ANDERSEN HANS CHRISTIAN

Title:GUDFADERS BILLEDBOG
Subject:FICTION Scarica il testo


H. C. Andersen: Eventyr 135: Gudfaders Billedbog. (1868)

---Gudfader kunde fortælle Historier, saa mange og saa lange, han kunde klippe Billeder og tegne Billeder, og naar det var mod Juul, tog han frem en Skrivebog med rene hvide Blade, paa han nu ikke nok til hvad han vilde fortælle, saa tegnede han dem selv. Jeg fik, da jeg var lille, flere saadanne Billedbøger, men den deiligste af dem alle var dog den fra "det mærkværdige Aar, da Kjøbenhavn fik Gas istedetfor de gamle Tranlygter", og det stod bemærket paa det forreste Blad.
"Den Bog maa rigtig forvares vel," sagde Fader og Moder; "den tør kun komme frem ved Stads-Leilighed."
Paa Bindet havde dog Gudfader skrevet:
"Riv Bogen istykker, det siger ei stort,
Værre har andre Smaavenner gjort."

Deiligst var det naar Gudfader selv viste Bogen frem, læste Versene og det andet Skrevne, og saa fortalte dertil Saameget; da blev Historien just en rigtig Historie.
Der var paa det første Blad et Billede klippet ud af "Den flyvende Post", hvor man saae Kjøbenhavn med Rundetaarn og Frue Kirke, tilvenstre var klinet et Billede, der forestillede en gammel Lygte, paa den stod skrevet: "Tran", tilhøire var en Candelaber - paa den stod skrevet: "Gas".
"See det er Placaten!" sagde Gudfader; "det er Indgangen til Historien, Du skal faae. Den kunde ogsaa være givet som en heel Komedie, naar man kunde have givet den: "Tran og Gas eller Kjøbenhavns Liv og Levnet". Det er en meget god Titel! Nederst paa Bladet sees endnu et lille Billede; det er ikke saa let at forstaae, derfor skal jeg forklare Dig det, det er en Helhest. Han skulde først komme ved Bogens Slutning, men han er løbet forud for at sige, at hverken Indgangen, Inderdelen eller Udgangen duer; han kunde have gjort det bedre, dersom han kunde have gjort det. Helhesten, skal jeg sige Dig, staaer om Dagen tøiret i Avisen, han gaaer paa Spalter, som de kalde det, men om Aftenen slipper han ud og stiller sig udenfor Poetens Dør og vrinsker, at Manden derinde skal døe strax, men han døer dog ikke, er der rigtigt Liv i ham. Helhesten er næsten altid en stakkels Fyr, der ikke kan finde Rede i sig selv, ikke finde Levebrød, og maa have Luft og Føde af at gaae omkring og vrinske. Han synes, er jeg forvisset, slet ikke om Gudfaders Billedbog, men derfor kan den dog nok være det Papir værd, den er skrevet paa.
See, det er det første Blad i Bogen, det er Placaten!"

---Det var netop den sidste Aften, de gamle Tranlygter vare tændte; Byen havde faaet Gas og den straalede, saa at de gamle Lygter ligesom bleve reent borte i det.
"Jeg var selv paa Gaden den Aften," sagde Gudfader. "Folk gik op og ned for at see paa den nye og den gamle Belysning. Der var mange Mennesker og dobbelt saa mange Been, som Hoveder. Vægterne stode saa sørgemodige, de vidste ikke naar de skulde afskediges, ligesom Tranlygterne; disse selv tænkte saa langt tilbage - de turde jo ikke tænke frem. De huskede saa Meget fra de stille Aftener og de mørke Nætter. Jeg støttede mig op til en Lygtepæl," sagde Gudfader; "det spruttede i Tran og Væge, jeg hørte hvad Lygten sagde og det skal Du ogsaa faae at høre."
"Vi have gjort hvad vi kunde," sagde Lygten. "Vi have været vor Tid nok, lyst til Glæde og til Bedrøvelse; vi have oplevet mange Mærkeligheder; vi have saa at sige, været Kjøbenhavns Natøine. Lad nu kun nye Blus løse os af og overtage Embedet; men hvor mange Aaringer de skulle lyse og til hvad de skulle lyse, det vil vise sig! De skinne jo nok lidt stærkere, end vi Gamle, men det er da ingen Sag, naar man er støbt som Gas-Candelaber og har saadanne Forbindelser som de have, den Ene helder i den Anden! De have Rør til alle Kanter og kunne hente Kræfter i Byen og udenfor Byen! Men hver af os Tranlygter lyser af hvad man selv har i sig og ikke ved Familieskab. Vi og vore Forfædre have lyst for Kjøbenhavn fra uendelig gammel Tid, langt tilbage. Men da det nu er den sidste Aften vi lyse og staae, saa at sige, i andet Geled her i Gaden med Eder, I Skinnende Kammerater, saa ville vi ikke mule og misunde, nei langtfra, vi ville være glade og godmodige. Vi ere de gamle Skildvagter, som afløses af nystøbte Drabanter i bedre Uniform end vor. Vi ville fortælle Eder, hvad vor Slægt, heelt op til Tip-tippe-tip-Oldemoer-Lygte har seet og oplevet: hele Kjøbenhavns Historie. Gid I og Eders Efterkommere, indtil den sidste Gas-Candelaber, maae opleve og kunne fortælle ligesaa mærkelige Ting, som vi, naar I engang faae Afsked, og det faae I! Det maae I være forberedte paa. Menneskene finde nok paa en stærkere Belysning end Gas. Jeg har hørt en Student sige, at man ymtede om at de vilde komme til at brænde Søvand;" det spruttede i Vægen, da Lygten sagde disse Ord; det var som den allerede havde Vand i sig.
Gudfader hørte nøie efter, tænkte over og fandt, at det var en udmærket Idee af de gamle Lygter, i denne Overgangs-Aften fra Tran til Gas at fortælle og fremvise hele Kjøbenhavns historie. "En god Idee maa man ikke slippe," sagde Gudfader, "jeg tog den strax, gik hjem og lavede denne Billedbog til Dig, den gaaer endnu længere tilbage i Tiden end Lygterne kunde.
Her er Bogen, her er Historien: "Kjøbenhavns Liv og Levnet", den begynder med Bælgmørke, et kulsort Blad, det er det mørke Tidsrum."

---"Nu vende vi Bladet!" sagde Gudfader.
"Seer Du Billedet? Kun det vilde Hav og den blæsende Nordostvind; den driver svære Iisstykker; Ingen ere ude at seile paa dem uden store Steenblokke, som oppe i Norge ramlede fra Fjeldene ned paa Isen. Nordostvinden blæser Isen afsted; han vil vise de tydske Bjerge hvilke Knolde der findes oppe i Norden. Iisflaaden er allerede nede i Sundet ud for Sjællands Kyst, hvor nu Kjøbenhavn ligger, men da var der intet Kjøbenhavn. Der var under Vandet store Sandbanker, imod en af disse stødte Iisstykkerne med de store Rullesteen; den hele Iisflaade blev staaende, Nordostvinden kunde ikke faae den af Grunden og saa blev han saa gal i sit Hoved, som han kunde blive det, og lyste Forbandelse over den Sandbanke, "den Tyvegrund", som han kaldte den, og han svor, at løftede den sig nogensinde op over Havfladen, da skulde Tyve og Røvere komme der, Steiler og Hjul blive reiste.
Men idet han saaledes bandede og skjændte, brød Solen frem, og paa dens Straaler gyngede og svang sig lyse, milde Aander, Lysbørn; de dandsede hen over de kuldebringende Iisstykker, der smeltede derved, og de store Rullestene sank ned paa Sandbunden."
"Sol-Krapyl!" sagde Nordostvinden. "Er det Kammeratskab og Familieskab! Det skal jeg huske og det skal jeg hevne. Nu lyser jeg Forbandelse!"
"Vi lyse Velsignelse!" sang Lysbørnene. "Banken skal hæve sig, vi ville skjerme den! Det Sande, det Gode og Skjønne skal bygge der!"
"Sludder for en Sladder!" sagde Nordostvinden.
"See, om alt Dette vidste nu Lygterne ikke at fortælle," sagde Gudfader, "men det veed jeg, og det er af stor Vigtighed for Kjøbenhavns Liv og Levnet."

---"Nu vende vi Bladet!" sagde Gudfader.
"Aaringer ere gaaede, Sandbanken har løftet sig; en Søfugl har sat sig paa den største Steen, der ragede op af Vandet. Du kan see det paa Billedet. Aaringer og Aar ere gaaede. Havet kastede døde Fisk op paa Sandet, den seige Marehalm skød frem, visnede, raadnede, gjødede; der kom flere Arter Græs og Urter, Banken blev en grøn Holm. Vikingerne gik i Land. Der var Holmgang til Dødskamp og god Ankergrund ved Holmen udfor Sjælland. Den første Translampe brændte, jeg troer at de stegte Fisk over den og Fisk var her nok af. Silden gik i store Stimer gjennem Sundet, det var svært at føre Baaden hen over dem, det blinkede i Vandet som var der Kornmodn dernede, det lysnede i Dybet som Nordlysskin, Sundet havde Velstand af Fisk, derfor byggedes der Huse paa Sjællands Kyst; Væggene vare af Egetræ og Taget af Bark, der var Træer nok til det Brug. Skibe søgte ind i Havnen; Tranlygten hang i det gyngende Tougværk; Nordostvinden blæste og sang: "Uh-u-ud!" Lyste paa Holmen en Lygte, da var det en Tyvelygte: Smuglere og Tyve øvede deres Færd paa "Tyvsø"."
"Jeg troer nok det groer, alt det Ilde, som jeg vilde," sagde Nordostvinden. "Snart kommer Træet, hvor jeg kan ryste Frugter."
"Og her staaer Træet," sagde Gudfader. "Seer Du Galgen paa Tyvsø. Der hænge i Jernkjæder Røvere og Mordere, accurat som de dengang hang. Vinden blæste saa at de lange Beenrade klapprede, men Maanen skinnede meget fornøieligt ned paa dem, som den nu skinner til et Skovbal. Ogsaa Solen skinnede fornøieligt ned, smuldrede hen de dinglende Beenrade og fra Solstraalerne sang Lysbørnene: "Vi vide det, vi vide det! Her skal dog blive smukt i en kommende Tid! Her skal blive godt ...