 |
| |
ANDERSEN HANS CHRISTIAN
Title:TEMPERAMENTERNE
Subject:FICTION
Temperamenterne]
af Hans Christian Andersen
---“Nu ryster jorden!” sagde muldvarpen, “se det kan jeg gøre!” og så sad han midt i den lille klat bløde jord han var gået op med. Det var muldvarpekongen, for muldvarpene havde en de havde arvet. – “Her sidder jeg!” sagde han, “skal jeg nu op, eller skal jeg ned! jeg sidder meget godt, som jeg sidder!” og så blev han siddende; for han var dvask og doven, således hvad man også kalder flegmatisk; der sad han og knugede øjnene sammen, for han kom lige fra mørket, og hvorfor kom han, ja det vidste han ikke selv; “uh hvor det blæser!” sagde han, “det er godt jeg er pels, men jeg kan dog forkøle mig, og dø af det; – så er det gjort!” – og så blev han siddende.
“Sjap, sjap!” sagde det hen ad marken, der kom en gammel person i lange side klæder og de drev af vand, men i blæsten blev de nok tørre, han havde sørgeflor om hatten og det hang langt ned, hans ansigt var ganske underligt at se på, det var ligesom han havde sildehoved og det havde han, det var den gamle sildekonge, sin lille datter førte han ved hånden, hun havde også sørgeflor, de var lige steget op fra havet begge to, og da muldvarpen var den første levende de stødte på, spurgte de ham om vejen til byen. – Muldvarpen så meget dårligt, for den så egentligt slet ikke og ville derfor spørge hvem de fremmede var, men den spurgte ikke, den var flegmatisk, som det også kaldes; men sildekongen i sørgeflor og overordentlig melankolsk, troede at også muldvarpen havde sorg og så sagde sildekongen sit navn og sin stand. Han var med hele sit hof og hele sit folk altid på vandring; snart lå de ved den kyst og snart ved den kyst, det man på jorden kalder nomadeliv, men ingen stæder var han glad, for han var enkemand og sad med sin lille sildeprinsesse, som han nu selv skulle opdrage, og for hendes skyld og med hende, var han gået i land, om han måske kunne finde en rigtig god guvernante, for på havsens bund var der ingen der duede, og så græd han det salte havvand og den lille sildeprinsesse græd, og muldvarpen sad og hørte på det, for det var det mageligste. –
Svip i galop kom der den yndigste sommerfugl, ja idet den rørte jorden var den ligeså godt menneske som muldvarpekongen og sildekongen. Hvad der havde set ud som vinger var nu den dejligste slængkappe af skotsk tøj, den løftede sig i blæsten, det var sommerfuglenes konge: “Ja, jeg vil rigtig more mig!” sang han, “kysse og klappe! hej faldera!” – Jo han vidste at fornøje sig og sige mere end god dag og farvel til tulipaner og roser; det var talegaver han havde; selv muldvarpen blev opmærksom, og sildekongen måtte græde fordi han selv ikke havde de talegaver. – Og sommerfuglenes konge der straks mærkede hvem han talte med, kaldte dem hver lille fætter, for kongelige personer, selv af forskellig trosbekendelse, sagde han, var fætre. – “Jeg bor i luften, og er hvad de lærde kalde sangvinsk, det er sådan halv våd og halv tør, som man skal være i denne verden. Deres havmajestæt, hr. Sildekonge er nu af et andet temperament, De er melankolsk, som jeg ikke fortænker Dem i, når man som De altid sidder i vandvæsenet; fætter Jord-Drot, det var muldvarpen han mente, lider af den slemme syge, som man kalder flegma, den er gået ham over i blodet og i karakteren, det kommer af stillesidden og det evige mørke under jorden, kom med mig så skal jeg muntre Dem begge to, og det vil De have godt af og den lille med, så får hun verdens kundskab, og det er den bedste guvernante!” – Men gamle sildekonge græd endnu mere for han var nervøs og muldvarpekongen knitrede med øjnene, han gad ikke mere! – “Så må jeg have den fjerde fætter med! han er kolerisk, fyr og flamme, kan han ikke varme op, så bliver der aldrig noget istand!” – og så tog han sit brændespejl for at fange en solstråle, der kunne hente fætter, men da der ingen solskin var, så kom der ingen, men så tog han sit fyrtøj op af lommen, en, to, tre, der gik stålet mod flintestenen, gnisterne fløj, og fut op og ned som den røde lue, stod fætter Ildkonge der, det vil sige konge over al ild var han ikke, men han havde ligeså meget magt over den, som sildekongen havde over havet og muldvarpen over jorden og sommerfugle kongen over luften; han var bare lygtemand men selvantændende og det var nu det mest respektable ved den. – Det knaldede ordentlig da han kom, og der var knald i karlen. “Kemi!” sagde han, for han vidste hvoraf han selv og hele verden bestod, i alle dele, hvorledes de sad sammen og hvorledes de ikke sad sammen, “kemi kan jeg! og mig selv kender jeg, hvorfra jeg kommer, hvorhen jeg går, fut er det hele! – vi fire er i familie, fætre er vi, jeg er den forbindende, kommende fra jorden, svævende over vandet, begge tilsammen er sump, luften tænder mig lygten, jeg blusser jeg danser, og er dog selvstændig! jeg er ildkonge i det små, fut, fut! hele verden er jo fut!” – og så sprang han imellem dem og løb sildekongen op af brystet og satte sig på hovedet af muldvarpen, men lige meget hjalp det; og så foreslog lygtemanden at de skulle skifte ringe, derved fik hver lidt af den andens natur, og så ville der komme ligevægt. Muldvarpen fik lygtemandens gloende ring og så kom der liv i ham; og selv blev lygtemanden lidt mere sindig! Sommerfuglenes konge, der var sangvinsk, byttede ring med den melankolske sildekonge og det hjalp især på den sidste; og så besluttede de at gøre en vandring sammen til staden; “man må dog engang slå sig løs,” sagde muldvarpen! “vi skal alle fire på eventyr!” sagde sommerfuglekongen, for han var nu letsindig. Lygtemanden var nu altid fyr og flamme og sildekongen håbede at finde en god guvernante til sin lille sildeprinsesse. “Ja jeg vil give mig ud for dykker!” sagde han, “så bliver jeg dog i elementet og kan ikke forsnakke mig!” “og jeg vil være handlende med kemiske svovlstikker,” sagde lygtemanden, “jeg ved besked med kemi og de dele!” – “og jeg er luftballonsejler!” sagde sommerfuglekongen. “Men hvad skal jeg give mig ud for!” sagde muldvarpen. “Dersom her bare var bjergværker her i landet! så kunne De være bjergmand, men her er ingen, og være kældermand er ikke dybt nok!” – “Han er rejsende bjergmand!” sagde sildekongen! “Ja nok!” sagde muldvarpen, der ikke holdt af mange ord, “så er jeg rejsende!”
“Det første vi gør, når vi kommer til en stad,” sagde sildekongen, “er at vi går ind til en barber og får skællene skrabet af os!” Han mente skægget, og deri var de alle enige og så gik de til byen, og til barberen.
II. Barberstuen.
Disse gamle grækere, som skoledrengene endnu i deres lektier har så meget at gøre med, for de skal kunne dem, de gik hen på torvet i hvælvingerne og talte om dit og dat, til lands og vands, og inde hos naboens; vi derimod går over til konditoren, eller kommer ind til barberen, der er torvet. Alle stænder kommer de, præsten og slagteren, bonden og kammerjunkeren, det vil sige når det er en fin barberstue, og det var det just her, de sæbes alle lige ind, men de fine folk får rent håndklæde, de simplere får det skident, lige meget koster det, men man må jo vide at gøre forskel; aviser ligger her, der er folk som læser hele timer, man må jo vide hvad man læser, stuen er varm og mange gæster kommer her. – “Ved de hvad man siger og det har jeg hørt! hele barberstuen er en levende avis. –” Det ville være lærerigt at [ ]
---* * *
...
|
|
|
