 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:HØNSE-GRETHES FAMILIE
Subject:FICTION
H. C. Andersen: Eventyr 137: Hønse-Grethes Familie. (1870)
---Hønse-Grethe var det eneste bosiddende Menneske i det ny stadselige Huus, der var bygget for Hønsene og Ænderne paa Herregaarden; det stod, hvor den gamle ridderlige Gaard havde staaet, med Taarn, takket Gavl, Voldgrav og Vindelbro. Tæt ved var et Vildnis af Træer og Buske; her havde Haven været, og strakt sig ned til en stor Sø, som nu var Mose. Raager, Krager og Alliker fløi med Skrig og Skraal hen over de gamle Træer, en mylrende Mængde Fugle; de mindskedes ikke, om man skød imellem dem, de toge snarere til. Man kunde høre dem lige ind i Hønsehuset, hvor Hønse-Grethe sad og Ællingerne løb hende over Træskoene. Hun kjendte hver Høne, hver And fra den krøb ud af Ægget, hun var stolt af sine Høns og sine Ænder, stolt af det stadselige Huus, der var bygget for dem. Reenlig og net var hendes lille Stue, det forlangte Herskabsfruen, hvem Hønsehuset hørte til; hun kom her tidt med fine, fornemme Gjester og fremviste "Hønsenes og Ændernes Caserne", som hun kaldte det.
Der var baade Klædeskab og Lænestol, ja der var en Commode, og paa den stod opstillet en blank poleret Messingplade, hvori stod indgravet Ordet "Grubbe", hvilket netop var Navnet paa den gamle høiadelige Slægt, som havde boet her i Riddergaarden. Messingpladen var funden da man gravede her, og Degnen havde sagt at den ikke havde andet Værd, end at den var et gammelt Minde. Degnen vidste god Besked om Stedet og gammel Tid, han havde Lærdommen af Bøger; der laae saa Meget opskrevet i hans Bordskuffe. Han havde stor Videnskab om de gamle Tider; dog den ældste Krage vidste maaskee Mere og skreg derom paa sit Maal, men det var Kragemaal, det forstod Degnen ikke ihvor klog han var.
Mosen kunde efter en varm Sommerdag dunste, saa at der laae ligesom en heel Sø ud for de gamle Træer, hvor Raager, Krager og Alliker fløi; saaledes havde her seet ud, da Ridder Grubbe levede her og den gamle Gaard stod med røde tykke Mure. Hundelænken naaede da heelt hen forbi Porten; gjennem Taarnet kom man ind i den steenlagte Gang til Stuerne; Vinduerne vare smalle og Ruderne smaa, selv i den store Sal, hvor Dandsen gik, men i den sidste Grubbes Tid var ikke dandset i Mandsminde, og dog laae der endnu en gammel Kedeltromme, der havde tjent ved Musiken. Her stod et konstigt udskaaret Skab, i det gjemtes sjeldne Blomsterløg, thi Fru Grubbe holdt af Plantning og opelskede Træer og Urter; hendes Husbond red heller ud at skyde Ulve og Vildsviin, og altid fulgte ham paa Vei hans lille Datter Marie. I en Alder af fem Aar sad hun stolt paa sin Hest og saae med store sorte Øine kjækt omkring sig. Det var hendes Lyst at slaae med Pidsken mellem Jagthundene; Faderen saae nu heller at hun slog mellem Bønderdrengene, som kom for at see paa Herskabet. Bonden i Jordhuset, tæt ved Gaarden, havde en Søn, Søren, i Alder med den lille høiadelige Jomfru, han forstod at klattre og maatte altid op at tage Fuglereder til hende; Fuglene skreg alt hvad de skrige kunde, og en af de største huggede ham lige over Øiet, saa at Blodet strømmede ud, man troede at Øiet var gaaet med, men det havde dog ingen Skade lidt. Marie Grubbe kaldte ham sin Søren, det var en stor Gunst, og den kom til Gode for Faderen, sølle Jøn; han havde en Dag forseet sig, skulde straffes, ride paa Træhesten. Den stod i Gaarden med fire Pæle til Been og en eneste smal Fjæl til Ryg; den skulde Jøn ride skrævs over og faae nogle tunge Muursteen om Benene for ikke at sidde altfor let; han skar gyseligt Ansigt, Søren græd og bønfaldt den lille Marie; strax bød hun at Sørens Fader skulde ned, og da man ikke lystrede hende, trampede hun i Steenbroen og rev i Faderens Kjoleærme, saa det revnede. Hun vilde hvad hun vilde, og hun fik sin Villie, Sørens Fader blev løst ned. Fru Grubbe, som kom til, strøg sin lille Datter hen over Haaret og saae med milde Øine paa hende, Marie forstod ikke hvorfor. Ind til Jagthundene vilde hun og ikke med Moderen, der gik over i Haven, ned mod Søen hvor Aakande og Aaknap stod med Blomst; Muskedonner og Brudelys svaiede mellem Sivene; hun saae paa al den Frodighed og Friskhed. "Hvor angenemt!" sagde hun. Der stod i Haven et dengang sjeldent Træ, hun selv havde plantet, "Blodbøg" kaldes det, et slags Morian mellem de andre Træer, saa sortbrune vare Bladene; det maatte have stærkt Solskin, ellers vilde det i stadig Skygge blive grønt som de andre Træer og saaledes miste sin Mærkværdighed. I de høie Kastanier vare mange Fuglereder, ligesaa i Buskene og i Grønsværen. Det var som om Fuglene vidste at her vare de fredede, her turde Ingen plaffe med Bøsse. Den lille Marie kom med Søren, han kunde kravle, veed vi, og der blev hentet baade Æg og dunede Unger. Fuglene fløi i Angest og Skræk, smaa og store fløi! Viben ude fra Marken, Raager, Krager og Alliker fra de høie Træer skreg og skreg, det var et Skrig, som Slægten skriger endnu i vore Dage.
"Hvad gjøre I dog, Børn!" raabte den milde Frue, "det er jo ugudeligt Værk!"
Søren stod forknyt, den lille høiadelige Jomfru saae ogsaa lidt til Siden, men derpaa sagde hun kort og mut: "Jeg maa for min Fader!"
"Herfra! herfra!" skreg de store sorte Fugle og fløi, men kom igjen næste Dag, for her vare de hjemme. Den stille, milde Frue blev derimod ikke længe hjemme der, Vorherre kaldte hende til sig, hos ham havde hun ogsaa mere sit Hjem, end her paa Gaarden; og Kirkeklokkerne ringede stadseligt da hendes Liig kjørtes til Kirke, fattig Mands Øine bleve vaade, for hun havde været dem god. Da hun var borte, tog Ingen sig af hendes Plantninger og Haven forfaldt. Hr. Grubbe var en haard Mand, sagde man, men Datteren, ihvor ung hun var, kunde magte ham; han maatte lee og hun fik sin Villie. Nu var hun tolv Aar gammel og stærklemmet af Væxt; hun saae med sine sorte Øine lige ind i Folk, red sin Hest som en Karl og skød sin Bøsse som en øvet Jæger.
Da kom der i Egnen stort Besøg, det allerfornemste, den unge Konge og hans Halvbroder og Kammerat Hr. Ulrik Frederik Gyldenløve; de vilde skyde Vildsviin der og blive et Døgn paa Hr. Grubbes Gaard. Gyldenløve sad ved Bordet hos Marie Grubbe, tog hende om Hovedet og gav hende et Kys, som om de havde været i Familie sammen, men hun gav ham et Munddask og sagde at hun ikke kunde udstaae ham, og det blev der rigtigt leet af, som om det var saa fornøieligt.
Det har det maaskee ogsaa været; thi fem Aar efter, Marie havde fyldt sit syttende Aar, kom der Bud med Brev; Hr. Gyldenløve udbad sig den høiadelige Jomfrues Haand; det var Noget!
"Han er den fornemste og galanteste Herre udi Riget!" sagde Hr. Grubbe. "Det er ikke at vrage."
"Stort skjøtter jeg ikke om ham!" sagde Marie Grubbe, men hun vragede ikke Landets fornemste Mand, der sad ved Kongens Side. Sølvtøi, Uldent og Linned gik med Fartøi til Kjøbenhavn; hun gjorde Reisen over Land i ti Dage. Udstyret havde contrair Vind eller ingen Vind; der gik fire Maaneder før det kom did, og da det kom, var Fru Gyldenløve borte. "Før vil jeg ligge paa Blaargarn end i hans Silkeseng!" sagde hun. "Heller gaaer jeg paa mine bare Been end kjører med ham i Karosse!" En sildig Aften i November kom to Qvinder ridende ind i Aarhuus By; det var Gyldenløves Frue, Marie Grubbe og hendes Pige; de kom fra Veile; derhen vare de komne fra Kjøbenhavn med Fartøi. De rede op til Hr. Grubbes steenmurede Gaard. Han blev ikke fornøiet ved den Visit. Hun fik knubbede Ord, men dog et Kammer at lægge sig i; fik sit Øllebrød tilmorgen, men ikke Øllebrøds Tale, det Onde i Faderen kom frem mod hende, det hun ikke var vant til; mild i Sind var hun ikke, som man raabes til saa svarer man; hun gav rigtignok Svar og talte med Beeskhed og Had om sin Ægteherre, ham hun ikke vilde leve med, dertil var hun for høvisk og ærbar. Saa gik et Aar, det gik ikke fornøieligt. Der faldt onde Ord mellem Fader og Datter, det maa der aldrig. Onde Ord bære ond Frugt. Hvad Ende skulde det tage.
"Vi To kunne ikke blive under Tag!" sagde en Dag Faderen. "Flyt herfra til vor gamle Gaard, men bid heller din Tunge af end sæt Løgn i Gænge!"
Saa skiltes de To; hun drog med sin Pige ind i den gamle Gaard, hvor hun var født og baaren, hvor den stille fromme Frue, hendes Moder, laae i Kirkens Gravkammer; en gammel Qvægvogter boede paa Gaarden, det var det hele Mandskab. I Stuerne hang Spindelvæv, sort og tungt ...
|
|
|
