ANDERSEN HANS CHRISTIAN

Title:KARTOFLERNE
Subject:FICTION Scarica il testo


Kartoflerne
af Hans Christian Andersen

------------------------------------------------------------------------------“Hvad godt er kommer nok engang til agt og ære!” sagde mormor. “Husk bare på kartoflerne, de kan tale derom, kunne de tale!” –

“De har rigtignok prøvet miskendelsens dage. Det hjalp dem ikke engang at præsterne prædikede fra prædikestolen: at de var til glæde og nytte, folk troede ikke derpå; konger selv uddelte dem for at de skulle lægges, men se om de blev lagt. Der var, for at nævne en, den store prøjserkonge, gamle Fritz som de kaldte ham, dét var en mand, og også han tog sig af kartoflerne, han forærede en hel vognfuld til en af byerne i sit kongerige, og lod der ved trommeslag alle menneskene samle; rådet selv måtte vise den nye frugt frem og der blev på torvet læst højt om hvorledes den skulle plantes, passes og laves til; men det gik ind af et øre og ud af et andet, folk forstod ikke hvad der blev læst, og så bed de i de rå kartofler: ‘fy for en ulykke hvor de smager!’ sagde de og slængte dem i rendestenen og der ville ikke engang hundene æde dem, så de. – Folk var der vel, som nok gad prøve det, og nogen af dem stak sine kartofler ned i jorden, en hist en her, og ventede så at der skulle komme et træ op som de kunne ryste kartofler af, andre kastede den hele slump i et stort hul, der filtrede de sig sammen i en klump og skød top. – Næste år måtte kongen begynde forfra, men det gik kun langsomt med begreberne. – Der, som her! miskendt blev den bedste frugt, der endnu er bragt os!” sagde mormor. “Men nu kan kartoflerne stå på deres egne ben! – Nu har de erkendelse. Hvad godt er kommer engang til agt og ære!”

Hvor tit har jeg ikke siden ved meget der syntes at måtte lide ilde i verden, tænkt på kartoflerne og på mormors ord. –


------------------------------------------------------------------------------* * *
...