 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:FODREISE
Subject:FICTION
H. C. Andersen (1805-75): Fodreise (1829), 1
---FÖRSTE CAPITEL
(Hvorledes Satan faaer Magt over Forfatteren.
Syndfloden No. 2, en Mythe.)
[s7] Nytaars-Aften 1828 sad jeg ganske ene paa mit lille Værelse og saae ud over de sneebedækte Tage paa alle Nabohusene; da foer den onde Aand, som man kalder Satan, ind i mig, og indblæste mig den syndige Tanke at blive Forfatter. - Hvorfor han ellers saaledes gaaer paa Jagt efter os arme Mennesker, vil følgende Mythe lære; man kan kalde den:
Syndfloden No. 2
- Og Gud Herren sagde til Noah og hans Slægt: »jeg opretter min Pagt med Eder, at herefter skal ikke alt Kjød ødelægges af Flodens Vande; og der skal ikke komme Flod herefter at fordærve Jorden!« Da hvælvede Regnbuen sig som et Pagtens Tegn, og Noah stolede paa Jehova. Men i Dybet hørte Satan Herrens Ord, og skar Tænder i sin Vrede; thi ogsaa den Herre Gud har sine Fiender, og den største kaldes: Satan. Gjerne vilde han kjæmpe imod Herrens Naade, men det var ham haardt at stampe imod Braadden; Have og Søer, Floder og Bække havde hørt den Herre Jehovas Ord, og vare, som Skyerne, hans Villie underdanige. Da grundede Satan i tre tusinde Aar, og paa det fjerde sprang han op og raabte: »Funtus! jeg har det! - Fra Menneskene selv skal det Onde udgaae; en ny Vandflod skal overskylle Verden, skjøndt han sagde: der skal ikke komme Flod herefter at fordærve Jorden.« Og Satan kaldte paa alle sine Vasaller og sagde: »Messieurs! drager ud over den hele Verden og forfører Adams Sønner til at blive slette Skribenter; fra dem selv skal da Vandfloden udgaae, der fordærver Jorden. Jeg vil gjøre mit, gjøre I nu Eders.« Og de gjorde, som han sagde, og strax flød der Vand i Øst og Vest, i Syd og Nord; det strømmer endnu og vil fordærve Jorden.
---Enhver maa troe, at jeg af alle Kræfter stræbte imod, men Kjødet er skrøbeligt; den Onde havde nu engang sat sig fast i Kroppen, og jeg [s8] maatte afsted. Hvorhen jeg i dette kritiske Øieblik saae, vare alle Poesiens Landeveie saa befarne, at jeg let kunde vælte, og, om ikke brække Halsen, saa dog en Arm eller et Been. - Hvor skulde jeg hen? Ud maatte jeg. - Da stod Amager mig som den bedste Tumleplads for mit unge brusende Blod, denne Vei forekom mig endnu ikke at være befaret af nogen poetisk Rytter. Jeg grundede lidt; læste de Steder i Nyerups »Kjøbenhavns Beskrivelse« og i Pontoppidans »Atlas«, der i historisk Henseende kunde være mig til Nytte paa min Reise, og puttede Hofmanns »Elixiere des Teufels« i Lommen, for dog at have lidt Phantasie i Reserve, dersom min egen stoppede. Endnu engang forsøgte jeg at slaae en Pæl i Kjødet og bekjæmpe de onde Lyster, men den slemme Plageaand inden i mig raabte: »Marche!« - Hvad skulde jeg Stymper da gjøre?
SYVENDE CAPITEL
(Ludvig den Fjortende forvandler sig i en Tommeliden
fra Sirius. - En poetisk Vægter. - St. Peder vil overraske
Læserne med sin Nærværelse. - Livets og Dødens Port).
[s39] Der var altsaa nu ikke andet for, end at spadsere over Broen; det gjorde jeg, og stod nu mellem de parallele Linier, Volden og den snorlige Reberbane danne. Kronen var kappet af alle Træerne, og dette bidrog ogsaa sit til at det Hele fik et stivt, mathematisk Udseende. Det forekom mig, som var jeg flyttet tilbage i Ludvig den Fjortendes Tidsalder, og stod ved en af Alleerne i Versailles. - Træerne med deres afstumpede, besneede Kroner syntes mig et Geled stive Hofmænd med Allonge-Parykker. - Høit oppe paa Himmelen hang en majestætisk, uveirssvanger Sky, den var mig et levende Billede paa Frankriges Ødelægger, som Smigrerne kaldte Ludvig den Store. Ogsaa han stod i Afstand majestætisk og prægtig, men nærved var det den kolde, truende Uveirssky, der bragte Storm og Ødelæggelse over Alt hvad der var under den. Forbi er Ludvigs Herlighed, men hans Navn vil evig staae med blodige Ziffre paa Revolutionens Skjændsels-Støtte.
Idet jeg saaledes stod og stirrede paa den sorte Sky, der steg mig mere og mere hen over Hovedet, forekom det mig at min Ludvig den Fjortende forandrede Udseende og fik ordentlig en menneskelig Skikkelse. Han gjorde en uhyre Fart nedad, som jeg ogsaa mærkede paa Lufttrykket. - Det faldt mig da ind, at det Hele maatte være en Vandhose, og i det samme rullede der ogsaa en underlig dæmpet Torden over mig, og jeg hørte ganske tydelig det latinske Ord: »apage!« Ihast trak jeg mig derfor ind under Volden og stod med bøiet Hoved indtil alt syntes roligt omkring mig; nu saae jeg i Veiret, men tænk min Skræk, da jeg seer en uhyre stor Mand, lidt høiere end runde Taarn, sidde paa Volden, der syntes ham kun en lav Græsbænk. Begge Fødderne stode ned i Gaden, og jeg var ulykkeligviis posteret midt imellem dem. - Det var i Sandhed en behagelig Overraskelse; jeg følte mig som Fiskeren i Aanden Amiahs Selskab.
Hvad der havde forekommet mig i en Uveirssky og poetice Ludvig den Fjortende, var ikke mere eller mindre end en Tommeliden fra [s40] Planeten Sirius. Enhver som har læst Voltaires Micromegas, veed, at i Almindelighed ere Indvaanerne paa Sirius 8 Mile høie. I Forhold til sine Landsmænd var altsaa denne, mig saa store Mand, meget mindre end vor Tommeliden er hos os. - Deels af Frygt for at blive søndertraadt i sit Hjem, eller slugt af en Græshoppe, deels ogsaa af andre Aarsager, som man snart skal faae at høre, havde han i en Alder af 140 Aar (thi man veed, at Sirianere blive almindeligviis 1500 Aar gamle) fattet den Beslutning at vandre ud i Universet og søge en Klode, hvor Peblinge som han, kunde gjælde for store Folk.
Hans Hoved svulmede af uhyre Buler, som jeg opdagede vare Organer, hvilke han besad i en lagt mere udviklet Grad end vi. Latin var det eneste jordiske Sprog, han havde lagt sig efter; salig Cicero havde lært ham det for 200 Aar siden, da de traf sammen i en af de høiere Regioner; han talte det derfor meget classisk, og havde desuden ogsaa et saadant Udtryk i sit Ansigt at man aldeles uden Badens latinske Lexicon kunde forstaae selv de usædvanligste Ord.
»Deres Excellence,« sagde jeg, da vi vare blevne lidt bekjendte med hinanden: »behag at tale lidt sagtere, ellers vækker De ikke blot Skildvagten og Vægteren, men det hele Qvarteer.«
Han fulgte mit Raad; snart vare vi begge i en dyb Samtale, men da han begyndte med sit Barndoms-Liv, skyllede de hede Taarer ned ad Volden.
»Ak, græd dog ikke!« udbrød jeg: »ellers er De istand til at skolde mig med denne koghede Skylregn.«
Da tog han et stort Skibsseil op af Lommen og tørrede de store Øine.
»Gjerne var jeg forbleven i Hjemmet,« sagde han, »i hvor lille jeg end er, men det gaaer saa langsomt med Befordring, efterdi Folk leve deroppe saa mange Aar.«
Vor hele Bestræbelse gaaer ellers ud paa at blive saakaldte Jubel-Oldinger; naar man i 1000 Aar ganske ordentlig har passet sit Embede, saa bliver der strax slaaet Medailler for En, man bliver roest fra Prædikestolen, og er man Præst kan man gjøre det selv, ja man kommer ganske i Parallel med de største Afdøde, der gavnede og hædrede Fædrelandet. Det gaaer rigtignok sommetider meget for vidt, og derfor har vor første Vaudevilledigter, som det sig bør Digteren - castigat ridendo mores - skrevet en Vaudeville: Jubeloldingen, der giør ligesaa megen Lykke, som Deres Kong Salomon og Jørgen Hattemager. - Jeg for [s41] min Person havde isinde at gaae den militaire Vei, for deshurtigere at avancere; det er jo kun at trække Uniformen paa og saa trække paa Parade; naar man saaledes har tjent Kongen - eller rettere Kongen tjent os - i 1000 Aar, saa bliver man strax Jubelolding, faaer Orden, Medaille, Fester, og omtales i alle Aviser som Hædersmand.
Men tusind Aar blev mig dog lidt for langt, og dette bestemte mig ogsaa for endeel til at vandre ud til en Planet, hvor man ikke behøvede saa lang Tid til at naae denne Herlighed. - Det er ellers meget godt at vor Herre exsisterer, thi han lader Folk døe i rette Tid; ellers bleve de allesammen Jubel-Oldinger, og det var dog lidt for mange! - Og i Grunden syntes mig ogsaa, at dersom Nogen skulde have Æren, saa maatte det være vor Herre, fordi han lader dem leve saa længe.
Saaledes talede Manden; men da han nu kom til sin Bortreise fra Sirius, hvor spidsede jeg ikke da Øre! Hvilke Fodvandringer og Seiladser havde ikke han gjort fra Planet til Planet! Tre Gange passeret Melkeveien, og betraadt Sol og Maane! Det var noget ganske andet, end en Fodreise fra Kjøbenhavn til Amager; men Herre Gud hvad man ikke kan gjøre i det Store gjør man i det Smaa. - Han fandt ogsaa, at Forholdet imellem min lille Reise og Dens, som reiser over Verdenshavet, just ikke var saa ulige, som naar han vilde sammenligne sin igjennem hele Universet med ...
|
|
|
