alle skovens fugle sad i træerne på grenene, hvor der var blade nok, og dog var de enige i at ønske sig et nyt godt blad, et blad de længtes efter, et kritisk blad, som menneskene har så mange af, at de halve er nok. Sangfuglene ønskede en musikalsk kritik, hver til ros for sig og til dadel, hvor der var at dadle hos de andre. Men de kunne ikke blive enige i, mellem fuglene selv at finde upartiske kritikere, “fugl må det dog være,” sagde uglen, der var valgt som præsident i forsamlingen og er visdommens fugl, “der bør næppe vælges fra et andet dyrerige uden det skulle være fra havet, der flyver fisken som fuglen i luften, men det er nok også det eneste familieskab. Men der er jo dyr nok mellem fisk og fugl.” Så tog storken ordet, det skraldede ham fra næbbet. “Der gives væsner mellem fisk og fugl: mosevandsbørnene, frøerne, dem stemmer jeg for. De er højst musikalske, synger i kor, som kirkeklokker i skovensomhed. Jeg får udve!” sagde storken, “krilren under vingerne når de synger op.” “Jeg stemmer også for frøerne,” sagde hejren, “de er hverken fugl eller fisk, bor dog hos fiskene og synger som fuglene.” “Det var nu det musikalske,” sagde uglen, “men bladet må tale om alt, hvad skønt er i skoven, der må være medarbejdere. Lad os tænke os om, hver i sin familie.” Da sang den lille lærke så frejdigt og smukt: “frøen må ikke være herre for bladet, nej nattergalen.” “Hold op at kvidre!” sagde uglen, “jeg tuder til orden. Jeg kender nattergalen, vi er natfugle begge to; hver fugl synger med sit næb, hverken den eller jeg bør vælges; for så blev bladet et aristokratisk eller filosofisk blad, et bravurarie­blad, hvor de højtstillede rådede, det skal også være organ for menigmand. –”

---Man var uenig om det skulle kaldes Morgenkvæk, eller Aftenkvæk eller bare Kvæk. Man stemte for det sidste.

Nu var det at få dygtige eller anset for dygtige medarbejdere.

Bien, myren og muldvarpen lovede at skrive om industri, og ingeniørvirksomhed, deri havde de stor indsigt.

Kukkeren var naturdigter, ikke regnet med mellem sangfuglene, og dog af størst betydning for menigmand. “Han hæver altid sig selv, han er den forfængeligste af alle fugle, og er dog ringe at se” – sagde påfuglen.

Så kom spyfluerne til redaktøren i skoven. “Vi tilbyder vor tjeneste. Vi kender menneske­redaktører, menneske­kritik, man sætter sig på det friske kød, spyr og så er det råddent inden et døgn, vi kan ødelægge et helt talent om det er nødvendigt i redaktionens tjeneste. Man kan være et som parti så højtstillet blad, at man tør være rå, og taber man en subskribent, får man ti igen. Vær grov, giv øgenavne, sæt i gabestokken, fløjt i fingrene, som det unges forbund, så er du en magt i staten.”

“Sådan en luftstryger!” sagde frøen om storken; “jeg har virkeligt som lille set op til ham og følt en sitrende ærbødighed, og når han gik i mosen og talte om Ægypten, så udvidedes min synskreds til fremmede underfulde lande, men nu løfter han mig ikke mere, der er kun en efterklang deraf, jeg er blevet klogere, tænkende, betydende, jeg leverer kritiske artikler i Kvæk. Jeg er hvad man nævner i dannersprogets retskrivning og toneklang: en kvækling! I menneske­verdenen er også af den slags. Jeg har skrevet derom et stykke i vort blads nederdel.”

---* * *

...