 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:DEN GAMLE GADELYGTE
Subject:FICTION
Den gamle gadelygte
af
Hans Christian Andersen
---Har du hørt historien om den gamle gadelygte? Den er slet ikke så overordentlig morsom, men man kan altid høre den én gang. Det var sådan en skikkelig gammel gadelygte, som i mange, mange år havde gjort tjeneste, men nu skulle kasseres. Det var den sidste aften, den sad på pælen og lyste der i gaden, og den var til mode ligesom en gammel balletfigurantinde, som danser den sidste aften og ved at i morgen skal hun på loftet. Lygten havde sådan en skræk for den dag i morgen, thi da vidste den, at den skulle på rådstuen for første gang og synes af stadens “seks og tredve mænd”, om den var brugelig eller ikke brugelig. Da ville det blive bestemt om den skulle sendes ud på en af broerne og lyse der, eller på landet i en fabrik, måske gik den lige til en jernstøber og blev smeltet om, da kunne den jo rigtignok blive til alting, men det pinte den, at den ikke vidste om den da beholdt erindringen om, at den havde været gadelygte. — Hvorledes det gik eller ikke, den ville blive skilt fra vægteren og hans kone, hvem den betragtede ganske som sin familie. Den blev lygte da han blev vægter. Konen var den gang fin på det, kun om aftnen når hun gik forbi lygten så hun til den, men aldrig om dagen. Nu derimod, i de sidste år, da de alle tre var blevet gamle, vægteren, konen og lygten, havde konen også plejet den, pudset lampen af og skænket tran i den. Ærlige folk var det ægtepar, de havde ikke bedraget lygten for en dråbe. Det var den sidste aften i gaden og i morgen skulle den på rådstuen, det var to mørke tanker for lygten, og så kan man nok vide hvorledes den brændte. Men der gik også andre tanker igennem den; der var så meget, den havde set, så meget, den havde lyst til, måske ligeså meget som “de seks og tredve mænd,” men det sagde den ikke, for det var en skikkelig gammel lygte, den ville ingen fornærme, allermindst sin øvrighed. Den huskede så meget, og imellem blussede flammen op inde i den, det var som havde den en følelse af: “ja, man husker også mig! der var nu den smukke unge mand, — ja, det er mange år siden! han kom med et brev, det var på rosenrødt papir, så fint, så fint og med guldkant, det var så nydeligt skrevet, det var en damehånd; han læste det to gange og han kyssede det og han så op til mig med sine to øjne, de sagde ‘jeg er det lykkeligste menneske!’ — ja kun han og jeg vidste hvad der stod i det første brev fra kæresten. — Jeg husker også to andre øjne, det er underligt hvor man kan springe med tankerne! her i gaden var en prægtig begravelse, den unge smukke frue lå i ligkisten på den fløjlsligvogn, der var så mange blomster og kranse, der lyste så mange fakler, at jeg blev rent borte ved det; hele fortovet var fuldt med mennesker, de fulgte alle med ligtoget, men da faklerne var af syne og jeg så mig omkring, stod her endnu en ved pælen og græd, jeg glemmer aldrig de to sorgens øjne, der så ind i mig!” — Sådan gik der mange tanker gennem den gamle gadelygte, som i aften lyste for sidste gang. Skildvagten, som løses af, ved dog sin efterfølger, og kan sige ham et par ord, men lygten vidste ikke sin og den kunne dog givet ham et og andet vink, om regn og rusk, om hvorvidt måneskinnet gik på fortovet og fra hvad kant vinden blæste.
På rendestensbrættet stod tre, som havde fremstillet sig for lygten, idet de troede at det var den, som gav embedet bort; den ene af disse var et sildehoved, for det lyser i mørke, og det mente at det kunne jo være en sand tranbesparelse, om det kom på lygtepælen. Den anden var et stykke trøske, der også skinner, og altid mere end en klipfisk, det sagde den selv, desuden var den det sidste stykke af et træ, som engang havde været en pragt for skoven. Den tredje var en sankthansorm; hvor den var kommet fra, begreb lygten ikke, men ormen var der og lyste gjorde den også, men trøsken og sildehovedet gav ed på, at det var kun til visse tider, den lyste, og at den derfor aldrig kunne tages i betragtning.
Den gamle lygte sagde at ingen af dem lyste nok til at være gadelygte, men det troede nu ingen af dem, og da de hørte at lygten selv ikke gav embedet bort, sagde de, at det var meget glædeligt, thi den var da også alt for affældig til at den kunne vælge.
I det samme kom vinden fra gadehjørnet, den susede gennem røghætten på den gamle lygte, og sagde til den: “Hvad er det for noget, jeg hører, vil du bort i morgen? Er det den sidste aften jeg skal træffe dig her? Ja så skal du have en present! nu lufter jeg op i din hjernekasse, så at du klart og tydeligt ikke alene skal kunne huske hvad du har hørt og set, men når der fortælles eller læses noget i din nærværelse, skal du være så klarhovedet, at du også ser det!”
“Ja det er grumme meget!” sagde den gamle gadelygte, “mange tak! bliver jeg bare ikke støbt om!”
“Det sker ikke endnu!” sagde vinden, “og nu blæser jeg din hukommelse op; kan du få flere presenter som den, så kan du have en ganske fornøjelig alderdom!”
“Bliver jeg kun ikke støbt om!” sagde lygten, “eller kan du da også sikre mig hukommelsen?” —
“Gamle lygte, vær fornuftig!” sagde vinden, og så blæste den. — i det samme kom Månen frem. “Hvad giver De?” spurgte vinden.
“Jeg giver ingen ting!” sagde den, “jeg er jo i aftagende, og lygterne har aldrig lyst for mig, men jeg har lyst for lygterne.” Og så gik Månen bag ved skyerne igen, for den ville ikke plages. Da faldt lige på røghætten en vanddråbe, den var som et tagdryp, men dråben sagde, den kom fra de grå skyer og var også en present, og måske den allerbedste. Jeg trænger ind i dig, så at du får den evne, at du i en nat, når du ønsker dig det, kan gå over i rust, så du falder helt sammen og bliver til et støv. Men det syntes lygten var en dårlig present og vinden syntes det samme; “Er der ingen bedre, er der ingen bedre?” blæste den så højt den kunne; da faldt et skinnende stjerneskud, det lyste i en lang stribe.
“Hvad var det?” råbte sildehovedet, “faldt der ikke en stjerne lige ned? jeg tror den gik i lygten! — Nå, søges embedet også af så højtstående, så kan vi gå at lægge os!” og det gjorde det, og de andre med; men den gamle lygte lyste med et så forunderligt stærkt: “Det var en dejlig present!” sagde den. “De klare stjerner, som jeg altid har fornøjet mig så meget over, og som skinner så dejlige, som jeg egentlig aldrig har kunnet skinne, skønt det var min hele stræben og tragten, de har lagt mærke til mig fattige gamle lygte og sendt en ned med en present til mig, der består i den evne, at alt hvad jeg selv husker og ser rigtig tydeligt, skal også kunne ses af dem, jeg holder af! og det er først den sande fornøjelse, for når man ikke kan dele den med andre, så er den kun en halv glæde!”
“Det er meget agtværdigt tænkt!” sagde vinden, “men du ved nok ikke at der hører vokslys til. Uden at der bliver tændt et vokslys inden i dig, er der ingen af de andre, der kan se noget ved dig. Det har stjernerne ikke betænkt, de tror nu at alt hvad der skinner, har i det mindste et vokslys i sig. Men nu er jeg træt”! sagde vinden, “nu vil jeg lægge mig!” og så lagde den sig.
Næste dag – – ja næste dag kan vi springe over; næste aften så lå lygten i lænestol, og hvor —? Hos den gamle vægter. Han havde af “de seks og tredve mænd” udbedt sig for sin lange tro tjeneste, at måtte beholde den gamle lygte; de lo af ham da han bad og så gav de ham den, og nu lå lygten i lænestol tæt ved den varme kakkelovn, og det var ordentligt ligesom den var blevet større derved, den fyldte næsten hele stolen. Og de gamle folk sad alt ved aftensmaden og kastede milde øjne hen til den gamle lygte, som de gerne havde givet plads ved bordet med. Det var jo rigtignok i en kælder de boede, to alen nede i ...
|
|
|
