ANDERSEN HANS CHRISTIAN

Title:DØDNINGEN, ET FYNSK FOLKEEVENTYR
Subject:FICTION Scarica il testo


Dødningen,
et fynsk folkeeventyr
af
Hans Christian Andersen

---Omtrent en mil fra Bogense finder man på marken i nærheden af Elvedgård, en ved sin størrelse mærkværdig hvidtjørn, der kan ses fra selve den jyske kyst. I gamle dage skal der have været to, og man fortæller, at Frederik den anden har besøgt dette sted, for at se denne mærkelighed, og at de i denne anledning var udskåret i form af to kroner.

Som ganske unge spirer voksede disse hvidtjørne i en lille have, som lå der bag et fattigt bondehus; dengang var Elvedgård et nonnekloster rundt omkring omgivet med voldgrave, hvoraf endnu en stor del er vedligeholdt.

Det var en smuk augustaften, myggene opførte deres luftige françaiser, og frøerne sad som fugtige spillemænd og kvækkede et lystigt kor i deres dybe orkester, nonnerne havde just endt den fromme aftensang og hver begav sig til sin celle. Omkranset af skoven lå den lille indsø så stille og spejlklar ved klosteret, kun når en fisk slog op forstyrredes den rolige flade; men imellem elverkrattet, så man ved fuldmånens skin, hvorledes elverpigerne som lette tåger svingede sig i lystige danse, elverkongen stod med en sølvkrone på hovedet, der skinnede med blåligt skær i månelyset; dybt nede i mosen legede lygtemændene tagfat om en lille høj, hvor engang en hellig munk havde nedmanet en natteånd, men han måtte vist ikke have forstået kunsten ret, thi den nedmanede fløj hver midnat, i store kredse, som en kulsort ravn og skræmte egnens beboere ved sit hæse skrig.

Der var allerede ganske mørkt i klosteret, men fra den lille hytte i hvis have hvidtjørnene var plantet, flammede endnu lampelyset gennem de små ruder. indenfor de nøgne lervægge lå en gammel bonde på dødslejet; hans søn Johannes sad ved sengen hos ham og trykkede den døendes kolde, klamme hånd fast til sine læber. Fårekyllingen peb så varslende i krogen, lampen var næsten udbrændt; den gamle så endnu engang med store, stive blikke på sønnen, knuede krampagtigt hans hånd og sov.hen i Herren.

Johannes græd højt, nu følte han sig med et så ganske ene i verden; vel havde han mange jævnaldrende og bekendte der i egnen, men der var jo ingen han ganske kunne slutte sig til, ingen, der ganske kunne dele hans følelser.

Dagen skinnede alt ind i hytten og fandt Johannes sovende foran faderens dødsleje; han holdt endnu den dødes kolde hånd fast i sin, og dejlige, brogede billeder fløj i drømme forbi hans sjæl. Han så sin fader frisk og sund; alt var lyst og smukt rundt omkring, og en dejlig, men bleg og ligklædt pige satte ham en krans på hovedet; hans gamle fader lagde pigens hånd i hans; – han vågnede, og følte nu kun faderens kolde dødningehånd, og så den dødes brustne blikke, der uden sekraft stirrede på ham.

Det var en fredag morgen de førte den døde til sit sidste hvilested; Johannes fulgte langsomt efter den sorte kiste der gemte ham hans kære fader; munken læste en latinsk bøn og kastede jord på kisten, da var det, som hans hjerte skulle briste, men da kordrengene sang og svingede røgelseskarrene, så den blålige røg hvirvlede op imellem de grønne hække, da smeltede han hen i gråd; han syntes i de spæde stemmer at høre Guds engle der sang hans fader i møde. Han så op imod himlen, så rundt omkring sig; alt åndede et frodigt sommerliv; da blev det ham klart i sjælen, at døden ikke kunne være tilintetgørelse; fuglene sang så smukt rundt om i de høje kastanjetræer, og højt oppe under den blå himmel sejlede de lette skyer langt bort til fremmede lande. Da vågnede en mægtig længsel hos ham efter at se sig om i verden. Skaren drog tilbage til sørgehuset hvor et rigeligt gilde ventede den; man roste den afdøde og hans velbryggede most, og alt som de drak for den døde blev de selv mere levende; en mæsket munk, der lignede den hogartske, havde påtaget sig en harlekins lystige rolle, drak og sagde dumme vittigheder så godt som nogen monarkisk skolemester, men Johannes sneg sig fra det lystige selskab; han havde skåret og sammenføjet et stort trækors, det bar han hen på kirkegården og satte på faderens grav, som alt nogle af byens piger havde bestrøet med sand og blomster.

Tidlig den næste morgen pakkede han sig en lille bylt sammen, gemte i sit bælte hele sin arvepart, der bestod i 50 rdlr., og med denne og en lille pung, hvori var nogle sølvskillinger, forlod han huset for at drage ud i den vide verden. – Vejen gik over kirkegården hvor han først tog afsked med sin faders grav, en lærke sad på trækorset og sang, men flagrede straks bort mellem de duftende hyldetræer, da Johannes nærmede sig.

Det var en dejlig morgen, den duggede kornmark strålede som et hav af guld i morgensolen; langsomt steg tågerne fra engen, og alle blomsterne nikkede i den friske morgenvind, som de ville ønske Johannes velkommen i den frie natur. Endnu engang drejede han sig om på højen for at se den gamle, bekendte kirke, hvor han var døbt, og hvor han hver søndag med sin gamle fader havde bedt til Kristus og alle de hellige; da så han højt oppe i et af hullerne i tårnet, kirkenissen stå med sin lille røde, spidse hue, han skyggede for sit ansigt med den bøjede arm, da ellers morgensolen skar ham i øjnene; Johannes nikkede ham sit levvel, og den lille nisse svingede sin røde hue, lagde hånden på hjertet og kyssede mange gange på fingrene for at vise ham sine varme ønsker om at rejsen måtte blive lykkelig.

Med hovedet fuldt af brogede drømme om den store dejlige verden han nu først ret skulle se, fjernede han sig alt mere og mere det kære barndomshjem. Genstandene blev snart nyere og fremmede ansigter hilste ham. Den første nat indlogerede han sig i en høstak på marken, og sov der som en persisk fyrste i sit strålende sovekammer. Den grønne mark var hans gulvtæppe, hyldebuskene og de vilde rosenhække var hans blomstervaser, og som vandfad havde han den hele å med sit friske rindende vand. Månen hang som en stor argantisk lampe under det hvælvede loft og brændte med en stadig flamme. Uden nu at være i frygt for at lyset der, skulle brænde ned i stagen eller vælte, og tænde ild i det blå loft og de lette skygardiner sov Johannes, til et kor af vingede spillemænd vækkede ham den næste morgen.

Fra den nære landsby ringede klokkerne, det var søndag; folk gik til kirke og hilste alle så venligt den fremmede vandringsmand med det åbne ærlige ansigt; snart tonede messesangen, og lysene brændte på alterbordet, men Johannes stod alene på kirkegården, så de mange sunkne grave, der var overgroede med højt græs, da tænkte han på sin faders grav, der nok også snart ville synke således sammen, da han ikke var og pyntede og lugede den. – Tavs satte han sig ned og rykkede græsset af en af de nærmeste grave, rejste de sorte kors der var faldet om, og lagde kransene, som vinden havde revet bort fra de friske grave, igen på deres sted, idet han tænkte, at også en kærlig hånd ville tage sig af hans faders grav, nu da han ikke kunne det.

Ved kirkegårdsporten stod der en gammel tigger med et fromt ærværdigt ansigt og lænede sig til sin krykke, med ham delte han den lille rest han endnu havde af sølvpengene i sin pung, og gik så roligt og fornøjet videre frem i den vide verden.

Ved stranden fandt han en skipper der lå sejlfærdig, og for den lille rest af sine sølvpenge fik han ham til at tage sig med. Snart svulmede de hvide sejl for den friske søvind; den dejlige danske kyst med sine skove og bakker fjernede sig mere og mere; bølgerne væltede sig skumhvide mod skibets forstavn, og let som en fugl fløj det hen over havet til fremmede lande; hen imod aften viste sig en ny naturscene for ham. Havet blev med et roligt, fladen var glat som et spejl, men langt borte suste det i luften som et forbud på det kommende uvejr; sorte tunge skyer hævede sig på horisonten, og de hvide måger flagrede ængsteligt med hæse skrig hen imod kysten som man øjnede i nogen afstand. Før skibet endnu nåede land, var uvejret kommet nærmere; Johannes stod ved masten og så henrykt ud i den oprørte natur. Solen gik just stor og rund ned i havet og alle bølgerne spillede med en underlig blanding af rødt og grønt. Over havet hvælvede sig en dejlig regnbue og under denne stod den store uvejrssky, ikke sort og truende, men farvet med et mildt rosenskær af den synkende sol, og midt i dette blegrøde, spillede de blåhvide lynstråler. Med ganske underlige følelser betrådte Johannes kysten; han stod jo nu i et fremmed land, og havet lå imellem ham og hjemmet. Men snart forjog synet af de mange nye genstande det ...

  • Libri.it

  • Libri.it