 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:ÆBLET
Subject:FICTION
Æblet
af Hans Christian Andersen
---Ovre i England sad en lille dreng og en lille pige, de legede med et æble, de rystede det og hørte hvorledes kernerne raslede indeni; æblet skar de over og fik hver sit stykke, de delte kernerne imellem sig og spiste dem, på én nær, den skulle de lægge i jorden, mente den lille dreng, “så skal du se hvad der kommer ud af!” sagde han, “der kommer noget du slet ikke kan tænke dig! der kommer et helt æbletræ! men ikke lige straks!” han var nu så klog. Og kernen blev plantet i en urtepotte, begge to var de lige ivrige dermed; drengen gravede hul i jorden med sin finger, den lille pige lagde kernen ned og begge to dækkede jorden til.
“Nu må du ikke i morgen tage den op for at se om den har fået rod,” sagde drengen, “det må man ikke, det gjorde jeg med mine blomster i fjor, kun to gange, jeg ville se om de groede, da havde jeg ikke bedre forstand og blomsterne døde!”
Urtepotten blev i den lille piges stue, hver morgen hele vinteren så hun til den, men der var kun den sorte jord at se, nu kom foråret, solen skinnede så varmt og da pippede der frem i urtepotten to små grønne blade, “det var yndigt, det var mageløst,” jublede den lille pige, “nu kommer æbletræet!” og for hver dag og uge kom det mere frem, planten blev større og større, den blev et helt lille træ, år for år større, men den lille pige så det ikke blomstre, Vor Herre kaldte hende bort fra jorden. Den lille dreng levede endnu, men hos ham stod jo træet ikke og han havde også ganske glemt det og den leg, da de lagde æblekernen ned i urtepotten, for at der kunne blive af den noget som hun slet ikke tænkte. Han var selv kommet fra sine forældres hus ud i skole for at der kunne blive noget af ham – det var ham en sådan glæde at læse, at lære, at vide, han glemte alle sine lege, og han tænkte naturligvis ikke længere på æblekernen, og hvad den kunne blive til; den var jo allerede et lille træ, stort nok til at plantes ud i haven, og der kom den – også den kom ud i verden for at der kunne blive noget af den; og den stod i den friske luft, duggen faldt på den, solen skinnede varmt, den fik kræfter til at stå vinteren imod, og efter vinterens hårde tryk var det ligesom om den af glæde i foråret satte blomster, og i høstens tid havde det virkeligt et par æbler. Og åringer kom og åringer gik, hen over den lille piges grav voksede græsset, men ud fra skolen, år for år fremad gik en mand med tro i sit hjerte, med stærke tanker i sin pande, engang ville han blive nævnt blandt verdens store tænkere, han tænkte slet ikke på sit æbletræ, huskede ikke hvordan han som lille med den lille pige legede med æblet, delte det og spiste selv kernerne med på den ene nær, som de plantede for at hun skulle se: noget hun slet ikke tænke på.
Og i årenes løb var tunge dage, prøvelsens dage gået gennem det hus hvor børnene havde leget. Den lille piges forældre blev forarmede, hus og gård blev solgt, den nye ejer lod bygge og grave, en ny markvej blev lagt hen over et hjørne af den gamle havegrund og derved kom æbletræet til at stå udenfor på den anden side af vejen; men solen skinnede på det, som før, og duggen faldt på det som før; det bar dejligt blomster, det satte rigeligt frugt, den bøjede grenene lige ned, og mange af dem blev brækket, thi kåde hænder kom og rev frugten til sig, træet stod jo ved alfarvej, hvor enhver kom forbi, det stod der i mange år, træet ved landevejen, man brød af det blomster uden at sige tak, man stjal af frugten og knækkede grenene ovenikøbet, det var rigtig kunne man sige ikke således sunget for det træs vugge, dersom man kan tale om et træ, som om et menneske; – det begyndte sin historie så smukt – og hvad kom der ud af den, forladt og glemt et havetræ på grøften ved mark og landevej, der stod det uden læ, rusket og knækket, det visnede vel ikke hen, men med årene, bar det færre blomster og endnu færre æbler, det kunne godt undværes, til sidst et år hang der i efteråret kun tre æbler på hele træet, de sad nær ved hinanden på en gren, akkurat ligesom i det første år da det var lille, ungt og lykkelig ved sin første rigdom, den gang også kun tre fire æbler, men nu var det de sidste, og det ene faldt og det andet faldt, nu hang kun det allersidste, og når det faldt var træets historie ude. – Mon det netop var den tanke som opfyldte den ældre mand, som kom på vejen, stod stille grundede og fæstede stirrende sine øjne på det ene sidste æble på træet, det var i det mindste så rimeligt, thi denne mand, var just den samme der som lille dreng havde plantet æblekernen, men ikke havde set den vokse, ikke havde set hvad der kom ud deraf – noget han ikke vidste, et Guds blik for hans tanke der i dette øjeblik grundede på skabnings samhold, Guds tanker – der, som vi kalder naturkræfter – verdensgåden ville han løse – en sagte luftning, rørte træets blade – Guds ånde svævede og svæver over det hele – æblet faldt fra træet – tyngdens love løste et problem, det var Newton.
---* * *
...
|
|
|
